Vi behøver ikke ødelægge oplevelsen af religiøse og kunstneriske oplevelser ved at ville forklare dem, skriver forfatter og grafiker Benny Alex
Spørgsmål: Det er lige gået op for mig, at jeg oplever en form for forbindelse mellem kunst og religion (nærmere bestemt kristendom). Det er som om at begge dele vækker det samme i mig. Altså får mig til at tænke, filosofere, drømme og vække stærke følelser i mig.
Så mit spørgsmål er, om det kun er mig, der har det sådan, og om der er forskning der viser det samme?
Svar: Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at både kristendommen og kunsten vækker noget til live i dig, som du synes beriger dig både intellektuelt og følelsesmæssigt. Der er sikkert mange, der genkender sig selv i den betragtning. Måske fordi begge dele bringer os i kontakt med det numinøse – det store og uforklarlige, som vi sjældent fornemmer i vores travle hverdag, og som i sidste instans bringer os hjem til vores dybeste selv, hvor livet mærkes mest intenst. En kristen mystiker har sagt: ”Når jeg er nærmest Gud, er jeg mest mig selv”, og Cezanne sagde: ”Når jeg maler, tror jeg på Gud!”
Om der ellers er nogen sammenhæng mellem kunst og religion, ved jeg ikke, men måske du vil få noget ud af følge serien om ”Kunst i kirken”, der for øjeblikket kører på DR2. Der er sikkert nogle forskere, der har interviewet en masse folk om deres oplevelse af kunst og religion. Der er sikkert også nogen, der mener at have fundet centret for numinøse oplevelser i hjernen. Men er det ikke lige meget? Hvorfor ødelægge oplevelsen ved at ville forklare den? Hvorfor ikke bare glæde dig over, at oplevelsen af det numinøse bringer dig i kontakt med livet?
En dag, da jeg gik en tur med min søn på fire, pegede han op i et træ og udbrød: ”Se, en fugl!” ”Ja, det er en skovskade,” sagde jeg. ”Jeg synes nu, det er en fugl!” svarede han.
Venlig hilsen
Benny Alex