Ældre Edda foreskriver det, M-teori forudsiger det, og nærværende indlæg bekræfter det - der findes andre "rum" eller verdener sideløbende med den virkelighed i hvilken vi lever.

Det er sikkert derfor at jeg og, tror jeg, de fleste andre dødelige aldrig har hørt om ”Folkekirke og Religionsmøde” (F&R). Med det ævl Karen M. Larsen netop har skrevet er det vist for alles bedste.

Må jeg foreslå Karen Larsen en anden indgangsvinkel som udgangspunkt for mellem-abrahamsk samvirke i vore landskaber.

Start med at læse Grundlovens § 67:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.

Sædeligheden” eller ”Siðr” er de forne sæder – de danske vis at leve og tænke på.

Dem kan i så prøve at gennemtænke og sammenholde med jeres egne. Når det er sket skal i læse højt for hinanden:

Man scal seedh følghe eller landh fly

Så har vi alle rene kort på bordet, ingen falske forudsætninger eller håb. Jeg tror du vil finde at de der oppebærer evnen og viljen til at tilpasse sig hvem vi er, bydes velkommen – alle andre ej.

Men måske er det lidt anderledes i det sideløbende rum af utopi, hvor i tilsyneladende har det bedst?

Hej Odin Karr!


De kristne skal selvfølgelig også møde muslimer med næstekærlighed. Hvad skulle de ellers møde dem med?

Problemet for de kristne er, at de også har pligter som borgere i et folkestyre, hvor fordringen er, at stemme på en sådan måde, at den politiske ligeværdighed demokratiets etiske forudsætning og dermed det demokratiske system kan opretholde sig selv.

Og just derved har vi den konfklit mellem hvad denne verden (politikken) kræver og hvad Gud kræver, som Luther forsøgte at løse med sin lære om de to regimenter.

Når den kristne som demokratisk borger selv er blevet en del af "kejserens" magtudøvelse og lovgivning så er det indlysende at den kristne bliver ramt af en slags skizofreni. Som troende er han forpligtet til at elske muslimerne som han elsker sig selv. Som demokratisk borger kan han anse islam for en trussel mod folkestyret hvorfor han stemmer for en restriktiv fremmedlovgivning, eller et parti som går ind for en sådan lovgivning.

Så vidt jeg kan se, er det yderst vanskeligt at løse denne fundamentale´og principielle konflikt mellem demokratiets fordringer og troens fordringer.

Man kan tolke Jesu forkyndelse sådan, at fordringerne alene gælder i det personlige møde med en næste, hvorfor den kristne stilles helt frit til at vurdere tingene sådan som han føler og tænker at han skylder samfundet.

Her kan vi tage fortællingen om den barmhjertige Samaritaner som eksempel på hvordan næstekærligheden skal udøves i relation til det personlige møde med en næste i nød og tolke den til en fordring om, at vi også bør indrette samfundet således at flest muligt som er i nød kan hjælpes. Som man gør i de demokratiske velfærdsstater med en omfattende social forsorg og sygesikring m.v.

Spørgsmålet er så, hvor man trækker grænserne for den politiske hjælpsomhed? Hvis den skal omfatte næsten, altså alle mennesker i verden, så kan hverken de sociale hjælpesystemer eller selve folkestyret opretholdes. Så kan resultatet blive at elendigheden totalt set blot vokser i verden når de demokratiske retsstater brydes ned efter tilstrømning af mange hundrede millioner af verdens fattigste. Fattige som i vidt omfang medbringer en kulturel og religiøs bage som ikke fordrer demokrati men teokrati baseret på uforanderlige, evigt sande guddommelige love. Så har den kristne næstekærligheds transformation til politikkens sfære skabt endnu mere nød og elendighed i verden hvilket vel næppe kan have været det Jesus tænkte på, da han kaldte de toledede bud om næstekærlighed for det første og største bud i loven.

Jesus var ingen politisk reformator. Socialister har selvfølgelig taget ham til indtægt for deres projekt om at opbygge et samfund hvor alle er lige og frie og hvor staten sikrer alle en passende levestandard uanset egen formåen og indsats. Men denne tagen Jesus til indtægt for deres politiske ideologi er der absolut ikke dækning for.

Jesus stiller nogle krav til den enkelte som han skal opfylde på egne vegne. Ikke på andres og ikke på samfundets. Politikken for skøtte sig selv.

Der er således intet at hente i evangelierne når den troende spørger om, hvordan vi bør indrette vores samfund. Det er overladt til den enkelte at anvende både sin forstand tro og næstekærlighed på en sådan måde at nøden og elendigheden i verden formindskes på det lange sigt.

På den anden side er det en historisk kendsgerning, at den verdslige humanisme og Luthers oprør mod en dogmatisk katolsk kirke der havde udviklet sig til anti-krist var nødvendige forudsætninger for at ideerne overhovedet kunne gro frem i oplysningstiden.

Luthers lære om de to regimenter muliggjorde i kombination med verdslig tænkning inden for filosofi og naturvidenskab at folkestyrets idee overhovedet kunne udvikles i hovedet på datidens tænkere for senere at blive realiseret i kultussfæren.

Den kristne vil nok sige at han i politiske spørgsmål lader sig lede af sin tro, fornuft og af Helligånden, men i betragtning af at de kristne hverken kunne stå imod erstatningsreligioner som marxismen-leninismen eller nationalsocialismen, så har jeg mine stærke tvivl om, hvorvidt de kristne som politiske væsener har kraft og styrke nok til at modstå samfundenes islamisering.

Historien siger nej. Under den første islamiske ekspansion fra det sjette århundrede mistede kristenheden omkring 1/3 af sit kerneland i Nordafrika og Asien. De kristne affandt sig med en skæbne som dhimmibefolkninger stort set frataget alle rettigheder under muslimsk flertalsbefolkning styret af sharia loven. De gjorde aldrig modstand eller væbnet oprør for at slippe ud af den de facto trællestatus deres liv var reduceret til.

