Muslimerne mener ikke, at Jesus døde på et kors.
- Arkivfoto
11. august 2008
Ligegyldigt hvor mange positive ord muslimerne kan sige om Jesus, så kan de ikke gå med til, at han døde på korset, skriver teolog Ricardt Riis
Spørgsmål:Hvis muslimerne ikke anerkender Jesus som Guds søn, er det så ikke for kristendommen vranglære?
Ragnhild H. Jensen
Svar:Kære Ragnhild Jensen
Det korte svar er: "Jo!" Men vi plejer jo at uddybe det lidt, og det vil jeg også gøre her.
For nogen tid siden foregik der en højst mærkværdig diskussion i religiøse kredse her i landet. Nogen havde opdaget, at der i den augsburgske bekendelse, som er ét af Den danske Folkekirkes bekendelsesskrifter, stod:
"De [lutheranerne] fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige." Det vil sige: Vi lutheranere fordømmer muhammedanerne eller muslimerne. Det kan da ikke være rigtigt, sagde man, det må vi gøre noget ved. Den reaktion er typisk for den kulturradikale elite. Vi skal være åh så gode ved muslimerne, vi må endelig ikke sige noget, der kan støde dem, vi må på enhver måde søge at få dem til at forstå, at de da så sandelig er velkomne her i landet.
Og bevares, den holdning til muslimerne kan da være rigtig nok. Vi skal gøre meget for, at de kan føle sig velkomne her i landet. Men to ting skal vi ikke gøre: Vi skal ikke fornægte os selv, og vi skal ikke lave om på vores historie. Og begge dele ville man såmænd være gået i gang med, hvis ikke nogle fornuftige biskopper havde taget brodden af anklagen.
Dog glemte man dengang (og jeg glemte det forresten også selv) at gøre opmærksom på, at formuleringen i den augsburgske bekendelse kunne lægge op til, at man skulle betragte islam ikke som en fremmed religion, men som et kristent kætteri. Det gør måske ikke den store forskel i den daglige omgang med muslimerne, men denne betragtningsmåde kunne måske virke tilbage på os kristne teologer, så vi ikke blot hæftede os ved forskellene til islam, men også ved lighederne.
Og da du nu formulerer dig, som du gør ("er det så ikke for kristendommen vranglære?"), er det nok værd at gøre opmærksom på, at det kunne give en vis mening at opfatte islam som en kristen vranglære i stedet for at opfatte den som en helt anderledes religion.
Det er jo også bemærkelsesværdigt, at islam i sit grundskrift, Koranen, har en ret omfattende beskrivelse af Jesus. Muslimerne regner ham for at være en profet, næsten på højde med Muhammed. Og derfor falder det dem sommetider lidt tungt at forstå, at vi ikke på tilsvarende måde kan anerkende Muhammed som en profet, men i stedet anser ham for en falsk profet og hans lære som kætteri.
Denne asymmetri kan delvis forklares ud fra Koranen selv. For er der noget, Muhammed ikke kan gå med til, så er det det, at én af Guds profeter skulle lide og dø. Det kan han simpelthen ikke forestille sig. Den slags lader Gud ikke ske for én af de profeter, han har udsendt. Og når derfor Muhammed har anerkendt Jesus som en sand profet, så er han nødt til, for at få tingene til at gå op indenfor den forestilling, han har dannet sig om, hvad Gud kan og ikke kan, at lave om på beretningen om Jesu død på korset. Det gør han i sura 4,157, hvor det hedder:
"[jøderne] sagde i deres pral: Vi slog Kristus Jesus, Marias søn, Guds sendebud ihjel; men de slog ham ikke ihjel, ejheller korsfæstede de ham, men det så sådan ud for dem, og de, der er uenige deri, er fulde af tvivlsspørgsmål uden nogen sikker kundskab, de kan følge, kun antagelser, men sikkert er det: de slog ham ikke ihjel" (min oversættelse fra Yusuf Alis engelske oversættelse).Dette er selvfølgelig en påstand om, hvad der rent historisk er sket. Og i den henseende har Koranen ikke stort at sige. Men det er også en påstand, der afslører den store teologiske forskel mellem islam og kristendommen, en forskel, jeg har prøvet at udarbejde i et særligt arbejde på
min hjemmeside.
Den engelske ærkebiskop, Rowan Williams, har udtrykt konsekvenserne af gudstanken således: "men logikken i denne tro [den fælles muslimsk/kristne gudstro, hvis den da er fælles, min kommentar] burde gøre det klart, at der ikke kan være tale om nogen retfærdiggørelse af den slags voldelig konkurrence, hvori ethvert middel, ligegyldigt, hvor inhumant det måtte være, kan retfærdiggøres under henvisning til, at man 'beskytter Guds interesser'" - se evt.
dette indlæg.
Rowan Williams lader ganske vist, som om denne gudstro er fælles for islam og kristendom, men ud fra ovenstående må man nok sige, at det er den netop ikke. For muslimerne kan ikke løbe fra, at de mere tror på den magt, der ligger i bly, der bliver til kugler, end på den magt, bly har, når det bliver til bogsats (for nu at udtrykke sig med et fyndord af Georg Brandes).
Og alt dette ligger altså i, at ligegyldigt hvor mange positive ord, muslimerne kan sige om Jesus, så kan de ikke gå med til, at han døde på korset. Gud er magtens Gud, Gud overbeviser ved magtudøvelse, han er ikke, som i kristendommen, ordets Gud, der overbeviser uden magt, alene ved det ord, der påvirker i det ydre, og den ånd, der i det indre skaber forståelse.
Og det er dog en forskel, der vil noget.
Venlig hilsen
Ricardt Riis
Teolog og redaktør af
www.martinluther.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk