Vi skal se det store i det små

Når der i en samtale opstår en uudsigelig forbindelse og forståelse mellem os, der taler.

Når andre mennesker uventet tilbyder deres hjælp til helt almindelige ting, som cykeljustering eller lån af hækklipper.

Når mit blik falder på store hvide skyer, der danner forunderlige, bløde formationer på den blå himmel.

Når vinden lægger sig ved aftenstid, og lyset langsomt aftager.
Og når lyset igen bryder frem tidligt om morgenen, inden andre i huset vågner, og verden udenfor stadig er rolig.

I en tilværelse, der ikke rummer de lange sammenhængende perioder af fred og ro, har jeg med en god portion øvelse efterhånden lært at se og værdsætte selv de korte øjeblikke, der på et splitsekund kan give mig en fornemmelse af noget større og uendeligt værdifuldt, som jeg føler mig taknemmelig over at få muligheden for at modtage, selv i et kort øjeblik. Disse øjeblikke lader mig op, så jeg trods travlhed og daglige pligter trods alt er i stand til at føle glæde og få en fornemmelse af, at alt alligevel er det hele værd.

At se det store i det små og leve i nuet kan let blive en floskel, man ubesværet og tankeløst udtaler. Det er sværere at efterleve det, men når det lykkes, er det en oplivende, livsbekræftende og uudtømmelig kilde, også selvom det kun er i korte øjeblikke. Og det forhindrer mig ikke i at glæde mig til en dag at få mulighed for at få mere sammenhængende tid til fordybelse.

Så vil jeg rejse igen, som da jeg for mange år siden var i Israel og besøgte den nordøstlige del af Genesareth Sø. Her gik jeg sidst på dagen op på toppen af nogle lave bjerge, hvor jeg i den sene eftermiddagssol tog sandalerne af og stod med bare fødder på den nøgne klippe. Den varme vind blæste gennem mit hår, over mig svævede en stor rovfugl lydløst afsted på vinden, og bjergene fortonede sig mere og mere blåligt i horisonten. Jeg strakte armene ud til siden i glæde og følte, at jeg nærmest blev ét med klippen, solen og vinden. Tiden var ikke eksisterende, og jeg bare var.

Jeg har aldrig før eller siden oplevet en lignende følelse af glæde, ro og enhed med mine omgivelser, og nu, jeg tænker tilbage på det, sidder følelsen fra dengang stadig i mig. Denne oplevelse komplementerer mine mere dagligdags, små oplevelser af nærvær og rodfæstethed, men jeg er overbevist om, at kilden til begge former for oplevelse er den samme.


Susanne Smith