Til forskel fra de kristne har jøderne lært af historien. Anden verdenskrigs holocaust skabte en hårdtslående politisk version af judaismen der først sikrede jøderne suveræniteten over deres bibelske hjemland, Israel, og siden til energisk selvforsvar mod den jidadiske terror den koranbaserede judeofobi legitimerede som en guddommelig straffeaktion mod jøderne der teologisk var at betragte som oprørske dhimmier som atter skulle bringes under islams kontrol og overmyndighed. Konflikten i mellemøsten mellem isrealere og arabere handler primært om teologi og ikke politik, selv om islam ikke skelner mellem de to begreber. Derfor kan den ikke løses gennem forhandling, for uanset hvad der forhandles frem til kan en sådabn menneskeskabt aftale ikke sættes højere end de fordringer alle muslimer er pålagt ifølge Koranen, hadith og sira samt den herskende fortolkningstradition der har været fastfrosset igennem et årtusinde.

Derfor er mellemøstenkonflikten et pejlemærke for hvordan det kommer til at gå i Europa når vi bliver demografisk overmandet. De historiske erfaringer viser, at overmanding ikke betyder en situation hvor muslimerne udgør mere end 50% af en befolkning, men at "the point of no return" ligger omkring eller lidt under 10%.

Hvor kristendommen i en tidligere historisk periode var en af de væsentligste forudsætninger for at demokratiet overhovedet kunne gro frem indefra så udgør den i dag en af de store trusler mod demokratiet fordi mange kristne i deres naivitet bilder sig ind, at de uændret kan transformere de religiøse etiske fordringer til den politiske sfære.

Det kan de selvfølgelig ikke uden at det går galt. Problemet er dybest set, at den kristne tro ikke drejer sig om denne verden, men om den næste verden gennem frelsen. Man kan nu engang ikke leve i begge verdener på een og samme tid. Så man må vælge, og for den kristne er valget ikke let, for de hellige skrifter og teologien kan ikke tilbyde konsistente løsninger på problemet.

Dette ser jeg som agnostisk fritænker som det største problem det postkristne Vesten står over for i civilisationskonflikten med islam.

Hvad mener debattørerne?

Hilsen



Ipso Facto

At elske muslimerne.
Under overskriften:
Vi skal møde muslimerne med næstekærlighed, konkluderer gymnasielærer Karen M. Larsen, at angsten for muslimerne, såvel den berettigede som den uberettigede, ofte fører til en dæmonisering af dem.
Set fra den missionariske synsvinkel, er synspunktet det, at grundlaget for samtalen bør være (næste)kærlighed.
På den anden side er det spørgsmålet om næstekærligheden kan gøres til kollektiv og global – og til føleri?
Næsten er altid det enkelte menneske, som den enkelte møder på sin vej, ligesom kærlighed ikke er en følelse, men en pligt, noget man skal.
Er det derfor muligt at forene den missionariske holdning, og det nødvendige forsvar af vort samfund og vores livsform?
Forskellen på islam og kristendom er på den ene side, at mennesket er Allahs slave, som skal adlyde ham blindt, og på den anden side, Guds elskede barn, som han rækker sin Faderhånd.
Imens, kristendommen er forudsætningen for frihed og udvikling, hvor den dvæler, så fastholder islam til gengæld sine udøvere.
Derfor er integration umulig, hvis muslimer ikke evner at gradbøje de islamiske forskrifter.
At være et enkelt menneske imellem fødsel og død, og i ansvar og skyld, og i frimodig tro på Jesus Kristus, det er det kristne udgangspunkt, der bestandig bør lægges vægt på og søges at leve op til.
Tillad mig at erindre om den unge mand, der både vil være fuldkommen, og have evigt liv, til ham siger Jesus:
Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen, og kom så og følg mig.
Da den unge mand hørte det svar gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
(NT. Matt. 19.)
Bjarke Rosenkilde

Hej ipso facto

Et godt indlæg med nogle relevante overvejelser om forholdet mellem kristendom og politik.
Et væsentligt kritikpunkt kunne for mig at se være dette, at du slutter dit indlæg med at formulere en problemstilling, som du opsummerer på denne måde Dette ser jeg som agnostisk fritænker som det største problem det postkristne Vesten står over for i civilisationskonflikten med islam


Hvis Vesten kan betegnes som "postkristen", så eksisterer det skitserede skisma mellem kristendom og politik vel ikke?

Hvis Vesten er "postkristen", så må konsekvensen vel være den, at det udelukkende er politik, der bestemmer.

Indrømmet, det er lige på grænsen til at være (godmodigt) drilleri; men så alligevel...
De "dommedagsvisioner" med hensyn til vort demokratis endeligt, som udmales med afsæt i de kristnes politiske apati, mister for mig at se deres forbindelse til virkeligheden, hvis den kan betegnes med termen "postkristen".

Jeg synes grundlæggende, at Karen M.'s artikel er udmærket, men det synspunkt, der kommer til udtryk i overskriften, og som du også bygger din kommentar på, er jeg nu altså lidt skeptisk over for.

For er det virkelig det, Jesu forkyndelse siger - mest prægnant i eksempelfortællingen om "den barmhjertige Samaritan?

Det hævdes ofte, at Jesus i netop denne lignelse ophæver den forskel mellem "næsten" og "de andre", som kommer til udtryk i en af bjergprædikenens antiteser: "I har hørt, at der er sagt: "Elsk din næste, og had din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender...og bed for dem, som forfølger jer." (Matt 5,43f).

I dette udsagn fra bjergprædikenen er der forskel på "næsten" og "de andre", og forskellen ophæves ikke, men talionsprincippet ophæves på samme måde, som det forudgående er ophævet gennem 5,38ff.

Den ophævelse af forskellen, som angiveligt skulle komme til udtryk i eksempelfortællingen fra Lukas forstås således, at "næsten" nu skulle være ethvert menneske, som den kristne møder på sin vej.

