Der står: "I dansk kirkeliv er humanisme ofte blevet set som identisk med idealisme og dermed som evangeliets modsætning. Humanismen sætter mennesket i centrum, hvad kristendommen ikke gør. Humanisme kan dermed opfattes om en erstatningsreligion eller en guddommeliggørelse af mennesket."

Det er kun religiøse der kan se humanisme som en religion - de tror, at det ikke at samle på frimærker er en hobby. Men der er absolut intet religiøst i "humanisme", det kræver en misforståelse af enten ideologien eller hvad religion er for en størrelse - eller begge dele.

Ordet "erstatninsreligion" er i sig selv vanvid, det kan så bruges om alt hvad der erstatter forældede religiøse tankesystemer - herunder rationel tankegang, begrundet skepcis og sund fornuft... Enten er det religion eller også er det ikke religion - bestem dig!

Men lad mig svare på spørgsmålet: humanisme er selvfølgelig ikke en religion, og mennesket "guddommeliggøres" bestemt heller ikke, og er på ingen måde "stedfortræder" for fraværet af en fantasifuld gudeforestilling. Fat det nu - der er ikke brug for hverken religion eller gudebilleder for at leve et liv - troende kan åbenbart ikke begribe et verdensbillede uden, men så kalder de det bare "erstatninsreligion", for så er de andre jo mindst lige så stupide og godtroende som dem selv...?`

Hej Jakob.

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).

Det er det moderne menneske, det moderne frie menneske. Endelig en religion der siger ja til mennesket, endelig en religion hvor Gud står på menneskets side. Endelig en religion hvor mennesket ikke skal centrere sig om Gud eller tilbede Gud. Et stort nederlag for idealisme og skizofreni, og en stor sejr for menneskelig virketrang, duelighed og kreativitet.

Kristendom er overhovedet det vigtigste skridt i menneskehedens udviklingshistorie. Den sande humanisme, for her er det ikke mennesket selv der sætter sig selv i centrum, men Gud der finder os i Kristus og giver os vores høje og centrale stilling, fordi her frisættes vores menneskelighed.

I Kristus kan vi trække al den menneskelighed ind i verden vi lyster, det er op til os selv, hvor modige vi er og hvor meget menneskelighed vi ønsker at trække ind i verden (kenotisk inkarnere med (vertikalt trække ned oppefra og ind i verden som en emergent kreativ manifestation)). HansKrist.

Derfor vil kristne altid kunne samarbejde med enhver ateistisk eller demokratisk humanistisk bevægelse, uden nødvendigvis at åbne kæften om at de er kristne (vi behøver jo ikke altid fortælle hvor vi har modet (friheden (gejsten)) og motivationen fra, hvilken kilde vi øser af).

Mange kærlige hilsner HansKrist.


Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. Ef 2, 1 - 10.

Tro nu ikke at du som ateist kan forstå hvad der står ovenfor, tro ej heller at du kan forstå hvordan vi troende kristne forstår det, opfatter det og hvad det siger os.

Gud hører ikke hjemme indenfor den naturvidenskabelige sfære, men Gud er en historisk kulturel emergent manifestation. Denne forvirring og sammenblanding af tingene er ateisterne ikke alene skyld i, også de kristne blander konstant tingene urigtig og uhensigtsmæssigt sammen.

Du skriver til sidst: "Tro nu ikke at du som ateist kan forstå hvad der står ovenfor, tro ej heller at du kan forstå hvordan vi troende kristne forstår det, opfatter det og hvad det siger os. "

Og det må jeg vel så aller ydmygst acceptere - jeg kan som ateist altså slet ikke forstå hvad du siger i dit indlæg... Sikke et opløftende budskab!?

HansKrist mener, at hans Gud har frisat mennesket. Desværre har han så frisat HansKrist på en mentalt ret øde ø langt fra fornuftens land.

Selv religiøse mennesker må overholde nogle logiske spilleregler for argumentation - uanset deres sympati for deres hemmelige trancendente venner.

HansKrist skriver:

"Endelig en religion der siger ja til mennesket, endelig en religion hvor Gud står på menneskets side."

