Et sted i erindringen findes det. Stedet. Jeg véd dets eksistens, for altid dukker det op i nætters væld af drømme, hvor målet er at nå frem til stedet. Stedet hvor stilheden er, intetheden. Stedet hvor nuet er nærværende, hvor livets mening findes.

I gådefulde drømme om barndommens yderste egne står jeg ved den lave hæk bag i haven, med de duftende hybenroser, ser ud over marker og enge mod det forbudte land. I det fjerne ligger bækken farligt som en stadig flod i bevidstheden om, at der er stedet.

Nu, i en moden alder, vandrer jeg stadig mod stedet; en livslang rejse mod målet. Vandrer nu ad lønlige stier jeg ikke farer vild på, bevæger mig hjemmevandt i Knossos labyrintiske irgange, med Ariadnes garnnøgle bundet til livet. Eller går i spiralens regelrette sving, frem mod centrum, mod stedet.

Men i drømme stiger jeg som Orfeus ned i riget, ned i nattens fælde. Et sølvskinnende lys fylder min vej gennem byen, i rum efter rum søger jeg min elskede Eurydike.

På en plads hænger store kalkhvide stoffer, som en levende mur, tæt og uvirkeligt. I den sagte vind lyder barnestemmer, som en glædens musik; de er der alle, mine søskende, legekammeraterne, barndomsvennerne. Forsigtig slår jeg tøjstykkerne til side, et efter et, bevæger mig gennem det hvide univers, ind i rum af sorgløs tryghed. Og der, bag endnu et klæde, ser jeg skyggen af min første kærlighed, hører hendes milde latter.

I et fremmed værelse vågner jeg og ser mig omkring. Stilheden er slående, som om døvheden er indtrådt. Lyset i det safrangule rum blander sig udefra med et mosgrønt skær. En luftning i gardinet får skyggerne til at danse som en venlig rørelse. Føler jeg næsten nåede stedet !

Med kærligheden er det som med tiden. Den sanses i en uendelig strøm af ophold, og dog i en stadig fornuftstridig tilstand.