Men er det ikke meningsløst?

Det siger sig selv, at når "fjenden" skal mødes med "kærlighed", så er kærlighed på ingen måde en følelse, men langt snarere "en pligt", og som pligt er det noget, der går ud over den naturlige reaktion (talionsprincippet).
Det er denne naturlige reaktion, den kristne har pligt til at holde i ave, men bliver "fjenden" så pr. automatik til "næsten"?

Er det min pligt som kristen at elske "fjenden" som mig selv; eller er det "blot" min pligt ikke at gengælde "fjenden" "Øje for øje og tand for tand"?

Eller som Paulus formulerer det: "Gengæld ikke nogen ondt med ondt;..." (Rom 12,17f)

Jeg må med skam at melde indrømme, at jeg aldrig har kunnet se Lukas' eksempelfortælling som den angivelige udvidelse af næstebegrebet, der automatisk gør ethvert andet menneske til den kristnes "næste", hvorfor ethvert andet menneske automatisk falder ind under "Det dobbelte Kærlighedsbud".

Tværtimod betragter jeg netop denne automatiske udvidelse som en negation af selve det dobbelte kærlighedsbud, i den forstand, at den fuldkommen ophæver "det første og det største bud", som det andet bud "ligner", men ikke er identisk med.

Ser vi på selve eksempelfortællingen, så er det ikke manden i grøften, der er "næsten". Det er derimod den samaritan, som hjælper manden i grøften, der er "næsten".

For mig at se er det netop fordi "næsten" er en samaritan, at eksempelfortællingen bliver både politisk og religiøs sprængfarlig for datidens jødedom.

Samaritanen var "fjenden" for jøden. Egentlig symboliserer han Nordriget (Israel), som efter rigsdelingen i sagens natur ikke dyrkede Jahve i Jerusalems tempel.
I stedet blev Jahve (efter de babyloniske eksil) af samaritanen dyrket på Garizim, som er et helligt bjerg iflg. Torah'en.
Derudover accepterede samaritanen alene Torah'en som helligskrift, men - og det er for mig at se en væsentlig pointe - disse forskelle til trods, var det alligevel i realiteten den samme Gud, både samaritanen og jøden dyrkede.

Det kommer bl.a. til udtryk i Ezra 4,1-5, hvor de, der i v 1 betegnes som "Judas og Benjamins fjender" netop er befolkningen i Nordriget, som imidlertid ikke havde holdt sig afsondret fra de øvrige folkeslag, men gennem ægteskab havde blandet sig med dem.
Af de hjemvendte fra Babylon nægtes de at medvirke ved genopførelsen af templet, hvilket naturligvis har den virkning, at de heller ikke kan komme til at tilbede Jahve i Jerusalems tempel.

Der er altså en selvforstærkende afstandtagen (fjendskab) mellem samraitanen og jøden indbygget heri, for samaritanen er paria, fordi han tilbeder Jahve det forkerte sted, men omvendt fik han heller ikke lov til at med virke ved opførelsen af "det rigtigte sted".

Netop denne tempeltjeneste spiller en væsentlig rolle i Lukas' eksempelfortælling, for de, der ikke hjalp manden i grøften, "hastede forbi", fordi de havde travlt med at komme til templet i Jerusalem, hvor de som hhv præst og levit havde nogle pligter, der skulle opfyldes.

Altså selve templet i Jerusalem og de pligter, der knyttede sig hertil, var for dem væsentligere end at hjælpe manden i grøften. Men er det den rette "gudstjeneste"?

Det, der står i centrum her, er første led af det dobbelte kærlighedsbud, der iøvrigt indleder eksempelfortællingen.

Den mand, der ligger i grøften, identificeres ikke nærmere. Han er netop blot en mand (et menneske). Det er de tre andre, der identificeres. De to første som jøder, og den tredje som samaritan (jødens "fjende" jfr. Johs. 4,20).

Gennem sin handling mod den mand, som ligger i grøften, bliver samaritanen til denne mands "næste", og hvilken betydning har det for anvendelsen af det dobbelte kærlighedsbud på disse to menneskers efterfølgende forhold?

Det har den betydning, at manden i grøften nu bliver forpligtet til at elske samaritanen som sin "næste"; altså som sig selv.
Men denne forpligtelse er i realiteten ikke en pligt, men derimod en naturlig lov, idet den nødstedtes indstilling til den, der hjalp i nøden, følger talionsprincippet.
Enhver, der således får hjælp i sin nød, vil som en naturlig lov komme til at elske hjælperen som sigselv.

Det eneste, der kan ophæve denne naturlige lov, vil være en norm, der byder at opfatte bestemte mennesker som "fjender" uanset, hvordan disse mennesker iøvrigt selv opfører sig i forhold til mig.

Hvis dette ses i et lidt større perspektiv, så kommer eksempelfortællingen i virkeligheden til at fremstå som missionsbefalingen omsat til praksis.
Eller i gen omsat til paulinsk formulering: "...stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, om det står til jer" (Rom 12,17f).

Ved at udøve denne adfærd, bliver I nemlig ifølge den naturlige lov (den positive side af talionsprincippet) til "de andres" næste, og ved at udøve denne adfærd, vil I måske vække deres interesse for det evangelium, hvorpå I lever og forstår selve jeres eksistens.

Det er ved at udøve denne adfærd, at det bliver muligt at komme til orde med den gudsforståelse, der ligger implicit i evangeliet, og som ikke blot kommer til udtryk ved at hævde den monoteistiske gudsforståelse.

I relation til artiklens overskrift betyder det så, at vi ikke pr. automatik som kristne skal møde muslimer med den kærlighed, der byder os at elske dem "som os selv".

Vi skal først og fremmest møde muslimen som menneske med den indstilling, at mennesket - som det er - er vigtigere end religiøse pligter og forskrifter for, hvorledes der skal sættes skel mellem mennesker. (Det var det, samaritanen gjorde i eksempelfortællingen).

