Dødsmærket buddhisme i Japan

Gennem det seneste tiår er der immidlertid sket en stor stigning i de familier, som vælger at bruge bedemandsforetagender i stedet for de traditionelle begravelsesarrangører. Bedemandsforretninger klarer alt inklusive at lægge hus til en ceremoni, hvor de engagerer en buddhistisk præst til at komme og sørge for, at alting går rigtigt for sig.

I 1999 holdt 62 procent af japanerne stadig begravelser i hjemmet eller i deres lokale tempel, men i 2007 var billedet det stik modsatte, hvor nu kun 28 procent holder begravelser hjemme eller i templer. Langt størsteparten bruger nu bedemandsforretninger. Endelig er der flere og flere japanere, som vælger at de skal kremeres uden nogen ceremoni overhovedet.

Et flosset image
Hvorfor går det sådan? Måske vil det gå sådan for en religion, som taler mere til de døde end til de levende? Ryoko Mori, ledende præst ved det 700 år gamle Zuikoji Tempel, udtrykker det på denne måde:

- Tja, det er jo billedet på begravelsesbuddhismen – den møder ikke folks daglige åndelige fornødenheder. I islam og kristendom bliver der holdt prædikener over spirituelle emner. Det sker kun meget sjældent, at buddhistiske præster gør noget tilsvarende her, siger han.

Et andet problem er et flosset image. Under Anden Verdenskrig var der et tæt forhold mellem det japanske militær og buddhistiske præster. Buddhistiske præster glorifiserede faldne soldater og gav dem særligt ærefulde budhistiske posthume navne. Når præsterne så siden talte om pacifisme, kunne det ikke andet end lyde hult.

Senere er de posthume navne igen blevet en anstødssten, da de nu kan erhverves for penge, og man altså ikke behøves at have gjort noget særlig gloværdigt for at opnå dem. Når ånden i buddhismen synes at være forsvundet for mange japanere, skyldes det ikke mindst også denne kompromitering.