Selvfølgelig taler jeg meget om tro, når jeg nu er præst. Det giver sig selv, at talen ofte falder på Gud, meningen med livet osv. Det er jo skønt, og jeg har altid tid til sådan en snak.

Jeg hører tit mennesker, der siger, at de ikke tror direkte på Gud. De tror på noget, men har ikke helt lyst til at kalde det for Gud. Så derfor er der mange, der indirekte tror på Gud. Sådan bagom ryggen på mig, andre og måske bagom ryggen på Gud. Jeg tror nu, at Gud faktisk har fanget den. Gud ved godt, at der er mange, der tror indirekte på ham. Men det er et stort skridt at kalde ham for Gud. Så Gud bliver nærmet snigende.

Og faktisk bliver han også bare kaldt Gud, fordi det lyder sært at kalde ham alt muligt andet. Det er et ord - en lyd - der bliver brugt om ham, så vi ved, hvad vi taler om. Han er en skabende kraft, kærlighed, barmhjertighed, tålmodighed, tilgivelse, en klippe, pottemager.....der er mange billeder, der fortæller om Gud, men ikke et af dem fortæller alt. De fortæller bare lidt om ham. Vi kalder ham for Gud, for det fortæller os, at han er mere end vi kan forstå og forklare. Han er det hele. Vi kalder ham for "ham", fordi det giver os en forståelse af, hvem Gud er, men det betyder ikke, at Gud er en mand. Gud er hævet over kønnene.

Der ingen af os, der kan fortælle 100% hvem Gud er. Han er Gud. Så det gør ikke så meget, at man tror indirekte på ham, for det fortæller lige så meget om Gud, som når vi kalder ham Gud.
 

Anni Louise Albæk er gadepræst i Århus. Synspunktet er et blogindlæg fra hendes blog, som du kan læse på gadepræstens hjemmeside