Det er ikke alle spørgsmål, der kan besvares videnskabeligt, skriver Birgitte Kolby Jensen til en ateist, der overvejer at blive buddhist
Spørgsmål:
For nogle måneder siden konverterede jeg fra kristendommen til ateisme. Jeg troede ikke længere på overtro. Jeg tror ikke på tanken om en gud eller at verden skulle være skabt af en højere magt. Jeg tror på videnskab og sund fornuft.
Dog har jeg i lang tid følt mig tiltrukket af buddhismen. Det er mit indtryk, at buddhismen giver den frihed i indsigt, som jeg ikke ser andre steder. Men samtidig er jeg splittet. Mit største problem er reinkarnation, i mine ører lyder det bare ikke som en sandsynlighed. Det lyder latterligt for mig, at man efter døden skulle blive genfødt som et nyt menneske, uden nogen som helst forbindelse til sit tidligere liv. En anden ting der i mine ører lyder tåbeligt er nirvana, noget jeg heller ikke ser nogen som helst belæg for skulle være sandt.
Mit problem er, at jeg både ser en positiv side og en mindre positiv side ved buddhismen. Selve filosofien i det lyder genialt, men det virker som om, den er drysset med overtro.
Findes der noget videnskabelig grundlag for reinkarnation og nirvana? Og hvis ikke, kan man så være buddhist uden at tro på det, som jeg indtil videre betragter som overtro?
Og til sidst. Hvordan bliver man buddhist (jeg har pt. ikke mulighed for at gå til kurser og anden fast undervisning?)
Med venlig hilsen
Simon
Svar:
Kære Simon
Spørgsmål som dem du stiller, kan man ikke finde tilfredsstillende svar på ved at undersøge dem med videnskabelige metoder. Det er filosofiske spørgsmål, som man må bruge sin sunde fornuft, som du også selv nævner, til at analysere og søge svar på.
For at finde ud af om du er buddhist eller ej vil det være en god ide at få lidt mere at vide om buddhismen end jeg kan give dig indenfor Religion.dk's rammer. Hvis du ikke har mulighed for at tage kurser kan du gå på biblioteket og låne nogle bøger, som tiltaler dig. En bog som vil være en god introduktion til buddhismen er "Hjertet i Buddhas lære" af den vietnamesiske mester Thich Nhat Hanh. Dalai Lama har også skrevet adskillige bøger, som meget nøgternt gør rede for nogle grundlæggende tanker indenfor buddhismen.
Der er nemlig ingen uden dig selv, der kan bestemme om du er buddhist eller ej. Det er ikke nødvendigt med nogen formaliteter for at bekende sig til buddhismen, men hvis du føler dig tiltrukket af den tibetanske tradition, kan du henvende dig til en tibetansk lama og bede om tilflugt.
Med venlig hilsen
Birgitte Kolby Jensen, buddhist og bibliotekar