I dialog med det fremmede

Denne ordløshed provokerer Anne:
- Selvfølgelig skal det indre og mystiske have plads – men hvor meget plads skal vi give den verden, som vi ikke kan sætte ord på? Jeg kan godt forstå, at nogle kan savne indre fokus, spiritualitet, i den danske folkekirke, og at meditation for nogle handler om at få det indre i ro, førend de kan være ordentligt til stede i deres omgivelser. Men for mig er det vigtigt at få fortællingen med, få ord og billeder sat på.

- Det har været en åbenbaring på sin vis. Det rykker simpelthen så meget at stå der i det fremmede. Før Indien havde jeg ikke rigtig tænkt over, hvor meget fortællingen egentlig betyder for mig. Og tiden. Vi skriver alt ned, og det har en begyndelse og en slutning, og det kommer jo af en jødisk-kristen tankegang.

- I Indien er der ingen grund til at skrive ting ned hele tiden. Hvorfor skulle man det, når det hele bare handler om at komme ud over det her samsara-helvede - vi skal jo alligevel leve det igen og igen. Det er vel at mærke ikke ensbetydende med, at inderen ikke finder livet værdifuldt.

Det er en væsentlig gevinst ved dialogen, at man bliver klogere på sig selv og sine egne forudsætninger. Men dialogen lykkes kun, hvis man har et fælles udgangspunkt.

- Der må være en grundlæggende anerkendelse af og respekt for et andet menneske og det, det står for. Vi skal mødes på lige fod, og det forudsætter, at vi tør have tillid til hinanden.

Dialogen handler ikke om at opnå enighed, men om at lytte til hinanden med en åben indstilling.

Anne har også oplevet mislykkede dialoger på rejsen, hvor én for eksempel sagde: ”Det forstår du nok en dag”, og dermed gav udtryk for manglende respekt for samtalepartnerens tolkning.

- Men man må bevidstgøre det, hvis man føler sig krænket, eller ikke lyttet til. Ikke for at sidde og blive enige, men fordi vi er nødt til at tale om det. Den dag ordene slipper op, da er vi ilde stedt. I dialog må man risikere noget – nemlig at man kan komme til at skifte mening.

Religiøse ritualer – velkendte og fremmede
På rejsen fik gruppen lov at deltage i forskellige religiøse traditioners ritualer; lige fra vandring på det hinduistiske hellige bjerg, Shivabjerget, i Tiruvannamalai til kristen messe i Shantivaman ashrammet, som er et kloster, der tilhører Benediktinerordenen.

Nogle af de religiøse steder og skikke var umiddelbart genkendelige for Anne, som da gruppen besøgte Arcotkirken, der er resultatet af blandt andet dansk missionsarbejde. Det er en folkekirke i gotisk stil med klokker, salmetavler og bænke – den kunne ligeså godt have ligget i Slagelse! Men det gør den ikke, og selvom det nu er indere, der fører kirken videre, var det trods genkendeligheden et absurd syn: en kirke, der slet ikke var tilpasset den lokale indiske kultur og udtryksformer.

Anderledes var det med messen i benediktinerklosteret. Her var der klokker, salmesang og evangelietekster – men også hinduistiske tekster og sang af hinduistiske mantraer.

- Der er selvfølgelig blevet valgt nogle tekster, der kan indgå i en kristen sammenhæng; dvs. tekster der er så ”vage”, generelle, i deres sprog, at de uden problemer kan indgå. Og selvfølgelig får kristendommen et mere østligt præg – vi er i Østen! Men der ligger også en stor fortolkning i oversættelsen af tekster; der var for eksempel nogle mantraer, vi sang, hvor jeg har set nogle forskellige oversættelser, og hvor man klart har valgt en kristen sprogbrug frem for et mere hinduistisk, religiøst sprog.

I den kristne messe var også en velsignelse, der er identisk med den Shiva-velsignelse, man bruger i hinduismen, og som rejsegruppen havde haft lejlighed til at opleve i Shiva templet i Tiruvannamalai.

