Peter Fischer-Nielsen |
20. august 2008
Folkekirken klarer sig godt i forhold til information, mens det går halvgodt med at invitere og rigtig skidt med at inkludere. Blogindlæg af ph.d.-studerende Peter Fischer-Nielsen
Internettilstedeværelse opfattes i dag som en selvfølgelighed. Vi kræver, at alt og alle skal kunne googles! Ofte forhindrer dette imidlertid en ordentlig refleksion over, hvorfor netop vi skal have en hjemmeside, og hvad vi egentlig ønsker at bruge den til. Det gælder også for folkekirkens internetsatsninger, hvor hvordan-spørgsmål til tider overskygger hvad-overvejelserne. Men hvad kan folkekirken da bruge internettet til? Dette er mine bud:
Kirken skal informere
Dette er det mest basale nivaeu og det, som folkekirken gør nogenlunde godt. På folkekirken.dk, km.dk og sogn.dk kan man læse stort set alt om folkekirken. Der er kirkestatistik, adresser på sognekirker og præster, links til kirkelige organisationer, nyheder om kirkelige initiativer, og på det helt grundlæggende plan er der også mulighed for at læse kirkens bekendelsesskrifter. Informationsflowet kører godt, og der er daglige opdateringer.
Kirken skal invitereMen folkekirken kan oplagt gøre mere end blot at informere. Dogmer, institutioner og forpligtende fællesskaber har ikke den store appel i befolkningen, og antallet af kirkegængere er faldende. På internettet har kirken mulighed for at komme i kontakt med den passive medlemskare og fortælle dem om - og ikke mindst vise dem, hvad de går glip af ved ikke at besøge kirken. Det kan både ske på folkekirken.dk og andre af folkekirkens hjemmesider, men må i høj grad også ske uden for folkekirkens eget internetunivers. Et eksempel kunne være videoklip fra gudstjenester og kirkelige arrangementer lagt ud på You Tube.
Kirken skal inkludere
Et tredje vigtigt mål med at være på internettet er at inkludere eller aktivere de personer, kirken kommer i kontakt med. I stedet for blot at vise kirken frem og håbe på, at nogen vil besøge den, må man også bringe kirken i spil online. Mange vil aldrig sætte deres ben i kirken, men vil gerne prøve kirken af i et uforpligtende internetunivers.
Mange muligheder ligger lige for og kræver ikke de store anstrengelser, fx samtaler med en præst og debat om kirkelige spørgsmål. Andre muligheder ville kræve flere ressourcer, fx at skabe et spændende og relevant "andagtsrum" online. Meget af dette kan realiseres på egne sider, men igen kan der være god mening i at tænke bredere. Facebook og lignende netværkssteder tilbyder eksempelvis gode muligheder for at aktivere brugere og skabe fællesskaber.
Folkekirken klarer sig godt i forhold til information, mens det går halvgodt med at invitere og rigtig skidt med at inkludere. Der arbejdes på sagen i forhold til folkekirken.dk, men det kunne være interessant med en større tænkning. Internettet er mere end folkekirken.dk og dens kommende redaktør. Det er også alle de hjemmesider, der ikke ejes af kirken, og alle de præster, der i det daglige i mere eller mindre grad bruger internettet på forskellig vis i deres arbejde.
Peter Fischer-Nielsen
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk