På den 1. synode maj-august år 325 e.Kr. havde den romersk-katolske kirke besluttet sig til at tiden skulle inddeles i 6 faser: Skabelsen, Syndfloden, Abraham, David, Judas tilfangetagelse og Jesu Fødsel. Herefter havde man via Det Gamle Testamente beregnet sig frem at verden blev skabt 5.508 år før Jesus blev født. Jesus fødselsdag blev opfundet år 523 e.Kr.
Den engelske munk Bede/Bedae (673-735) kiggede de romersk-katolske kalenderberegninger efter i sømmene i ”Liber de Temporibus” skrevet år 703 e.Kr. og ”de Temporae Ratione” fra år 725 e.Kr.
Bede læste Jerome’s latinske oversættelse af Bibelen fra hebraisk til latin og regnede lidt på det. Han mente at kunne beregne at de første fem faser kun havde varet 3.952 år. Da skabelsesmyten i Det Gamle Testamente jo var given sandhed medførte det at det i år 523 e.Kr. opfundne fødselsår for Jesus da måtte være forkert. Denne tidlige udgave af ”Kejserens nye klæder” medførte da også straks en anklage for kætteri og beregningerne skubbet ind under gulvtæppet.
Det kan vi se fordi Angel-saksiske krønike,nedskrevet for
Kong Alfred Den Store år 871-899 e.Kr., har følgende sætning for året 655 e.Kr.:
"Mierce wurdon Cristne. Þa was agan from fruman middangeardes .v. þusendo wintra .dccc. .v. wintra"
som jeg oversætter til:
"Folket fra Mercia blev kristne. Da var gået fra første Midgård 5 tusinde vintre 800 5 vintre"
De nuengelske manuskripter gengiver tallet ".V." som ".L.". Det er en nem skrivefejl.
Hvad er ekstremt spændende her er at "Midgård", der i samtidens Danmark og England er lig "den kendte verden" også er hvor verden begyndte. Det er korrekt ifald vi opfatter "begyndelsen" som oprindeligt filosofisk udtænkt. Bemærk at der står 5805 f.Kr. (5000 + dccc). Der burde retteligt stå 5508 f.Kr. (5000 + dviii). Det er en "ombytter".
Det er Bede der for første gang begynder at bruge dateringen Anno Domino i sit værk om Anglernes historie, der var opfundet af Dionysius Exiguus år 523 e.Kr.
Den græsk og russisk ortodokse kirke videreførte den romersk-katolske forståelse for år nul som det der svarer til år 5508 f.Kr. Denne beregning er gældende i de oldrussiske kalenderberegninger indtil Tsar Peter den 1. år 1700 e.Kr. indførte den europæiske kalenderberegning, baseret på hvornår den katolske kirke havde besluttet at Jesus-figuren skulle være blev født.
Af teologiske og politiske årsager er dateringen af år nul fra Det Gamle Testamente blev fortolket som tidspunktet for verdens skabelse fordi dette kunne understøtte skabelsesmyten i Det Gamle Testamente. Det Gamle Testamente er den oprindelige forne semitiske gudelære omkring Solen og uroksegudinden, identisk til vor egen.
Vor grundlærdom findes i Rig Veda (Råd (og) Viden) fra 1.700-1000 f.Kr. I Rig Veda findes oprindeligt to kalenderberegninger; ”Chandramana”-beregningen, der er månebaseret, og ”Sauramana”–beregningen, der er solbaseret. Omkring år 1181 f.Kr. sammensmeltes disse to beregninger.
Rig Veda føres med folkevandringer fra nord ned over Hindu Kush fra ca. år 550 f.Kr. til 128 f.Kr. Her finder vi den ældste kendte indiske kalender ”Saptarsi”-kalenderen, hvor år nul er det der modsvarer år 6676 f.Kr.
Plinius den Ældre og Arrian (Flavius Arrianus Xenophon (92-175, bog VIII: Indica) skriver begge at den tidligste indiske kalender, Saptarsi-kalenderen, havde år nul som omregnet til år 6676 f.Kr. Kalenderen havde en cyklus/ring på 2.700 år, dvs. ¼ af en Fase. Det menes at kalenderen oprinder fra ca. år 3076 f.Kr.
Vor urforståelse for år nul er derfor det der modsvarer år 6676 f.Kr.
Det er, som man kan se, ikke stort anderledes end den forne semitiske gudelære, hvor tiden gives som det der modsvarer år 5508 f.Kr.
Her kommer så runen (hemmeligheden), der stider mod den monoteiske skaberlære, men som er oprindelig tanke i vor egen, kinesisk og semitisk lære.
Tidsrummet år 6676-5508 f.Kr. betegner overgangen fra Det Gamle Menneske til Det Nye Menneske – fra jætter i vor, kinesisk og semitisk lærdom til Yours Truly.
Derfor har Völuspá (vers 2, Ældre Edda) og 1.Mosebog (6:4), i den oprindelige udgave vel og mærket, samme indhold.
Jeg mindes jætter, år forgået
De som fordum mig havde født
(The Nefilim were upon the Earth in those days and thereafter too) .I hine dage, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn – men også senere hen i tiden – levede kæmperne på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage.
(”nef-i-lim” eller ”nephilim” er jætter. De boede iflg. 5. Mosebog 2:9,10. på sydøstkysten af Det Døde Hav i det nuværende Jordan. Det er en af årsagerne til at landskabet i Deres bibelske kortoversigt kaldes "Det forjættede Land". I nordisk tanke kendes deres landskab som "Niflheim" og betegner De Dødes Verden i jætternes område).
Naturvidenskaben har vist den biologiske forbindelse mellem Cro Magnon (videnskabens ord for ”jætter”) og Det Nye Menneske.
Det er det der gør alle folkeslags beretninger om Jordens mangfoldige vandfloder i dette tidsrum så uhyrligt spændende.