Det er at opfylde første led af det dobbelte kærlighedsbud, fordi det afspejler den specifikke kristne gudsforståelse og opfylder på en praktisk måde missionsbefalingen.

Herved spilles bolden så at sige over på den anden parts side, og det bliver denne anden parts respons herpå, der bliver det afgørende for, om den kristne "blot" skal søge at holde fred med ham/hende "så vidt, det står til jer", eller om der indtræffer det fællesskab, der betyder at den positive side af den naturlige lov (talionsprincippet) kommer til at gælde.

oget andet er så, at dette naturligvis kun kan gælde, hvor virkelige mennesker står over for hinanden, hvilket betyder, at det ganske rigtigt ikke har noget med politik at gøre.
Det drejer sig ikke om at få nogle systemer (politiske eller religiøse) til at arbejde sammen, men alene om det mellemmenneskelige møde.

Og fordi det drejer sig om det mellemmenneskelige møde, dfrejer det sig om den eksistentielle forståelse af relationen mellem Gud og mennesket. Det er denne grundlæggende forståelse, der uvægerligt vil komme til at afspejle sig i de mellemmenneskelige relationer.

Jeg når ikke at læse korrektion på indlægget og sætter det derfor ind, som det umiddelbart er skrevet.
Håber det giver en eller anden form for mening alligevel.

citat:
Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen, og kom så og følg mig.
Da den unge mand hørte det svar gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.



Og Jesus sagde til sine disciple: “Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: “Hvem kan så blive frelst?”. Jesus så på dem og svarede: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt". Her er svaret: For Gud er det muligt. Mens vores egen retfærdighed vores egne gerninger og bestræbelser ikke kan hjælpe os et eneste skridt nærmere Gud, så er det muligt for Gud at frelse dig. Da er det af nåde alene. Da er det ved Jesu gerninger og Jesu bestræbelser alene, vi frelses, ikke vores egne gerninger og bestræbelser.

Guds fred.

Undskyld jeg spørger!
Men er det ikke så at alle kristne skal møde alle med kærlighed, altså elsk din næsten?

Så behøver man ikke at fremhæve muslimer da de også er mennesker, som desværer er opdraget i en tro som er langt fra vores da de opdrages til at udslette alt og alle som ikke er muslimer, så rent faktisk så var denne husken da mere på sin plads over for muslimerne, at de burde lære at elske sin næsten selv om vedkommende kun er et menneske og sågar en kristen.

Kærligst Janua.

Hej Flemming Vang!


Tak for din saglige kritik af mine overvejelser over de troendes uløselige problemer med at transformere det kristne næstekærlighedsbegreb til den politiske sfære – kultussfæren.

Først en kommentar til dit første væsentlige kritikpunkt, som grundes på, at jeg betegner Vesten som ”postkristen”:

citat:
"Hvis Vesten kan betegnes som ”postkristen”, så eksisterer det skitserede skisma mellem kristendom og politik vel ikke?”

Hvis Vesten er ”postkristen”, så må konsekvensen vel være den, at det udelukkende er politik, der bestemmer.”



Indrømmet. Begrebet ”postkristent” er meget vagt og upræcist. Grundbetydningen er vel blot den, at vi nu lever i sekulære samfund hvor kristendommen som institution definitivt er frakoblet den politiske magt, som den i en før-demokratisk periode delte med ”kejsermagt” og adel.

Men uanset denne formelle frakobling af kristendommen fra den politiske magt, så er der mange lighedspunkter mellem kristendommen i dens første fase før den fik del i den politiske magt ved at blive statsreligion i Romerriget i det fjerde århundrede og vor egen tid. Som en anden gøgeunge anvendte kirken sin magt til at få lempet de hedenske religioner ud af reden. Magt korrumperer og her begynder for mig at se den kristne kirkes udartning som ender i det anti-kristelige ”bordel” som Luther gjorde oprør mod i begyndelsen af det sekstende århundrede.

Når kristendommen fik magt i Romerriget skete det ikke ud fra teologiske overvejelser over de etiske fordringer som Jesus er citeret for i evengelierne. Faktisk skete det i direkte modstrid med selve den evangeliske grundtanke om at give Gud hvad Guds er og Kejseren hvad hans er. Mit rige er ikke af denne verden siger Jesus, og frelsen handler således ikke om at skabe paradisiske tilstande i de jordiske samfund, men om at ophæve syndefaldet gennem troen på Jesus Kristus for at blive forenet med Gud i hans rige.

Kristendommen fik politisk magt fordi den som stærk social massebevægelse ganske enkelt ikke var til at komme uden om for de politiske magthavere. Kristenforfølgelserne, der nærmest havde karakter af genocide, stod på i århundreder uden at man kom nærmere det politiske mål om at få bugt med kristendommen. De mange martyrer, som gik i døden for deres tros skyld frem for at afsværge deres tro, overbeviste mange om troens sandhed og skabte derfor tilstrømning af endnu flere kristne konvertitter. I en sådan situation lyder den pragmatiske politiske maxime: ”If you can’t beat them, join them.” Og det var præcis hvad der skete.

Her føler jeg mig fristet til at at springe til nutiden og påpege de slående paralleller der er imellem den stærke nærmest fanatiske tro som prægede de tidlige kristne og den stærke muslimske vækkelsesbevægelse som opstod i kølvandet på afkoloniseringen efter anden verdenskrig. Forskellen mellem en kristen martyr og en muslimsk er velkendt, men den fanatiske tro synes i begge tilfælde at være drivkraften også når muslimer ofrer deres eget liv for det de tror på. Også Vesten blev tvunget til at skulle forholde sig til islams ”troens gerninger” som man af pragmatiske hensyn valgte at kalde ”krigen mod terror”. Og ligesom de romerske kejsere under kristenforfølgelserne må også Vesten erkende, at desto mere brutalt man bekæmper jihadisk terror, desto mere radikaliseret bliver store grupper af muslimer, hvilket producerer endnu flere ekstremister og mere jihadisk terror.

