Er Gud kærlig, retfærdig eller måske begge dele? Kristine Hestbech giver sit bud i Kristeligt dagblad og kommenterer det her.
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
GUDSBILLEDER: Gud er kærlig, siger sognepræst Kristine Hestbech, der mener, at billedet af Gud som retfærdig ikke er kristent
Hej Kristine Hestbech.
I Kristeligt Dagblad skrives der den 29. juni 2006 følgende:
"Også sognepræst Kristine Hestbech har bemærket, hvordan opfattelsen af Gud har ændret sig i takt med, at samfundet er blevet mere moderne.
- Der er selvfølgelig nuancer, men det gudsbillede, jeg ofte møder, er en amputeret Gud. Folk vil gerne tro på Gud som den almægtige, altid gode Fader.
Men dén Gud amputeres, når livet viser sig fra sin barske side.
Hvis alt godt kommer fra Gud hvad så med det, som ikke er godt? Og så forkaster man Gud, forklarer hun og tilføjer, at vi i dag har en udpræget opfattelse af, at Gud er retfærdig. Men det er i virkeligheden en gammeltestamentlig og ikke særlig kristen måde an anskue Gud på, mener hun.
- Gud er kærlighed, og kærlighed er ikke retfærdig.
Hvis den var, hvem ville så fortjene den? Vi irriterer hinanden, sårer hinanden, men derfor holder vi ikke op med at elske. På samme måde er heller ikke Guds kærlighed retfærdig, udbyder hun."
(KD 29/6/2006 side 4, forbehold for trykfejl)
Jeg ville lige spørge, om det er din holdning/mening, at Gud ikke er retfærdig?
Med venlig hilsen
Thomas
Svar:
Kære Thomas
Ja, det er det, jeg mener. Gud er kærlighed, og kærlighed er ikke retfærdig.
Hvis du læser i bjergprædikenen i Matthæus evangeliet kap. 5-7, siger Jesus, at Gud lader det regne og solen skinne over såvel gode som onde.
Et udsagn om at Gud ikke er retfærdig med sin kærlighed.
Hvis han var det, hvem af os kunne så sige til os selv, at vi fortjente den? Derfor er den største nåde i kristendommen at Gud er uretfærdig, fordi Han elsker dem, vi måske synes er u- elskelige, og det vil sige dig og mig også.
Mange hilsner
Kristine Stricker Hestbech
Sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk