Tanker flyttede bjerge i Vietnam

Vi sad stille og lyttede til en strøm af ord og lyde i to en halv time, inden hun stoppede. Jeg oplevede, hvordan mine ben hurtigt blev trætte af at sidde i den samme stilling, men jeg prøvede at tænke på noget andet, og pludselig mærkede jeg en lettelse i benene. De slappede helt af, og jeg kunne sidde i samme stilling uden at bevæge dem. Det havde jeg ikke troet. Jeg kunne ikke mærke benene, men det gjorde heller ikke ondt. Jeg sad bare i 2,5 timer og lyttede til den monotone stemme fra munken.

Da hun pludselig stoppede, var det tid til frokost. Frokostpausen startede med en vegetarbuffet, som var stillet op ude i gårdhaven. Ris, masser af grøntsager og urter. Jeg var sulten, så jeg øste en kæmpe portion op. ”Munken” kiggede på min tallerken, grinte, og sagde ”You very hungry?”. Man skal nemlig spise helt op, ellers har man ikke respekt for maden. Der må ikke smides noget ud. Alle 50 mennesker spiste i lange rækker på gulvet uden at sige en lyd. Man taler ikke, når man spiser!

Udenfor skulle vi vaske vores tallerkner op i forskellige vand- og sæbeskåle. Det var teamwork uden kommunikation - rent instinktivt arbejdede vi side om side.
 
Nu var det tid til en middagssøvn. Vi skulle sove på det hårde gulv i meditationsrummet, som var dækket af et tyndt lag kokostæppe. Ingen pude, intet tæppe, ingenting. Bare sådan. På gulvet. Jeg lagde mig ned og prøvede at finde en god position. Rundt omkring mig snorkede nogle deltagere.
 
Da jeg vågnede igen, smilede min moster til mig. ”Har du også sovet godt?”, spurgte hun. Jeg kiggede på uret. Ups, jeg havde sovet i 1,5 time! Pausen var slut. Jeg var den sidste som vågnede. DET havde jeg ikke troet. Jeg havde været helt væk - jeg, som derhjemme sover med ørepropper og mørkelægningsgardiner for at kunne falde i søvn for naboer og gadelygter.

Min krop føltes helt let og afslappet.
 
Efter pausen var det blevet tid til dagens anden meditationsrunde.
De næste 3 timer sad jeg i samme position uden at bevæge mig. Jeg koncentrerede mig om at komme over den smertende grænse i benene, og rigtigt, efter bare en halv time var mine ben i den samme afslappende tilstand, som jeg oplevede før pausen. Tanker kan flytte bjerge.

Catrine Scholle