USA tror stadig at fjenden, som man ikke vil sætte navn på, kan besejres ("beat them"), mens Europa (EF/EU) siden OPECs olieafpresning i 1973 helt bevidst har haft ”join them” som overordnet politisk målsætning. Ideen var og er, at forsøge en sammensmeltning af islamisk, kristen og postkristen kultur for at skabe en helt ny type multikulturel superstat, kaldet EURABIA, med Middelhavet som en indsø i det nye imperium. Et Eurabia som i en globaliseret verden kunne udfordre USAs supermagtsstatus med endemål om at blive verdens nye supermagt.

Det er udtryk for ”join them”-politikken når EUs demokratiske befolkninger bliver indoktrineret med en grov forvrængning af Europas historie i form af en række myter om islam. Islam er søsterreligion til kristendommen får vi at vide. Islam har hjemstavsret i Europa og har tilført den europæiske civilisation store kulturelle og videnskabelige værdier. Islam er en fredens og tolerancens religion som i Spanien skabte en blomstrende og velfungerede multikulturel højkultur (den andalusiske myte).
Og borgerne bliver belært om, at konflikterne med muslimer i Europa primært skyldes xenofobi i form af en ubegrundet sygelig angst for islam, kaldet islamofobi. Gennem mere end 30 år har magthaverne i EU markedsført en glansbilledversion af islam som intet har med den brutale virkelighed og islams blodige jihadiske historie at gøre. Magthaverne er endog gået så vidt, at man er parat til at begrænse demokratiets grundvold ytringsfriheden af hensyn til muslimernes sarte følelser og angsten for yderligere radikalisering, trusler og intimidering, således som vi har oplevet siden Salman Rushdie modtog en dødsfatwa fra det iranske teokrati efter at have offentliggjort bogen ”De sataniske vers”.

Set i et sociologisk perspektiv er det vi oplever med Europas islamisering at to radikalt forskellige symbolsk moralske universer (paradigmer) forsøges sammensmeltet til et nyt paradigme som ingen kan have nogen klar forestilling om indholdet af, hvis altså en sammensmeltning overhovedet er mulig. Ud fra mit kendskab til islamisk teologi og historie er det min klare opfattelse, at projekt Eurabia er lige så dødfødt og katastrofalt som Lenins kommunistiske projekt, og af stort set de samme grunde.

Jeg ser kun to muligheder. Enten kommer islam til at dominere Europa og så er det slut med demokratiet og ikke-muslimerne bliver reduceret til dhimmibefolkninger, eller også træder de demokratiske befolkninger i karakter og sætter de uduelige politiske fantaster og utopister fra bestillingen. Herefter opsiges aftalerne med Den Arabiske Liga og muslimerne i Europa gives valget mellem reel assimilation til europæiske værdier og normer eller at udvandre og bosætte sig blandt deres kulturelle og religiøse frænder i Mellemøsten.

Situationen i dag er på mange punkter analog med den som den unge kristne kirke stod i da den skulle gøres til noget den umuligt kunne blive – en politisk magtinstans. For at gennemføre den øvelse var det nødvendigt at rydde op og skabe koncensus ved at omdefinere kristendommen efter princippet klip en tå og hug en hæl. Troen blev institutionaliseret og dogmatiseret, dens helligskrifter omredigeret eller ændret og de beretninger (evangelier) som ikke passede ind blev ganske enkelt destrueret, ligesom det blev gjort strafbart at besidde eller videreformidle indholdet af disse forbudte skrifter. Her er igen en analogi til Salman Rushdies ”Sataniske vers”. Kristendommens ”sataniske vers” er de omkring 80 skrifter (evangelier) der blev stemplet som ukristelige.

Dogmatismen trækker nogle grænser og alt der falder uden for bliver stemplet som kætterier. De grænser man traf på kirkemødet i Nikæa år 325 gælder formelt set stadig for så vidt angår hvem kætterne er. Det er manikæerne, valentinerne, arianerne og eunomianerne. Ind i rækken af disse klassiske eksempler på vranglære fra oldkirkens dage tilføjer Luther et nyt kristent kætteri: Muhamedanerne (”Mahometistae”) og ”alle deres lige” i den Augsburgske Konfession, som formelt er den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag.

Men at kalde muslimer for kristne kættere har længe været anset for nærmest ukristeligt og i hvert fald politisk ukorrekt. Set fra muslimernes synspunkt er det de kristne som har forvansket de hellige skrifter og misforstået indholdet.

Det som er min hovedpointe med denne lidt længere udredning er, at kristendommen altid har været en ret diffus størrelse som tog pragmatiske og politiske hensyn hvorved den til enhver tid antog den ”farve” som passede bedst. Enhver social hierakisk struktur som har magt til at definere eller præge et kulturelt paradigme, hvilket kristendommen har haft i mere end halvandet årtusinde, har som ultimativ målsætning at bevare sin magt eller at udvide den. Og så er det fuldtændigt ligegyldigt om det er en kirke, en ideologi, et politiske parti eller for den sags skyld det naturvidenskabelige samfund vi taler om.
Alle er de engageret i en paradigmatisk kamp om at definere sandheden og forsøger at opnå størst mulig indflydelse, det vil sige blive en vigtig del af den enkeltes mentale verdensbillede og selvforståelse.

Når jeg taler om ”det postkristne Vesten” så betyder det blot at kirken nu har en mere tilbagetrukken rolle rent politisk og partipolitisk, men at langt hovedparten af befolkningen stadig tænker inden for rammerne af et kristent symbolsk moralsk univers fremgår ikke mindst af, at omkring 80% stadig er medlemmer af folkekirken og yder økonomiske bidrag til denne gennem kirkeskatten.

