Jeg tørrer hænderne i det rødternede forklæde og kigger ud af vinduet. Himlen er blå, og solen står højt på en skyfri himmel. Barometeret siger højtryk, og termometeret viser 25° i skyggen.

Børnene kommer løbende. De vil til stranden med deres far. ”Du behøver ikke gå med, for du kan blive hjemme og lave maden klar til i aften i stedet for”, siger de. Det passer mig fint, for jeg synes ikke helt jeg er på toppen. Varmen gør mig lidt ør i hovedet, og der har været meget at se til og få orden på her op til ferien.

Nede ad grusvejen ser jeg hårtoppene og badedyret forsvinde med kurs mod stranden. Den livlige snak og lyden af fodtrinnene i gruset forvandles med ét til stilhed. Tankerne kredser lidt i hovedet på mig. Måske en middagslur ville gøre underværker, og der er jo tid nok til aften. Vejret er for godt til blot at ligge og sove, og bogen om Da Vinci mysteriet med de alt for mange sider har jeg da heldigvis ladet blive derhjemme. Den er efterhånden blevet lidt støvet af at ligge ved min seng. Den virker så søvndyssende, så jeg er ikke kommet længere end til begyndelsen af 1. kapitel. Måske skulle jeg give den til genbrug?

Jeg går ud for at trække lidt frisk luft og går rundt om sommerhuset. I hjørnet omme bagved står farmors gamle stol. Planterne har fået lov til at gro, så det mest af alt ligner et vildnis. Planterne har fuldstændigt indhyllet den hvide stol i et grønt tæppe. Det er efterhånden også længe siden farmor døde. Det var hendes yndlingsplads, hvor hun elskede at sidde og døse hen. Ingen har rigtig siddet her siden. Farmor er savnet, og det er som om alle har undgået at passere stedet hvor hun sad lige inden hun døde.