På bordet står min antikke violin, som jeg stryger på, når jeg skal have en lille tænkepause fra bøgerne, og således får Mozart mæle i toner, mens ordene fortoner sig. Jeg skifter ikke ligefrem tøj, som Machiavelli gjorde det, men jeg har en fornemmelse af, at jeg hernede affører mig de problemer og tanker, som ellers kan trænge sig på i dagligdagen. I min gode gamle lænestol møder jeg ”historiens store mænd”, og når jeg har hentet inspiration nok fra mænd og bøger, sætter jeg mig ved mit store skrivebord og skriver selv lidt historie, filosofiske klummer og kronikker. Denne beskedne stue symboliserer for mig ”de mægtiges haller”, for på en og samme tid står tankerne stille og i kø for at komme frem på papiret.

De store mænd nærmest tilhvisker mig fra reolen, lader deres visdom springe frem fra de gedigne værkers sider, og de for længst afdøde bliver på en måde mine bedste venner, idet deres tanker er så levende som nogensinde før. Den græske filosof Sokrates er som en hestebremse, der flyver rundt i mit rum, indtil jeg tager den eller ham alvorligt og begynder at søge efter sandheden, Platon tager mig ved hånden og fører mig op gennem en mørk hule, hvor jeg opdager et klarere lys, som ellers kun er filosofferne forundt, og Aristoteles trækker stædig i mig, så jeg til sidst lander på den gyldne middelvej.

Hvis jeg alligevel føler, at tvivlen kommer truende nær, og jeg truer med at liste op af mine to trin igen, kigger den gamle kirkefader Augustin op fra sin store bog og hen på mig, idet han brummer, at nu må jeg huske, at der ikke er noget nu, hvorfor det er vigtigt at finde nærværets fylde. Så sætter jeg mig tilbage i lænestolen for at nyde øjeblikkets fylde, men i det samme hører jeg lyden af en stok, der dunker i gulvet og ser skyggen af en mand med en stor hat, som siger med dyb røst, at der ikke findes nogen objektiv sandhed, men derimod at subjektiviteten er sandheden. Når jeg forsøger at sige ham imod, understreger han, at det ikke betyder, at sandheden er subjektiv, men at sandheden kun er sandhed, når den er sandhed for mig.

Disse mange ord fordrer en café-latte, som jeg suser ud i køkkenet og laver, men lige så hurtigt må jeg ned til mine mænd igen, for det var som om jeg begyndte at nærme mig sandheden. Han er der stadig, manden med stokken og den store hat, og jeg opdager en lille pudsig detalje hos ham, der består i, at hans ene bukseben er kortere end det andet. Så hører jeg igen hans alvorstunge røst, der kalder til orden, og opfordrer mig til at finde idéen, for hvilken jeg vil leve og dø. Det lyder fornuftigt og som en god idé, tænker jeg.

Efterhånden går det op for mig, at den idé, Søren Kierkegaard prøvede at dunke ind i hovedet på mig, finder jeg hernede i dybet, og jeg behøver ikke engang at springe ud på de 70.000 favne vand, som han altid understreger, men kan nøjes med to trin nedad. Her er ikke dybt, men dybde nok til at finde en usædvanlig ro, en vis forsoning med sig selv og så Gud, der ikke putter sig på hylderne, men med sin milde røst får plads i rummet og filosofferne til andægtigt at bøje sig for det budskab, som er Himlens.

At være et med sin Gud, næste og sig selv er som en hellig trekant, der forener og tilspidser det, der er livets mening, og det er aldrig et liv i stress og jag, men altid et liv, hvor alting har sin tid. Hernede er helligstedet, hellen og hul igennem til Himlen, hvor evigheden møder timeligheden og skaber det øjeblik, der giver fred i sjæl og sind. Øjeblikkene i min lille stue er ikke målbare på uret, for de er fyldt af evighed, og så er der jo ikke noget, der haster!


Lise Søelund