Det er sandt at det kristne paradigme konstant har mistet magt siden sekulariseringen ved at forskellige samfundssektorer så som undervisning og straffelovgivning er blevet udskilt fra kirkens indflydelse. Men vi skal såmænd ikke længere end godt 50 år tilbage i tiden før homoseksuelle blev jagtet af særlige politistyrker fordi de førførte ungdommen og påførte dem en nærmest invaliderende psykisk lidelse. Psykiatriens daværende betegnelse for den homoseksuelle variant. Her ser vi det kristne paradigme, der anser homoseksualitet som en særlig afskyelig form for hor, blot optræder i en ny forklædning. Efter det nye naturvidenskabelige paradigme er homoseksualitet ikke synd, men blot en unormal og sygelig form for seksuel adfærd, der bør bekæmpes, fordi den er skadelig og fordærver ungdommen.

Med dette eksempel har jeg anslået mit hovedsynspunkt, at store dele af det kristne paradigme overlever i hovederne på folk i forskellige varianter, men nu blot gives en humanistisk, ideologisk eller (pseudo)videnskabelig begrundelse.

Socialismen kan stort set koges ned til at være evangelisk etik uden Gud. Demokratiets etiske grundlag – den politiske ligeværdighed – synes helt klart inspireret af den kristne tanke, at vi alle står lige i forhold til Gud. Luther leverer selv værktøjet til sekulariseringen med sin lære om de to regimenter. Den universelle erklæring om menneskerettigheder vender godt nok de kristne fordringer på hovedet ved at sætte rettighederne før pligterne. Men ellers lyder den nærmest som en variant af det kristne universelle bud om næstekærlighed, om retfærdighed samt tesen om, at alle står lige under Gud. Dertil er så tilføjet nogle positive rettigheder som Sovjetunionen krævede medtaget for ikke at stemme imod erklæringen. Vesten med USA i spidsen havde lagt op til en erklæring som stort set svarede til USAs egen forfatning, der bygger på nogle negative politiske rettigheder som den selv fremfører som universelle.

Begrundelsen for at menneskene har disse rettigheder skyldes ingen anden end Skaberen – den kristne Gud. I den amerikanske Uafhængighedserklæring begrundes i første afsnit berettigelsen af kravet om politisk selvstændighed, med henvisning til: ”naturens og guds love”. I næste afsnit begrundes de negative politiske frihedsrettigheder også med en henvisning til Skaberen: ” Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. ...”

Sovjetunionen kunne af ideologiske grunde aldrig bøje sig for en erklæring , der nøjedes med de rettigheder som var indeholdt i den amerikanske forfatning. Skulle man have frihedsrettigheder, måtte man også have en social og økonomisk sikring, som kunne modsvare den motivation, som var central for den socialistiske bevægelse. Ellers kunne der ikke blive noget kompromis.

Basalt set består erklæringen af to dele. Den første del (til og med artikel 21) svarer i hovedsagen til USAs forfatning og dens tilføjelser. Det er i den del, at frihedsrettighederne og de politiske rettigheder stadfæstes. Det drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed, lighed for loven og fastlæggelsen af en politisk styreform, der indebærer, at et lands regering skal fremgå af frie og periodiske valg.

De følgende artikler (22-27) går derimod videre og hævder en række økonomiske og sociale rettigheder: retten til social sikkerhed, retten til arbejde og beskyttelse mod arbejdsløshed, retten til hvile og fritid, retten til undervisning og en levestandard, som er tilstrækkelig til at sikre sundhed og velvære. Hvor den første type rettigheder indebærer en form for demokrati, så indebærer den anden type en form for velfærdsstat.

Når jeg i mit tidligere indlæg kaldte marxismen-leninismen for en erstatningsreligion så er det fordi ideologien giver en total forklaring på eksistensen og dermed også definerer de absolutte etiske grænser. I Guds sted sætter man blot nødvendige historiske love der fører alle samfund mod historiens slutmål – det kommunistiske samfund. Men også Marxismen suger trods sin voldsomme religionskritik og bekendelse til ateismen på de fordringer om næstekærlighed og lighed Jesus opstiller. For at kunne elske vor næste som os selv er det nødvendigt at bekæmpe menneskets dyriske driftnatur hvis naturlige moralske lov er talionsprincippet. Det er hvad Jesus forkynder i Bjergprædikenen med dens fem antiteser, der alle indledes med: ”I har hørt”, hvilket er en slet skjult henvisning til Moseloven, der bygger på talionsprincippet. Helt centralt står en fordømmelse af begæret i Jesu forkyndelse. Interesant nok nåede kommunismens ideologiske teoretikere frem til nøjagtigt det samme som Jesu havde forkyndt. Gennemførelsen af den kommunistiske utopi var alene mulig såfremt man kunne skabe et nyt menneske – en ”Homo Sovjeticus” – der satte opfyldelsen af sit medmenneskes behov før opfyldelsen af egne behov.

For at sætte det på spidsen kan man sige, at kommunismen udartede og brød sammen af nøjagtig de samme grunde som den instutionaliserede kristendom udartede og brød sammen: menneskets egoistiske driftsnatur lod sig ikke ændre. Hverken løfter om Paradis på Jord eller evigt liv i Guds Paradis eller trusler om straf i dette liv eller i Guds Helvede kunne ændre en tøddel i menneskenaturen. Bortset fra de forholdsvis få udvalgte som gav deres eget liv i fanatisk tro på enten ideologien eller på Jesus Kristus forblev massernes menneskenatur fuldstændig uændret, både da kristendommen var med magten og da kommunismen var det.

Min konklusion er derfor, at kristendommen, det evangeliske grundparadigme, har fundet sine jordiske ben i den verdslige humanisme som tænkte sig frem til den politiske ligeværdighed, forudsætningen for den demokratiske retsstat. Jesu forkyndelse handæer ikke om denne verden, men hvis den gjorde, ville Jesus nok anse velfærdsdemokratiet som det ideelle samfundssystem.

