Men derefter undersøger han nærmere, hvad der ligger i tanken om Gud. Det hedder (i afsnittet om at søge det fælles gode på Guds måde): "At tro på en absolut religiøs sandhed er at tro på, at objektet for vores tro ikke er sårbart overfor den menneskelige histories omskiftelighed: Guds sind og egenskaber kan ikke ændres i kraft af noget, der sker her i verden. Derfor kan et tilsyneladende nederlag for vores tro ikke være endeligt; det mislykkes ikke for Gud at være retfærdig, fordi det mislykkes for os at overtale andre, eller fordi det mislykkes for vore samfund at vinde magt. Hvis vi ville tro, at vort nederlag er Guds nederlag eller vanheld, så ville vi fristes til at søge hvilkesomhelst midler for at undgå et sådant resultat. Men det er vejen til terrorisme og religiøs krig og forfølgelse. Den tanke, at en hvilkensomhelst handling, hvor ekstrem eller ødelæggende eller endog morderisk den måtte være, kan retfærdiggøres med, at den afværger nederlag for en bestemt tro eller en særlig religiøs gruppe, er ikke i fuld overensstemmelse med den overbevisning, at vort nederlag ikke betyder Guds nederlag. Ja, den tanke afslører en fundamental mangel på overbevisning om trosobjektets evighed og tilstrækkelighed."

Dette er meget væsentligt. Det er tanker, der ikke baserer sig på en specifik kristelig gudstanke, men på gudstanken i det hele taget, på gudstanken i dens logiske konsistens, derfor – sådan tænker Rowan Williams åbenbart – også på den muslimske gudstanke. Og udfoldelsen af, hvilke konsekvenser der ligger i denne åbenbart fælles gudstanke, viser sig så lige så stille at rulle tæppet væk under enhver form for muslimsk magtanvendelse. Og da magtanvendelse i Guds navn er noget, der så at sige er indbygget i den muslimske gudsforståelse, er det selve denne gudsforståelse, der får sit dødsstød med disse logiske udredninger.

Men Rowan Williams siger ikke dette åbent, hvis det i det hele taget strejfer hans bevidsthed. Han nøjes med at udvikle denne gudsforståelses videre konsekvenser. Det hedder lige efter:
"Religiøs vold antyder en underliggende religiøs usikkerhed. Når forskellige samfund har den samme slags overbevisning om den absolutte sandhed i deres perspektiv, er det sandelig en intellektuel og åndelig udfordring; men logikken i denne tro burde gøre det klart, at der ikke kan være tale om nogen retfærdiggørelse af den slags voldelig konkurrence, hvori ethvert middel, ligegyldigt, hvor inhumant det måtte være, kan retfærdiggøres under henvisning til, at man ‘beskytter Guds interesser’. Blot ved at udtrykke det på den måde kan man se, hvor absurd det er: Den evige Gud kan ikke have brug for ‘beskyttelse’ fra nogen taktik, der indebærer menneskelig voldsanvendelse".

Som sagt, som jeg forstår den muslimske gudstanke, som den kommer frem i Koranen, i Muhammeds historie og i islams historie sidenhen, er det et uomgængeligt grundtræk, at der kan og skal udøves vold i Guds navn. Det er ikke en misforståelse af Muhammeds budskab, når den muslimske historieskriver, Ibn Khaldun i sit hovedværk Muqadimma beskriver, hvordan araberne ret hurtigt fik overtaget over de erobrede lande, og derefter kunne begynde at drage nytte af undersåtternes søkyndighed til at bygge en flåde. Hvorfor? Ja, Ibn Khaldun skriver blot som forklaring: "De ønskede at føre hellig krig til søs" (kap 3, afsnit 32).

Og da deres anstrengelser lykkedes, og de i 827 erobrede Sicilien, er det også ganske i overensstemmelse med den oprindelige islam, når den arabiske historieskriver al-Waqidi (ifølge en kronik i Jyllands-Posten fra den 19-4 06) beretter, at en gesandt fra muslimerne til de kristne sagde: "Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse".

Som sagt mener jeg, at dette afslører en modsigelse i den muslimske tankegang, en modsigelse mellem det at betragte Gud som den over alt ophøjede og det at mene, at denne over alt ophøjede Gud har brug for menneskelig voldsanvendelse for at opnå sine formål.

Man kan måske undgå denne modsigelse ved at hævde, at det inderste i menneskets væsen er dets angst for andres vold. Derfor måtte Gud bruge vold (Muhammeds vold), da han ville åbenbare sig for menneskene, og derfor måtte muslimerne sidenhen udbrede deres religion ved jihad, hellig krig. Men så bliver det umuligt at påstå, at islam er en fredselskende religion.

Det kan man derimod godt påstå om kristendommen. For ifølge den kristne gudsforståelse vil Gud overbevise mennesker i frihed, det inderste i menneskets væsen er angst for at modsige sig selv (se en nøjere udformning af denne forskel her)

Derfor kan den gyldne regel være rettesnor for, hvad mennesker skal gøre; vi behøver ikke nogen åbenbaret lov til at fortælle os det, vi kan selv forstå ordet, når vi får frihed til det. Og så høj en grad af frihed ville Gud give os, at han tillod, at den søn, han havde sendt til os, blev dræbt af os.

Men altså: i selve gudsbegrebet ligger der, såvidt vi kristne kan se det, en fornægtelse af tanken om, at man kan begå vold i Guds navn. Det fremgår meget klart af Rowan Williams’ svar til de 138 muslimske lærde.


Ricardt Riis