På den anden side er der genfødsel; der er "noget," der gør videre til næste eksistens – og hvor man havner, er bestemt af ens karma. Nogle forklarer dette "noget" med bevidstheden, andre at det er en slags subtil karma-energi, og nogle buddhister har igennem historien da også været inde på, at selv om jeg'et ikke består af en fasttømret sjæl, så er der nok alligevel en form for substantiel jeg-identitet, der kan vandre.

At vi på den ene side ikke har et uforgængeligt "kerne-jeg," men alligevel en form for erkendende jeg-bevidsthed (man kunne kalde det et "pragmatisk jeg") er ikke mere underligt, end at det vist er noget, der er gængs for de fleste moderne psykologer. Ideen om jeg'et som essens og sjæl er noget, der mest er udbredt i monoteistiske religioner. I Asien og specielt indenfor buddhismen har man længe haft noget mere subtile ideer på det område.

Karma er hverken godt eller skidt, men ifølge buddhister en neutral form for naturlig lovmæssighed. Set i forhold til Buddhas lære om frelsen og vejen til nirvana kan handlinger og intentioner måles som gode eller dårlige i forhold til, hvor gavnlige disse er i forhold til opnåelsen af målet. Det er ikke i sig selv "syndigt" at proppe sig med forbrugsgoder eller puste egoet op – men i forhold til oplysning er det ikke gavnligt, tværtimod holder det på grund af karma personen "nede" i uvidenhed og bundethed.

Gode gerninger og visdom giver derimod god karma, fordi det peger den rigtige vej. Men på et vist tidspunkt vil selv god karma ikke være værd at samle på, for også den "binder." I sidste instans gælder det for buddhisten derfor om at handle, uden at handlingerne producerer mere karma, for på den måde neutraliseres al tilknytning til denne verden og til samsara, så nirvanas døre er åbne.

Altså: Det er godt at begære det gode, men når man har nået en vis form for erkendelse, vil man indse, at selv positivt begær er begær, der binder, og altså derfor skal overkommes. (Dette er ortodoks theravada-buddhisme. Mahayana-buddhisme som udformet i tantra og zen er noget for kompliceret at komme ind på her).

Hvad er forskellen på den gyldne middelvej og den otte-ledede vej?

Den gyldne middelvej er ifølge ortodoks theravada-buddhisme den Otte-ledede vej. Indenfor mahayana-buddhismens taler man om, at tomhedsfilosofi og visdomslitteraturen (med fx den korte og komprimerede Hjertesutra) overtager rollen som middelvejen.

Hvad er den væsentligste forskel på en lama og en tulku?

Ofte er begreberne identiske, men man kan skelne mellem dem ved at "opgradere" tulku-begrebet, som implicerer, at man som "bevidst genfødt" selv har valgt i medfølelse med andre levende væsener at blive genfødt, at man selv har valgt hvor og hvordan. Mens lama-begrebet er mere udbredt, og kan sammenlignes med en kristen præst, er tulku en betegnelse, der lægger op til en vis form for spirituel indsigt, og ikke mindst, at den er blåstemplet af den religiøse institution på højt plan.

Jørn Borup
Adjunkt i religionsvidenskab på Århus Universitet