Naturens skønhed giver mig fred

Der var ingen, der sagde noget, så naturens lyde og fårenes skridt trængte sig dybt ind i sjælen. Time efter time vandrede vi på denne måde, og varmen og freden fyldte mig med en kærlighed og varme, som kun Gud kan gi´.

Da det blev middag, lod vi fårene gå op i lyngen, som de gladelig begyndte at spise af. Heller ikke på det tidspunkt var der nogen af os, der havde behov for at tale. Kun få ord blev udvekslet, og hvilen gjorde godt for de efterhånden noget trætte ben. Freden lå som en tryg kappe om os og sjælen faldt til ro.

Da vi om eftermiddagen nåede marken med det saftige grønne græs, blev fårene lukket ind. Nu var opgaven så at gå langs hegnet og tjekke det for huller, så at fårene kunne gå i fred og ikke løb ud på vejen. Jeg var træt ovenpå dagens lange gåtur gennem hedens vilde og uberørte natur. Ofte, når jeg oplever denne sansemæthed, så længes jeg efter en favn at krybe ind i. Og da jeg ikke har en mand, så er det ikke let at få dækket det behov. Men Gud havde en særlig gave til mig denne dag.

På turen rundt kom et hvidt får, som blev kaldt snehvide, hen til mig. Hun var et gammelt får, der var blevet opflasket som lam, og som derfor var meget kælen. Jeg satte mig på hug og nussede hende under hagen og på halsen. Sådan sad vi længe, og jo længere tid der gik, jo tættere smøg hun sig ind til mig. Jeg lagde armene om hende og fik på den måde en dejlig duftende ulden ”favn” at putte mig ind til. Det var et af de øjeblikke, som jeg altid vil huske tilbage på med glæde.

Naturens skønhed har givet mig mange oplevelser af fred og mange stunder i fordybelse. Denne dag var en af de ganske særlige, hvor livets skønhed fortalte mig, at her var der godt at være.


Jette Brandt