Ordet mission var i mange år ikke populært i brede kredse i Folkekirken. I erkendelse af, at der hos mange danskere ikke er mange huller i uvidenheden om kristendom, og at Danmark bliver mere og mere multireligiøst, er mission igen kommet på dagsordenen i Folkekirken. Og det så meget, at Kirkeministeriets blå betænkning ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fra 2006 ligefrem fastslår, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser”.

Når vi nu skal forsøge at finde ud af, hvad kirkens mission går ud på, støder vi på et andet ord, som vi også har haft meget svært ved at tage i vor mund i Folkekirken, nemlig evangelisering. Hvis vi indholdsbestemmer kirkens mission, som det kirken er sendt for at være (et gudstjenestefejrende fællesskab), gøre (diakoni) og sige, så kan der ikke være tvivl om, at det, vi som kirke først og fremmest har at sige, er at fortælle historien om Jesus, altså evangeliet.

Også i USA har lutheranerne haft det svært med evangelisering, både selve ordet, men endnu mere det, som ordet handler om. En række teologer i The Evangelical Lutheran Church in America gik for nogle år siden i gang med en studie- og refleksionsproces, for at overveje, hvordan de skulle forholde sig til evangelisering. Det kom der en spændende bog ud af, som de havde frimodighed til at kalde ”The Evangelizing Church”.

Da jeg læste denne bog, slog det mig, hvor paradoksalt det egentlig er, at en kirke, som også den danske folkekirke, der kalder sig en evangelisk luthersk kirke, har haft så store kvababbelser med evangelisering. At kalde sig evangelisk betyder naturligvis, at Jesu Kristi evangelium må være centrum for kirken. Vi kan naturligvis ikke være evangeliske, hvis vi kun selv vil modtage evangeliet om Guds nåde i Kristus, men ikke vil dele det med andre. Evangeliets gave kan, som bogens forfattere gør opmærksom på, ikke skilles fra kaldet til at dele evangeliet med andre.