Kirker vælger at være ekskluderende

Debatten om alkohol, og om det hører sig til ved nadverbordet, dukker op med mellemrum. I artiklen Vin rummer stor symbolik behandler Kristine Hestbeck bl.a. emnet. I Kristine Hestbecks svar er der nogle faktuelle fejl, de fejl vil jeg gerne gøre op med hér.
For at tage den værste fejl først:

Kristine Hestbeck skriver mod bedre vidende, når hun betegner en gruppe som alkoholikere, - det er jo sådan set rigtigt nok, men alkoholikere er mange ting, og kære børn har mange navne.

En aktiv alkoholiker har ikke de store kvaler med at drikke altervin med eller uden alkohol, for de fleste er alkohol i moderate mængder et nydelsesmiddel.

Men for den ædru alkoholiker er alkohol den rene gift. Det er mig ubegribeligt man ekskluderer en ædru alkoholiker der går til nadverbordet for at deltage i et fællesskab. Personligt har jeg ofte fået af et misbilligende blik, når jeg ikke kunne deltage i halvdelen af nadverbordets glæde.

Hvor er det let for teologer at sige; man skal blot væde læberne eller stille bægeret tilbage!

Vorherres tilgivelse er vi vis på, men ved hans bord er menighedens blikke ekskluderende nok. som om kirkerummet ikke var svært nok at betræde i forvejen!

Mange kirker vælger at undlade at "ekskludere" alkoholikere ved at servere alkoholfri vin, men mange kirker vælger bevidst at ekskludere ædru alkoholikere ved at servere gift.

Det som er en nydelse og "stærk smag" for andre er rent gift for mig.

En bevidst beslutning om at servere alkohol for ædru alkoholikere er i realiteten en eksklusion af ædru alkoholikere fra menigheden.

Personligt lavede jeg mange brølere som aktiv alkoholiker, men troen var en vej tilbage til at kunne magte en normal tilværelse. Hvad de fleste mennesker drikker, må de selv om, jeg taler om en personlig erkendelse af magtesløsheden overfor alkohol, der vil kontrollere mig, hvis Gud og jævnlige møder blandt ligesindede ikke støtter mig i det nye liv jeg lever.

For mig selv personligt var nadveren en overvindelse, der kun kunne overgås af den overvindelse det var, at gå i kirke og den overvindelse det var, at skulle høre drillerier for, om jeg var blevet syg.

Selve den rite hvor jeg på trods af genvordigheder ville forlige mig med Gud min skaber og vel også min næste, i selve den rite serveredes der alkohol - skal man så grine eller græde ?

Jeg er stoppet med at kommen i en kirke, da "flinke bibeltro kristne" liiige ville belære mig om de to skikkelser og om betydningen heraf!

Kære Kristine Hestbeck, fortæl du en ny-ædru, der måske har mistet job, familie eller socialt liv, at det skal vi bare smile ad. Det skaber ikke kirkegængere, men måske bliver de alligevel ædru på trods af de bibelkonservative...

Alkohol til en ædru alkoholiker som mig, er i realiteten en eksklusion. At modtage nadveren i begge skikkelser er ikke bare svært men forekommer umuligt, hvis en konsekvens bliver et tilbagefald i alkohol.

Det tilbagefald sker ofte ikke, fordi det er et ønske, men fordi den gamle tilværelse dog var bedre end fordomsfuldhed fra en omverden, der kun har smil og latter til overs for minoriteter.

Normalt afslutter jeg mine indlæg med et citat fra et af dine svar "bibelen er en hjertebog". Hjertet tillader at ændre praksis i traditionen, når en ny erkendelse læres.

Brian Fyhn
Sognemedhjælper og ædru alkoholiker

Kristine Hestbech svarer:

Kære Brian

Tak for dit lødige svar som jeg har læst med stor interesse.

Det er dejligt at få modspil og derigennem lære nye nuancer og vinkler. Tak for det! Og ja, tradition er ligesom med loven aldrig noget, vi er til for, men noget der er til for os. Dine overvejelser er hermed blevet mine!

Mange hilsner

Kristine Stricker Hestbech
Sognepræst og paneldeltager på www.religion.dk

(Brian Fyhns kommentar er forkortet af red.)