Uzay Kertenkelesi |
16. september 2008
Fuldmånen stråler den 14. nat i Ramadanen og kan lære os noget, som mange vestlige filosoffer har overset, skriver Uzay Kertenkelesi på sin blog
Ramadans smukkeste nat er den 14. ramadan, hvor fuldmånen stråler på himlen, hvis skyerne ikke har lukket den ude.
Det bedste tidspunkt for at se den smukkeste fuldmåne i ramadan er cirka en halv time efter solnedgang (maghreb), øst på himlen. Da vil månen hænge over horisonten, og den vil virke stor som en gigantisk perle, før den fortsætter med at stige.
På arabisk siger man om noget, der er smukt, at det er "så smuk som den 14. nat i ramadanen".
En anden arabisk talemåde siger, at:
"Den som begærer denne verden og dens skatte, på en lovlig måde, som holder sig selv fra at tigge, som forsørger sig selv og sin familie, og udviser venlighed mod sine nærmeste, han vil nærme sig
Allah (swt) med et ansigt, der lyser lige så stærkt som den 14. dag i ramadanen."
En anden fortælling fra den muslimske verden lyder som følger:
"Nasreddin gik ind i et tehus og sagde til gæsterne: "Månen er til mere nytte end solen!". Gæsterne spurgte ham: "Hvordan kan det være?" og Nasreddin svarede dem: "Fordi månen skinner i mørket, netop når vi mest har brug for lyset."
Da jeg fik øje på månen i går nat, gik det op for mig, at månen med sine faste baner udfører den af
Allah (subhana wa ta ´ala) afstukne rytme; selv planeterne og deres drabanter tilbeder
Allah (subhana wa ta´ala) fordi Han har skabt dem.
Vi har alle brug for lys i vores hverdag, men af og til er lyset så stærkt, at det kan ødelægge os, fx. ved at kigge direkte ind i solen. Men indsigtens lys kan også svide vores sjæl; derfor er månens lys måske en reminder om, at lyset nogle gange bør ses i en refleksion (månen) frem for direkte (solen).
Bortset fra meget få vestlige filosoffer som fx. den fransk-tyske matematiker Schwaller de Lubicz, beskæftiger vestens filosoffer sig stort set ikke med spirituel symbolisme, og dog er denne symbolisme så integreret i vores liv, at vi ikke kan klare os uden.
Det er fint nok med folk som Locke, Scruton ,Marx, Rousseau....men hvor er åndeligheden og sjælens forhold til det, der står udenfor dunya?
Allah (subhana wa ta´ala) har skabt månen for os til at tælle tiden; sådan står det i den hellige Koran. Men der er mere i enhver skabelse end blot det verdslige. Der er en åndelig dimension: som at se gennem overfladen på en sø åbenbarer der sig verdner af åndelighed gennem symbolisme, som den vestlige verden synes at have glemt helt og holdent.
Det smukke ved den 14. ramadan er ikke alene det lys, der reflekteres fra fuldmånen, men også den forståelse af
taqwa, der opstår derved.