Naif Al-Mutawa |
10. september 2008
Tegneren Naif Al-Mutawa reflekterer over kunsten som det eneste sprog, alle mennesker har til fælles og ser i den forbindelse på Koranen
Al kunst er på én og samme tid overflade og symbol. Dem, der dykker ned under overfladen, gør det på egen risiko. Dem, der læser symbolet, gør det på egen risiko. Det er publikum og ikke livet, som kunsten genspejler. – Oscar Wilde
Kuwait City – Det er hverken en hemmelighed eller en overraskelse, at religionens første manifestation er kunstformen. Hulemalerier og hieroglyffer kaster lys over datidens menneskers søgen efter mening i livet. De abstrakte billedrepræsentationer stivnede gradvist til afguder, hvorved afgudsdyrkelsen opstod. Men da den abrahamitiske tradition kom i centrum, blev afgudsdyrkelsen opgivet i det meste af verden. Eller blev den nu også det?
Kunsten er det eneste sprog, som alle mennesker er fælles om. Enhver kan se på kunst og fortælle, hvad de mener, den betyder. Et ord kan skrives på hundredvis af sprog, men hvert enkelt ord giver kun mening for de få af os, som forstår det særlige sprog. Og selv da, kan ord på et sprog have forskellige betydninger afhængigt af sammenhængen.
Tag fx ordet
iqra på arabisk.
Iqra regnes for det første ord, der blev åbenbaret for profeten Muhammed i den Hellige Koran. Adspurgt vil de fleste arabere sige, at
iqra betyder ”læs”. De vil også sige, at Profeten var analfabet. Adspurgt, hvorfor Gud skulle beordre en analfabet til at læse, vil de fleste blot trække på skuldrene. De dyrker nemlig ordet
iqra som en afgud.
Da folk først kommunikerede gennem brugen af billeder, blev afguder dyrket. Efterhånden som metoderne til kommunikation forbedredes, tog det skrevne ord i form af hellige bøger ofte disse afguders plads. Jo mere konkret et ord bliver tolket, jo mere bliver det faktiske billede af ordet dyrket som en afgud. Ord kommunikerer en dybde og en bredde i mening, som overstiger summen af bogstaver, der danner ordet. Fx er det sådan, at ordet
iqra også kan betyde ”at udbrede” – et budskab eller en religion eksempelvis. En rigid tolkning af Guds ord til mennesket er således ret beset ikke andet end afgudsdyrkelse.
Alle muslimer tror, at den Hellige Koran gælder til hver en tid på hvert et sted. Der er nogle muslimer, som tror, at Koranen er levende og kan tilpasses nutidens samfund på samme måde, som den blev det på Profetens tid. Men der er også nogle muslimer, som tror, at der kun findes én gyldig tolkning af islam, og at vi – på samme måde som i George Bush’ tolkning af demokrati – bør eksportere det ud til hele verden som en færdigpakket løsning.
Som skribent har jeg måttet forhandle om abstrakte repræsentationer af mit arbejde med forskellige ministerembedsmænd i forskellige lande. Jeg har mødtes med folk, hvis tanker er så forstenede, at bjergene ville være stolte. Det er virkelig en skam, at censorerne fortsat er verdens intellektuelle dørvogtere; ypperstepræster for de afguder, vi dyrker.
Menneskesindet følger samme regler som resten af naturen. I alle levende ting er diversitet nøglen til succes, og tabet af diversitet er ensbetydende med den visse død. Et eksempel: jo mindre varieret den genpulje er, hvorfra man vælger sin mage, jo mere sandsynligt er det, at afkommet vil være sygt. Menneskets intellekt fungerer på samme måde: jo mindre adgang til forskellige idéer, jo sygere bliver intellektet.
Jeg voksede op i en del af verden, hvor George Orwell’s bog
Kammerat Napoleon var forbudt. Den var også forbudt i den daværende Sovjetunion. Kreml forbød den, fordi man som totalitært regime ikke ønskede nogen demokratiske budskaber spredt inden for sine grænser. De sovjetiske censorer valgte at gå nedenunder allegoriens overflade og forstå bogen – og forbyde den grundet dens budskab. I min udørk blev bogen forbudt, fordi der var en gris på forsiden. Tænk lige over det.
Den Hellige Koran blev åbenbaret i et Arabien, som var rigt på poesien i
Jahiliya, den præ-islamiske periode. Koranens mirakel lå ikke alene i budskabet, men også i kompleksiteten i den syntaks, der blev brugt til at kommunikere dette budskab. Koranens prosa har ikke sin lige i det arabiske sprogs historie. Det er en skam uden lige, at Koranen fortsat bliver holdt som gidsel af dem, som foretrækker afgudsdyrkelsen af ordene for dybden i ordenes mening og elasticiteten i det menneskelige intellekt.
Common Ground News Service, 22. januar 2008,
Oversat af Sara Høyrup / www.texthouse.eu
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk