Hvad er det som gør jer så skråsikre hvormed I kan sige til jer selv: alle andre religioner er kulturel arv, men min egen, det er da den ægte vare. Er man ikke nødt til at være en smule arrogant, for at tænke i de baner? Er det ikke meget sandsynligt, at kristendommen ligesom de andre religioner også er kulturel arv?

Hilsen Ragnar

 

Svar:

 

Kære Ragnar,
 
Det var et fint spørgsmål, som vel kan besvares på flere forskellige "niveauer": Umiddelbart har du selvfølgelig ret ... altså forudsat at der ikke findes en objektiv sandhed, som alle i sidste ende må bøje sig for.


Når du bruger ordet "kristen", så forstår jeg det i høj grad som en slags kulturel betegnelse. Det er nemlig sandheden om os her i den vestlige verden: Vi er kristne kulturelt forstået. Noget andet er så, at der i Europa og i Indien og Kina og Irak og Kedeligkøbing findes mennesker, som er kommet til tro på Jesus Kristus. Hvad vil det sige? Det vil sige, at Helligånden har åbenbaret for dem, hvem Jesus er, nemlig Guds søn, verdens herre, ham, som på den yderste dag skal dømme os alle. Det tror vi, der er kristne, ikke blot som gold teori, men overbeviste som vi er om rigtigheden af dette sætter vi alt ind på at leve betroelsen af denne sandhed værdig.


Er det fanatisk tale? Ja, det vil mange nok mene. Og det er sådan, det er og altid har været i kristne kulturer. Om muslimer vil kunne komme med en lignende "erklæring", ved jeg ikke, det må du spørge muslimerne om.


Én ting til skal med: Du har ret i, at vi ofte overtager vores forældres kultur, værdinormer og religion. Men tager vi eksemplet med en kristen familie, som tror og beder til Jesus Kristus, så vil det jo være naturligt, at forældre og bedsteforældre beder for børnene. Og oplærer dem i den kristne tro, fortæller dem, at Jesus er død for deres synders skyld, at han elsker dem osv. Og det er, er jeg overbevist, nok i virkeligheden den primære grund til, at den slags går i arv.

Svar nok? Ellers må du jo skrive igen.


Bedste hilsner
Thomas Teglgaard, læge og forfatter