Anne beskriver velsignelsen således:
- En flamme bæres efter tur rundt til hver enkelt, og vi skal føre hænderne op omkring flammen og efterfølgende føre hænderne op foran øjne og ansigt. Denne handling betyder noget i retning af at ”Gud ser mig, og jeg skal åbne mine øjne og se Gud”.

Også nadveren i klostermessen bærer præg af en rituel praksis, som de har mødt før i Shiva-templet: ved nadverindstiftelsen bruges f.eks. blomster, røgelse og en lille klokke – alt sammen kendte elementer i en hinduistisk gudsdyrkelse, men ikke i vestlig kristendom.

Anne oplever det som, at traditionerne beriger hinanden.

- Hinduen lægger noget andet i ritualet, men jeg kan godt koble mig på med min egen fortolkningsramme. Selvom vi tror på forskellige måder, da det er to forskellige fortællinger, vores tro bygger på, så kan vores gudsbillede udvides ved mødet med nye billeder, nye handlinger. Det er samme indhold, men et nyt udtryk – og det udvider min forståelse, min måde at se verden på.

Hvad er det så der gør, at Anne kan integrere den anderledes velsignelse i sit eget univers?

- At jeg i forvejen har en forestilling om Guds velsignelse, og at symbolikken er genkendelig. Flammen, lyset, findes også i den kristne forståelsesramme, så det var ikke svært at koble sig på.

- Det er altså genkendeligheden, der gør Anne i stand til at opfatte velsignelsen som Guds velsignelse – også i Shiva-templet.

Ordenes betydning
I det nyreligiøse, øko-spirituelle samfund Auroville er Anne blandt de heldige fra gruppen, der får adgang til det religiøse centrum Matrimandir: en meditationskatedral i form af en renskuret hvid kuppel med en krystalkugle i midten, hvori lysstrålen fra et lille hul i taget rammer kuglen, hvorved lyset brydes. Her kan hun slet ikke koble sig på.

- Jeg sad bare der uden historie, uden tradition. Havde mistet alt, havde kun mig selv. Der var ingen fortælling, ingen billeder.

Og noget lignende gjorde sig gældende, da de besøgte det hellige Shiva-bjerg, hvor man ofrede blomster, og nogle fra gruppen mærkede voldsomme energier, Shivas kraft. Energistrømme er ikke en del af Annes gudsbillede, og hun kunne ikke mærke energier fra Gud, blot sine ømme vandreben!

- For at føle sig hjemme i den nyreligiøse sammenhæng, må man i en vis forstand gøre op med traditionen og måske også kirken, sådan som en del new age tilhængere også har gjort det.

Når der indenfor nyreligiøsiteten sættes ord på, er det blandt andet almengyldige termer som kærlighed og fred, og Anne oplever, at sproget mister nuancer og kant, for eksempel at de lidt mere kradse ord som synd og meningsløshed skurrer i de nyreligiøses ører.

- Gud bliver til noget, vi oplever i vores indre eller alle steder, og som er svær at gribe om.

Anne mener, at vi hverken kan – eller skal – lade være med at prøve at sætte ord på.

- Ellers ender vi i et eller andet mærkeligt, mystisk rum, hvor vi ikke rigtig er klar over, hvorfor vi er her. Og det er ikke fordi, jeg ikke anerkender en virkelighed, vi ikke kan sprogliggøre, men jeg tror, verden skrumper ind og vi glemmer, hvis det ordløse mystiske univers vægtes for meget.

- Vi prøver hele tiden at få fat på verden med vores sprog. Også Gud, vores gudsbillede er foranderligt – i Bibelen møder vi for eksempel mange forskellige gudsbilleder. Det smutter af og til, Gud render fra os. Men at sætte ord på, er det eneste vi kan prøve på. Den eneste måde at få greb om Gud.

- Jo flere ord og billeder, jo bedre, men det betyder ikke, at der ikke er en begrænsning for hvilke ord og billeder, der kan sættes på vores gudsbillede, for man må hele tiden være tro overfor den grundlæggende fortælling (bibelen som helhed).