Leonard Stern |
24. juli 2008
Lykkeligvis ser det ud til, at det for muslimer bosat i Vesten er svært at gennemføre en forvandling fra sympatisør til bombemager. International kommentar af Leonard Stern
Det er nu tre år siden, danske aviser bragte tegninger, der hånede profeten Muhammed. Nu er profeten omsider blevet hævnet. 2. juni sprang en selvmordsbomber sit køretøj i luften foran den danske ambassade i Pakistan.
Selvmordsterror er frastødende uanset omstændighederne; men dette angreb var antiklimakisk. Tegningerne skal forestille at have gjort Danmark til en nation af salmanrushdier, hver eneste mand og kvinde et mærket menneske. Og hvad sker der så? Angrebet finder ikke sted i Danmark, men i Pakistan, hvor bombesprængninger knap nok bliver bemærket. Bombemanden sprænger sig selv i luften uden for ambassadens porte, og bygningen sker der ikke noget med.
Islamistiske ekstremister er tydeligvis ikke i stand til at gøre det, som vi engang frygtede: at udføre jævnlige angreb med mange ofre på vestlig grund. Ikke længe efter 11. september-attentaterne i USA lykkedes det dem godt nok at gennemføre angreb i Madrid og London; men vi havde forventet langt værre ting. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at der ikke har været nogen nye angreb i USA.
Så hvad er det, der foregår?
1) Det er nemmere at støtte terrorisme end at begå terrorisme. Det, der gjorde 11. september så skræmmende, var ikke kun begivenheden i sig selv, men også opdagelsen af, at mange muslimer ikke ligefrem var kede af at se det ske. Fordi al-Qaeda nød større sympati end forventet blandt menigmand, var sikkerhedseksperter bekymrede for, at terrorister ville spire frem som mælkebøtter.
Lykkeligvis ser det ud til, at for muslimer bosat i Vesten er forvandlingen fra sympatisør til bombemager svær at gennemføre. Dynamikken er anderledes i Mellemøsten, hvor terrorismen er blevet normaliseret, mens tabuet omkring terror er stærkt nok i Vesten til at afholde folk. Det forklarer fx også, hvorfor abortklinikker ikke jævnligt bliver sprængt i luften, til trods for at der er titusindvis af indædte abortmodstandere, som ikke ville have noget imod at gøre det.
På bundlinjen står, at selv muslimer, som føler med al-Qaeda, ikke nødvendigvis er skabsterrorister. Når det er sagt, skal det siges, at heppekoret i lænestolene stadig er værd at holde øje med. Sikkerhedsspørgsmålet er blot ikke så meget, om de vil sprænge ting i luften, som det er, om de kender folk, der er villige til at sprænge ting i luften.
2) Udskudsfaktoren: Skønt tabuet omkring terror i vestlige samfund har en afholdende effekt, er det langt fra absolut. Vestlige sikkerhedstjenester forpurrer konstant terrorplaner. Men se så lige, hvem mange af disse potentielle terrorister viser sig at være: tabere og klodshanser.
Det gælder igen ikke i Mellemøsten, hvor normaliseringen af terrorismen har gjort, at rollen selvmordsbomber blot er et karrierevalg blandt andre. Men enhver, der finder på at sprænge ting i luften i Calgary eller Albany i Canada kan formodes at have det, psykologer kalder ”mangler”, de være sig følelsesmæssige eller intellektuelle. Og i de fleste tilfælde vil den person have så ringe en dømmekraft, at en sikkerhedstjeneste, der lever op til sit navn, vil få øje på ham på miles afstand.
Det klassiske eksempel var de udskud, der stod bag Sears Tower-planerne i 2006. Den amerikanske regering gjorde et stort nummer ud af anholdelserne; men de mistænkte ville ikke engang have været kvalificerede til lageret i supermarkedet Wal-Mart, for slet ikke at tale om at sprænge en skyskraber i luften.
Et andet eksempel på amatørernes tid var den påståede Toronto-terrorcelle med dens planer om at storme Parliament Hill og halshugge den canadiske premierminister. Og så var der episoden sidste år, hvor to uheldige terrorister hamrede deres køretøj ind i Glasgows internationale lufthavn i Skotland med det resultat, at chaufføren kom i brand og omkom.
I den canadiske avis The Ottawa Citizen 7. juni 2008
Oversat af Sara Høyrup /
www.texthouse.eu