Derfor skal min brug af begrebet postkristent læses med tryk på sidste del, altså postKRISTENT, idet kristendommen her optræder i en ny demokratisk forklædning som i sin kerne ligger meget tæt på den kristne etik.

Således forstået eksisterer der stadig i det postKRISTNE Vesten et skisma mellem mellem kristendom og politik. Et velfungerende demokrati forudsætter, at borgerne kan adskille deres demokratiske forpligtelse fra den forpligtelse som deres religiøse overbevisning indeholder. Bedst ville det være såfremt borgerne var så rationelle at de helt bevidst var i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse overbevisning. Men hvor mange er så rationelle? Hvis folk helt bevidst er i stand til at at adskille politik og religion, så er der grund til at tro, at deres religion ikke stikker særligt dybt. Det er næppe troværdigt, at folk som alvorligt bekender sig til en religion, der per definition går ud over hvad der kan begrundes rationelt, også vil have rationalitet til SELV at adskille religion og politik.

Her har de kristne fået en hjælp fra religionen selv, idet den medbringer kravet om adskillelse i sin lære. Men det løser jo ikke problemet om, hvordan den kristne skal stemme rent partipolitisk. Her er der ingen særlig hjælp at hente i de hellige skrifter. Og dog. Et såkaldt ”Islam Udvalg” nedsat af de danske biskopper fremkom år 2000 med en redegørelse kaldet ”Samtale fremmer forståelsen”. Et afsnit hedder ”ligheder og forskelle, kontinuitet og brud”. Her anskues kristendom og islam som to ”religioner”, der begge ”vil forme deres tilhængeres liv.” Det hedder endvidere, at begge religioner (ligesom jødedommen) er monoteistiske, hvad der tolkes som en enighed om, ”at troen på Gud giver sikkerhed og er menneskets bestemmelse”. Man er desuden ”fælles om taknemmelighed for skabelsen og for at tage ansvar for dens bevarelse”, og ”enige om, at mennesketilværelsen er en tilværelse under Guds dom.” Dette synspunkt betegnes som et incitament for en udpræget socialetisk holdning” i begge religioner, der hævder at være fælles om at fordømme en ”afguderisk” holdning til det skabte og om et kald til ”at øve retfærdighed og vise solidaritet med de svageste.” Derefter henviser man til en lang række forskelle mellem islam og kristendom og konkluderer, at de to religioner ”på trods af mangle ligheder har en helt forskellig karakter.”

Det er jo klart at de to religioner har en helt forskellig karakter eftersom de er hinandens kætterier. Der kan selvfølgelig ikke tales om en fælles tro på skaberen der, hvor fornægtelsen af den treenige Gud fornægtes. Her må det med Luther fastholdes, at ”tyrkens Gud” er Djævelen. Set i et kristent perspektiv må den islamiske bekendelse til Gud kendetegnes som et dæmonisk vrængbillede, som gudsfornægtelse i bekendelsens skikkelse. Dette er dr.teol Jesper Høgenhavens vurdering, og den er så vidt jeg kan bedømme helt i overensstemmelse med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Eksistensen af et parti som Kristeligt Folkeparti/Kristendemokraterne viser jo hvor vanskeligt det er for alvorligt troende kristne ikke at transformere deres religiøse verdensbillede til et politisk ditto ved at kræve en politik gennemført som bygger på traditionelle kristne værdier, især på familiepolitikkens område. Ved at gå ind i partipolitik har disse kristne krænket hele to etiske fordringer de står under. Den religiøse fordring om at adskille religion fra politik og demokratiets fordring om at gøre det samme. Ellers bliver kristendommen jo til det Kierkegaard advarede imod: En social norm!

I betragtning af at katolikkerne og de ortodokse ikke sætter skarpe skel mellem de to regimenter har de da også begge stor politisk indflydelse i det sydlige Europa, på Balkan og i Rusland. Der findes utallige kristendemokratiske partiet som anvender deres indflydelse på de troendes tankeunivers til at fremme deres politiske magt. I Rusland har den ortodokse kirke fået genetableret sin tætte forbindelse til statsmagten og atter fået noget deres ligner en religiøs monopolstilling, idet andre konfessioner lægges en lang række hindringer i vejen. Og i USA, der måske mest redaikalt adskiller religion og politik er det næsten umuligt at blive valgt til offentligt embede hvis man ikke udstøder passende religiøse lyde og ”God bless America”. Der er vok intet land i verden hvor de kristne kirker udøver større direkte og indirekte politisk indflydelse end netop i USA.

Så globalt set spiller kristendommen stadig en væsentlig rolle som politisk magtfakor selv om den formelt blev frakoblet den politiske magt for et par hundrede år siden.

Religion handler også om magt ligesom politik gør det, og så længe det er tilfældet, er det ikke udelukkende politikken der bestemmer, hvilket er den konsekvens min opponent forsøger at drage ud fra min brug af ordet ”postkristen” i konteksten.

Som sagt lod jeg mig inspirere af dit lille drilleri til at lukke op for nogle videre perspektiver. Det blev ret så omfattende, så jeg standser nu og vender tilbage til de udestående spørgsmål når du har haft lejlighed til at tage til genmæle.

Hilsen


Ipso Facto

citat:
Hvem tænkte du så på, da du skrev: Det eneste, der kan ophæve denne naturlige lov, vil være en norm, der byder at opfatte bestemte mennesker som "fjender" uanset, hvordan disse mennesker iøvrigt selv opfører sig i forhold til mig. ?.


Jeg havde ikke nogen bestemt i tankerne, for som jeg anfører til sidst i mit indlæg, så drejer det sig ikke om systemer, hvadenten de er religiøse eller politiske.

En af pointerne i Karen M's artikel er, at der kan finde en "dæmonisering" (jeg kan ikke huske, om det var det ord, hun brugte) sted af muslimen, som i realiteten er en fordom, der alene grunder sig på betragtning af et "system" (i dette tilfælde islam).
På samme måde kan der hos muslimen finde en "dæmonisering" sted af den kristne, som alene grunder sig på en betragtning af et "system" (i dette tilfælde kristendom).