Det er jo en klassisk begynderfejl i religionsdebatten, ikke at starte på neutral grund.

Den kristne Gud står altså ikke på menneskets side. Den kristne Gud står på det kristent troende menneskes side. Det er ikke det samme. Der er blandt andet - i bogstaveligste forstand - helvede til forskel. Jeg leverer for eksempel et ganske ansvarligt, bidragende og bæredygtigt bidrag til livet her på jorden, men synes kristendommen er en gang narcissistisk selv-kæleri, hvor mennesker med det behov kan tildele sig selv kærtegn i selvvalgte doser fra en opdigtet ven - i det de beskytter sig mod kærtegns-devaluerende erkendelse af, at kærtegnene er selvpåførte, ved at antage en hemmelig trancendent ven, som allerede tilbedes af nogle andre og dermed ikke opleves som opdigtet.

For det skal jeg så brænde i helvede - mens Hitler - for eksempel - kan spankulere forbi den evige fortabelse, hvis han på et eller andet tidspunkt efter drabet på millioner af mennesker skulle have antaget den kristne tro.

Den kristne Gud er ikke på alle menneskers side. Kun på side med dem, der anerkender ham.

Hvis religionsdebatten skal give mening, er de troende nødt til at sondre mellem lovsang og argumentation.
Man kan ikke debattere med "religiøs graffitti".

Sålænge kristendommen endnu ikke har skrevet helvede ud af denne trosretning, er man nødt til at anerkende, at end ikke en kristen Gud i bedste Lars Larsen-version kan gøre ddet kristne budskab til et godt tilbud for det - trods alt - flertal af verdens befolkning, der ikke har den kristne tro.

Den kristne Gud er på menneskets side på samme måde som den diktator, der påstår sig på kærligt på befolkningens side, hvis bare lige befolkningen gør hans doktriner til deres egne.

Kristne og ateister bør kunne blive enige om så meget: Den Kristne står ikke på alle menneskers side - kun på nogles.

Det kan man så synes er godt eller trist, grine eller græde over. Men det er der, diskussionen bør begynde.

Hej helt nede på jorden,

Du skriver:

Den Kristne står ikke på alle menneskers side - kun på nogles.

Det kan man så synes er godt eller trist, grine eller græde over. Men det er der, diskussionen bør begynde. Citat slut.



Om noget kristendommen står på alle menneskers side. Og det må have gjort ondt på dine fordomme at læse det her:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. Karl Barth.




Ud fra hvad jeg har skrevet kan du bestemt ikke uddrage det her vrøvl som du skriver, som i øvrigt ej heller passer på kristendommen, som ikke ejer den form for tilbedelse du her beskriver:


Den kristne Gud står altså ikke på menneskets side. Den kristne Gud står på det kristent troende menneskes side. Det er ikke det samme. Der er blandt andet - i bogstaveligste forstand - helvede til forskel. Jeg leverer for eksempel et ganske ansvarligt, bidragende og bæredygtigt bidrag til livet her på jorden, men synes kristendommen er en gang narcissistisk selv-kæleri, hvor mennesker med det behov kan tildele sig selv kærtegn i selvvalgte doser fra en opdigtet ven - i det de beskytter sig mod kærtegns-devaluerende erkendelse af, at kærtegnene er selvpåførte, ved at antage en hemmelig trancendent ven, som allerede tilbedes af nogle andre og dermed ikke opleves som opdigtet. Citat slut.

Du har totalt misforstået mit indlæg og du har misforstået hvad kristendom drejer sig om. Religionsfilosofisk er du ikke i nærheden af at forstå noget. Din kritik af kristendommen er primitivt og rammer ikke noget væsentligt. Kristendommen er meget anderledes end du opfatter den.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej Nede På Jorden
citat:
HansKrist mener, at hans Gud har frisat mennesket. Desværre har han så frisat HansKrist på en mentalt ret øde ø langt fra fornuftens land.




Du godeste for en gang selvforherligende pladder!

