Men reformationsrøret var næsten den største omvæltning af dem alle. De pavelige teologer havde dannet sig en omfattende afladsteologi, bygget op omkring den pavelige afladspraksis. Man havde gjort sig tanker om sjælenes tilstand i skærsilden, man havde tænkt sig, at paven havde jurisdiktion over skærsilden og så at sige på egen hånd kunne løslade og fastholde sjælene dér. Man forestillede sig så den ene, så den anden gruppe udføre overskydende gode gerninger, så den skat af gode gerninger, hvorigennem paven fik mulighed for at løslade sjæle, blev bibeholdt.

 

Det mærkelige er, at der faktisk havde været teologer, der havde forsøgt at bremse denne vildtvoksende teologi. F. eks. havde den franske teolog, Johannes Gerson (1363-1429) hævdet, at det var tåbeligt og overtroisk med aflad, der har pålydende på tyve tusinde år. Det havde han jo ret i, når man betænker, at man kom i skærsilden, hvis man ikke havde nået at opfylde de bodshandlinger, som præsten havde pålagt én. Mere end ét liv i bod kunne man dog ikke få pålagt; så 70 år måtte vel være et naturligt maksimum for ethvert menneskes ophold i skærsilden. Den slags logik slog blot ikke igennem. I senmiddelalderen gik tankerne helt grassat. Ikke blot, fordi de pavelige afladssælgere overbød sig selv og hinanden, men også fordi folk i almindelighed kappedes om at være fromme.

Først med Luther gik der hul på boblen, og det hele brød sammen med forbavsende hast. I løbet af få år forsvandt folks tro på afladen, på skærsilden, på munkenes overskydende gode gerninger, osv. Det "angreb" på afladen, som Luther kom med gennem de 95 teser, var sådan set ikke et "angreb". Det var en invitation til en teologisk disputation. Og vel formulerede Luther sig skarpt, men at disse teser skulle spredes ud over Tyskland og forårsage et stort røre, det var Luther ganske uforberedt på.

Ikke desto mindre gik det sådan, og røret blev ikke mindre af, at man fra pavelig side groft undervurderede den lille munk fra Wittenberg; man troede, man kunne true ham til tavshed, og undlod helt at argumentere imod ham. Det gjorde til gengæld Luther hård: Han ville vide, hvad han skulle tilbagekalde, før han ville tilbagekalde noget, og vi fik så situationen i Worms, hvor Luther overfor den mægtige tyske rigsdag med fare for sit liv nægtede at tilbagekalde sine teser. Dette billede af den lille mand overfor de mægtige adelige og pavelige udsendinge fik en enorm eftervirkning i europæisk historie.

Men altså: Den tankemæssige omvæltning på reformationstiden var ikke den eneste af slagsen, der kan nævnes andre.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, teolog