Pointen er den, at disse betragtninger af "systemer" i megen retorik antager karakter af fordomme, som kommer til at stå i vejen for et aktuelt møde med det menneske, der betegner sig som hhv. muslim eller kristen.

Hermed opnår ingen af parterne at møde det andet menneske på lige fod, men møder det gennem dette filter af fordomme og ingen af dem bliver i stand til at møde dette andet menneske på en måde, der kan initiere et muligt "næste"-fællesskab.

De kan aldrig opnå at blive hinandens "næster", men forbliver hele tiden "de andre" for hinanden.

For mig at se er det en af de væsentligste pointer i Lukas' eksempelfortælling, at næste-begrebet ikke på forhånd kan indsnævres til kun at omfatte den biologiske familie eller landsmanden (jfr. Jesu tale om sin "sande familie" Matt. 12,46-50).
Enhver kan være min næste - i betydningen "den, der står mig nær" og ikke kun i geografisk, rumlig forstand - men ingen er på forhånd min næste, blot fordi han/hun er min biologiske familie eller min landsmand; eller sågar menneske.

Det er i virkeligheden den mest provokerende eksempelfortælling, der findes i evangelieteksterne, fordi den bryder med alle de grundlæggende systemer, hvorefter mennesket opbygger "denne verden".

Uden forskellige meninger om en bestemt sag kan der ikke finde en debat sted. Så meget kan vi vel være enige om?

Hvis nogen gider debattere en bestemt sag, må det vel indebære, at vedkommende finder, at selve sagen er vigtig?

Hvordan kan man forene disse to, således at de forskellie meninger og sagens vigtighed stadig efterlader rum for en debat?

Efter min vurdering er det kun ved at lade sagen være vigtigere end min mening om den. Det implicerer en villighed til at lytte til, hvad den anden siger samt en anstrengelse for at prøve at forstå den andens indgangsvinkel til debattens emne.

Kun gennem en sådan villighed og en sådan anstrengelse bliver det muligt at opnå en dialog, der gennem spørgsmål og svar kan lede til en større forståelse af hinandens standpunkt.

Nogle gange fører det til en forståelse af, at debattens parter til trods for forskellig formulering i virkeligheden stort set mener det samme.
Andre gange fører det til en forståelse af, at der vitterligt er tale om uforenelige meninger om debattens emne.
Og atter andre gange fører det til, at man som deltager i debatten tvinges til at flytte sig lidt i sit standpunkt.

Hvis nogen imidlertid formulerer sig sådan citat:
Jo, du havde et bestemt religiøst system i tankerne, men du vil bare ikke indrømme det

til trods for, hvad den anden debattør udtrykkelligt har sagt, så er enhver debat/dialog udelukket.

Ikke fordi den, der formulerer et sådant udsagn, mener, at sagen ikke er vigtig, men fordi vedkommende mener, at hans egen mening om sagen er vigtigere end sagen selv.


Hvis den sag, der debatteres, drejer sig om eksistentielle forhold, er det pr. definition en umulighed ikke at indregne den faktor, der hedder det enkelte menneske.
Der findes mange bud på disse eksistentielle forhold, og fordi der gør det, er det muligt at tale om "religiøse systemer", men hvis man selv bekender sig til ét af disse "religiøse systemer", er det så ikke kun netop dette "religiøse system", man har kendskab til?
Og indebærer denne bekendelse til et "religiøst system", at dette menneske kritikløst sluger alt råt?

Når du formulerer dette citat:
Når en person bekender sig til en bestemt tro, så må man også antage at personen har et tilsvarende menneskesyn.
Det har intet med dæmonisering eller fordomme at gøre, det er ren og skær logik.

så er der netop i din påståede anvendelse af logik den indbyggede fejltagelse, at du udtaler dig om et "religiøst system", som du ikke selv bekender dig til og derfor ikke kender.
Samtidig med, at du ikke efterlader noget rum overhovedet til den menneskelige faktor.

Du kan ikke sætte dig ned og læse Koranen eller udlægninger af teksten i Koranen og herud fra på forhånd vide, hvordan en muslim omsætter islam til praksis.
Det kan du kun opleve ved at møde en muslim, og ved at vide, at selv om du har mødt én muslim, så har du ikke mødt alle muslimer.

Anvendelsen af gold logik på eksistentielle spørgsmål er en umulighed.

Det, du siger i dit sidste afsnit er for mig at se netop en typisk "logisk" anvendelse på Jesu eksistensomvæltende forkyndelse, som i virkeligheden er udtryk for, at denne forkyndelse om Guds Rige underordnes "denne verden".

Det er da muligt, at brodden i Jesu forkyndelse om Guds Rige opfattes som dybt umoralsk og dybt ødelæggende for fælleskabet.
, men hvilket fællesskab er det, der er tale om, og hvilken etik ligger til grund for den moral, der bliver ødelagt?

Hej ipso facto

Uden på nogen måde at ville fornærme dig, så må jeg sige, at jeg ikke har til hensigt at tage til genmæle.

Det skyldes ikke, at jeg er ligeglad med, hvad du skriver i dette indlæg, og det skyldes heller ikke, at jeg er enig med dig i alt, hvad du skriver.

Det skyldes ene og alene, at du i dit indlæg kun forholder dig til det, som jeg selv udtrykkeligt omtalte som "(godmodigt) drilleri".

Det skulle jeg måske ikke have gjort, for jeg har indtryk af, at dette "godmodige drilleri" har virket som en rød klud på dig.
Og det har haft den effekt, at dit indlæg - så vidt jeg kan bedømme det - egentlig ikke har ret meget at gøre med debatttens emne: "Med hvilken indstilling skal vi møde muslimen".

Jeg har forsøgt at give et bud på det - inspireret af Karen M's udmærkede artikel - hvad er dit bud?