Netop derfor har Marianne Søndergaard og jeg siden sommeren 2007 arbejdet sammen om en ny bog, der skal give en større indsigt i både islam og kristendom som religioner og forståelse for deres ligheder og forskelle. Bogen, som for få uger siden blev udgivet af ProRex forlag, er ikke skrevet som en ensidig propagandistisk evangelisation og heller ikke for at fremme en overfladisk dialog, der absolut skal munde sig ud i såkaldt »sameksistens«.

Med denne bog har Marianne og jeg forsøgt sagligt og faktuelt at oplyse om historiske såvel som teologiske vinkler i verdens to største trosretninger. Det er vores håb, at bogen kan medvirke til at rydde op i misforståelser og i stedet give læserne en bred forståelse for de fakta, der er gældende i islam og kristendom. Med andre ord - bogen er skrevet i et forsøg på at hjælpe såvel nye som »gamle« danskere til bedre at kunne forholde sig til troens indhold og forstå de mekanismer, der ligger bag religionernes sammenstød og dermed være med til at bane vejen for bedre integration i et kristent land.

Hvad siger islam? Er Gud og Allah ikke det samme? Er islam og demokrati uforenelige? Hvad siger Koranen og Biblen? Hvad er islam og kristendommens svar på aktuelle etiske spørgsmål i Vesten? Hvad kan vi gøre for en bedre integration? Det er essentielt at tage stilling til og vide noget om baggrunden for disse og mange andre relevante spørgsmål om ligheder og forskelle mellem islam og kristendom. Både muslimer og kristne bør have kendskab til begge disse religioner, inden vi kaster os ud i en konstruktiv dialog.

Lidt om ligheder og forskelle mellem islam og kristendom udplukket fra bogen:

Allerførst skal vi huske, at islam og kristendom begge gør krav på at være den eneste sande religion. De hævder begge at gøre Guds vilje, men midlerne dertil er yderst forskellige. De er begge strengt monoteistiske religioner, men står stejlt over for hinanden med deres mange og fundamentale forskelle.

Selvom der er mange ligheder mellem kristendom og islam, er deres holdninger på områder som Gudsopfattelse, etik, åndelighed og medmenneskelighed fundamentalt forskellige. Muhammed tog meget fra jødernes og de kristnes liturgiske praksis til sig, fordi han anså sig selv for en profet, der videreførte den jødisk/kristne tradition. Muhammeds Allah og de kristnes Gud er altså – ifølge Muhammed – den samme. Koranen formulerer det således:
»Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores gud og jeres gud er én, og til Ham overgiver vi os.« (Sura 29,46).

Men sandheden er, at islams tro og lære udvikler sig fra at være et forsøg på at blive et nyt kapitel i den bibelske tradition, efter Det Gamle og Det Nye Testamente, til at være en religion, der går direkte imod både jødedom og kristendom. Og blandet imellem hinanden kan man finde vers i Koranen, der belyser hele udviklingsvejen. Med andre ord, jo mere man kender til Koranen, jo tydeligere bliver det, at der ikke kan være tale om den samme Gud!

Kristne siger, at Gud har åbenbaret sig selv ved at lade sig føde til verden i Jesus Kristus. Evangelisten Johannes siger herom: »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.« (Joh 1,14) I islam kan Gud kun erkendes via Koranen, hvori han åbenbarer sin vilje, men ikke sig selv. Kristendom og islam er altså dybt uenige om, hvordan det guddommelige kommer ind i den menneskelige verden. Gud åbenbarer sig i kød i kristendommen (Heb 1,2) og i ord (sura 12:2) i islam. Kristendommens

Gud bliver selv menneske i Jesus fra Nazareth, men islams Allah åbenbarer sig i form af ord i en bog, Koranen. I kristendommen er Guds ord en person, Jesus Kristus, men i islam er Allahs ord en bog.

En anden stor forskel mellem kristendom og islam er synet på Guds kærlighed. Allahs kærlighed til mennesker er ikke den relationelle kærlighed, som kristne har til Gud. Allah godkender eller accepterer sine skabninger (sura 3:31; 2:195), men Gud elsker dem så højt, at han ofrer sig selv for dem (Fil 2,6-8, Es 57,15). Sand kærlighed medfører ydmyghed, at man ofrer sig for den, man elsker, men kærlighed, ydmyghed og selvfornægtelse har ikke særlig dybe rødder i islam. Den kristne Gud er ydmyg i sin kærlighed, mens Allah er stolt (sura 59:23). Det er en total modsætning.

Det helt centrale kernebudskab i kristendommen - at hævde, at Jesus er guddommelig, er for muslimer et tegn på vantro. Muhammed forbander ligefrem de kristne, som hævder, at Messias er søn af Allah, og beder Allah om at bekæmpe dem for deres perversion (sura 9:29-30). Med andre ord, den kristnes dør til Paradis er således muslimens dør til fortabelsen. Skismaet kan vel ikke blive meget større!

I kristendommen er frelse et spørgsmål om Guds nåde, i islam er det et spørgsmål om menneskets egne gerninger. Muslimer skal nøje følge de vejledninger og love, som Allah har åbenbaret til mennesket i Koranen og via Muhammeds sunna. Frelsen er en konstant bestræbelse på at vinde Allahs gunst. I modsætning hertil bliver det evige liv givet de kristne som gave, når de tror på Kristus (Ef 2,8-9; Tit 3,4-5). Gode gerninger er i islam en betingelse for at opnå Allahs belønning, mens gode gerninger i kristendommen er »frugten« (resultatet) af kærlighed og tro.

I islam hænger lovgivning og religionsudøvelse tæt sammen, i kristendommen har de to absolut intet med hinanden at gøre. I kristendommen er alle mennesker lige for Gud, og derfor er betingelserne for en demokratisk orden til stede. Islam gør derimod forskel på mennesker, fx mænd og kvinder, muslimer og vantro, og er på den måde i selve sin struktur antidemokratisk. Islam handler mere om teokrati end om demokrati, idet Allahs lov altid står over den folkevalgte lov. Det er især dette faktum, som har bidraget til demokratiets vanskelige vilkår i den muslimske verden. Teokratiet vil altid være en flaskehals, som selv de mest demokratiske strømninger i de muslimske samfund vil sætte sig fast i.


Massoud Fouroozandeh har sammen med Marianne Søndergaard skrevet bogen Islam og Kristendom, Ligheder og forskelle, udgivet af ProRex forlag.