At løbe er at være

Mine løb er nærmest blevet rituelle, skriver konkurrencevinder Charlotte Sidenius Kehler fra Tisvildeleje.

- Privatfoto

Læs også

flexblock

Eksterne links

Læs alle de publicerede bidrag til religion.dk's skrivekonkurrence

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

13. august 2008

Når jeg kommer hjem efter en løbetur, føler jeg mig altid fattet, afklaret og glad. Læs Charlotte Sidenius Kehlers bidrag, der indtager førstepladsen i sommerens skrivekonkurrence på religion.dk

Jeg løber. Jeg løber i skoven. Ti kilometer to gange om ugen. Engang løb jeg for at holde mig i form og forblive slank. Senere løb jeg, fordi det var vældig godt mod angst og uro. Nu løber jeg, fordi jeg ikke vil undvære det.

Jeg har aldrig løbet for at konkurrere. Ikke et ondt ord om det. Det har bare aldrig været mig. Jeg tager heller ikke tid eller presser mig selv til at blive en bedre og bedre løber. Jeg løber for min fornøjelses skyld.Jeg har løbet i mere end tyve år. Jeg er 42 år i dag. Og min grundform, som er blevet dannet gennem mange år, er i dag så god og stabil, at jeg meget hurtigt efter start simpelthen glemmer, at jeg løber. Så løb er for mig ikke længere kun et fantastisk redskab mod overvægt, angst og uro. Løb er blevet et sted, hvor mit sind tager på rejse:

Jeg hører og mærker føddernes trin under mig på skovstien. Et to. Et to. Det er lyden og følelsen af en ensformig rytme, der gentager sig. Jeg er, hvor jeg skal være. Og jeg gør noget, jeg er god til. Jeg har gjort det så mange gange før. Jeg kender det. Og min krop falder til ro. Jeg er i sikkerhed. Jeg løber uden besvær. Jeg ser naturen omkring mig. Småfugle, rovfugle. Rådyr, mus, og snegle. Jeg kigger op i træerne, rundt på buskene, ned på jorden, på stien og videre ud i skoven. Jeg genkender skoven og mærker, jeg har savnet den. Ja, jeg er romantiker. Og skoven er min ven.

Annonce

Min krop er blevet varm, og jeg løber endnu bedre. Jeg har fast grund under mig, og mine fødder danser. Jeg har det godt. Krop og sjæl er i balance. Jeg giver slip. Eller det er ikke mig, der giver slip, det er noget inden i mig, der gør det. Nu løber jeg helt uden at tænke over, at jeg løber. Mens min krop fortsætter taktfast derudaf, åbner mit sind uden min vilje en dør til et ikke-dagligdags rum i mit indre.

Dette rum flytter sig, synes jeg. Sidder både i panden, i hjertet og lige under maven og så alligevel ikke. Jeg mærker, at rummet huser en skabende kraft, der er både voldsom og ustyrlig, men som holdes i ave af min krop, der nu er et uigennemtrængeligt hylster forbundet til jorden af mine fødders rytme. Men kraften indeholder også styrken til at løse eller nærmere afklare for mig mange af de problemer, jeg tumler med.

Kraften får mig til at se klart. Giver mig aha-oplevelser. Jeg ser på en anden måde. Kreativt og helhedsorienteret, åh dumme ord, der ikke dækker, jeg savner ord til at beskrive det. Kraften kan minde om den, vi oplever, når vi drømmer om natten, men det rækker ikke. For kraften er meget mere voldsom og mindre surreal. Mere dominerende og klar. Den er som billedmættet poesi. Og mere til.Jeg tror ikke, det er Gud, jeg er i kontakt med. Men oplevelsen virker spirituel på mig. Jeg tror nærmere, jeg er i kontakt med en slags skabende kraft, som bor i os alle, måske i underbevidstheden, jeg ved det ikke. Jeg tror, at mine mange års ensartede løberutine har fået en meditativ karakter. "Svarene," som jeg får under mine "løbe-meditationer" er ikke løsninger, jeg bare lige kan tage med mig hjem og sætte i anvendelse, og så vupti, er alle mine problemer borte.

"Svarene" er nærmere mental-visuelle værktøjer, jeg kan bruge til at arbejde med sindet med, hvis jeg vel at mærke har modet eller ikke er for åndeligt doven. Det er op til mig. Dog, jeg kan "modtage" kreative løsninger på arbejdsmæssige/faglige problemer, jeg døjer med, som jeg med det samme kan bruge. Sidstnævnte er også medvirkende til, at jeg opfatter kraften som en skabende kraft.

Ja, jeg har en god fantasi. Og ja, jeg kan dagdrømme, få gode ideer og skøre indfald. Ligesom alle andre. Disse positive og kreative egenskaber er nogle, vi alle kender, og mit uvidenskabelige bud er, at de udspringer af den kraft, jeg oplever, når jeg løber, og som jeg tror, vi alle besidder.

Men en ting er sikkert, og det er, at jeg ikke har spor lyst til at "møde" den kraft, jeg oplever, når jeg løber, "derhjemme i dagligdagen." Denne kraft er nemlig alt for voldsom, nærmest dionysisk, og ville kunne slå mit stakkels fornuftige hoved omkuld med et slag. Det er derfor, jeg ved, at denne kraft er noget andet.

Jeg løber. Og mine løb er nærmest blevet rituelle. De mange års gentagelser af "ritualet" har gjort min krop stærk nok til, at mit sind undervejs kan tage på spirituelle og kreative rejser. Når jeg kommer hjem efter en løbetur, føler jeg mig altid fattet, afklaret og glad. Mit sind har det godt, og jeg er veltilpas og helt mig selv igen. Livet går videre, men jeg har oplevet noget, der kan være med til at udvikle mig som menneske. Hvis jeg selv vil.

Mange mennesker siger ofte til mig: "At du dog gider at løbe." Mit svar er: At løbe, det er det sted, hvor jeg genfinder mig selv. Og så giver det at løbe en lang tur i øvrigt en velsignet appetit, som kan gøre et måltid mad til en æstetisk oplevelse, der minder om lykken.

Charlotte Sidenius Kehler
Tisvildeleje

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Hjem for udviklingshæmmede

Kristelig Handicapforening mangler beboere til nye bofællesskaber.

http://k-h.dk/

Kristen netradio

Lyt til musik og programmer med kristent indhold på Norea WebRadio.

Norea WebRadio

KIRKE og FILM