Måske kan det undskyldes med, at du er ret ny på dette forum, samt at Hankrist desværre på det seneste ikke har deltaget ret megt i debatten.
Men at læse hans indlæg med det udkomme, at Hanskrist befinder sig "på en mentalt ret øde ø langt fra fornuftens land" er det mest forvrøvlede sludder, jeg længe har set.

Hvis der er nogen, der med fornuften i behold og med begge ben på jorden alligevel bekender sig til Gud, som 'han' må forstås med udgangspunkt i Jesus Kristus, så er det netop Hanskrist.

Jeg tror desværre ikke, at jeg får tid til at engagere mig fuldt ud i også denne debat, men du begår en klassisk begynderfejl, som ikke blot gælder en religionsdebat, men enhver debat.

Hanskrist skrev: "Endelig en religion der siger ja til mennesket, endelig en religion hvor Gud står på menneskets side."

, men i din gengivelse bliver det til en tale om "Den kristne Gud".

Du tillægger med andre ord Hanskrist den klassiske begynderfejl, som du åbenbart tror, at alle "religiøse" mennesker begår, og derved begår du selv den klassiske begynderfejl i enhver religionsdebat.
Denne klassiske begynderfejl består i uden videre at antage, at alle og enhver, som bruger glosen 'Gud' pr. definition taler om "en gud"

Hanskrist taler i dette citat netop ikke om "den kristne Gud", fordi noget sådant ikke eksisterer. Han taler om Gud, som 'han' fremstår i den radikale monoteisme, som er den ene forudsætning for at nærme sig det, kristendommen siger.

Der findes ikke "en kristen Gud" og det uanset om du staver 'Gud' med stort eller med småt.
Der findes kun Gud, og det, der er kristendommens indhold er en manifestation af, hvorledes relationen mellem Gud og verden/mennesket er.

Det er lige nøjagtigt denne kerne i kristendommen, Hanskrist har formået at formulere i én eneste sætning.

At du ikke umiddelbart kan forstå den er én sag, men når du på baggrund af denne manglende forståelse svinger dig op til at afsige den indledende dom over Hanskrist, så rejser det alvorlig tvivl om, hvorvidt du egentlig lever op til dit "debatnavn".
Det ville klæde dig gevaldigt, om du ikke blot blev "Nede På Jorden", men måske også stak en finder i den og prøvede at spørge ind til, hvad Hanskrist mener. I stedet for at hæve dig op på skyerne, hvorfra du så kan tillade dig at afsige dom over andre debattører.

Med disse lidt knubbede ord - Velkommen på dette forum, hvor enhver mening om et emne er tilladt, men hvor det også bør erindres, at emnet aldrig bliver den anden debattør.

Jeg er sikker på, at Hans Hauge har misforstået noget, når han skriver:

citat:
Humanismen sætter mennesket i centrum, hvad kristendommen ikke gør.



Så vidt jeg kan forstå det nye testamente, så er det jo lige netop mennesket Jesus sætter i centrum.

Det bedste bevis er vidst "Den barmhjertige samaritaner".

Alle de der gik forbi den syge mand på vejen, så ham ikke som det menneske han var, men som en modsat karakterrollefigur i et andet skuespil, i forholdet til den karakterrollefigur de selv spiller i det skuespil (religion) de selv spiller. Og man spiller ikke to slags skuespil på samme tid. Derfor gik de blot forbi.

"Den barmhjertige samaritaner" hoppede ud af karakterrollefiguren og lod skuespil være skuespil. Han tillod sig at se sig selv som menneske og deri så han den syge mands menneskelighed. Derfor hjalp samaritaneren den syge mand. Samaritaneren satte mennesket i centrum.

Hvorfor tror I kære religiøse folk, at der er så megen kamp og strid?

Fordi alle vil have, at det netop kun er deres skuespil (religion/politik) der skal spilles på den globale teaterscene.

Hvad med at hoppe ned fra teaterscenen og afklæde dig karakterrollefigurens klæder, som passer til et af skuespillene på scenen og så blot beholde dit eget menneskelige klæde. Det vil helt sikker give mange mennesker langt større glæde.

Med venlig hilsen
Lars kristensen

http://www.hjertensfryd.dk/digtsamling-filer/digtsamling.html En digtsamling