Ansigt til ansigt uden for bekvemmelighedszonen

Vi, der kom fra Israel, rejste over land via Sheikh Hussein Broen nær Beit She’an sammen med hundredvis af turister fra Galilæas landsbyer. En ung mand fra Sakhnin gav mig gode råd om, hvad jeg burde se, og betroede mig, at han og hans venner omgående var blevet udset som ”israelere” på grund af deres cowboybukser, deres frisurer, deres arabisk og deres manerer.

Efter en bugtende køretur gennem Jordans landområder nåede vi det beskedne Al-Fanar Palace Hotel i Amman. Jeg havde ikke skænket det en tanke, hvem jeg skulle dele værelse med, skønt jeg havde overhørt en af de israelske kvinder sige, at hun havde insisteret på at få sit eget værelse. Alligevel blev jeg overrasket, da jeg åbnede døren og fik øje på en anden kvinde i en af de to enkeltsenge, der var adskilt af et natbord. Vi præsenterede os for hinanden. Hun var fra Hebron og var muslim. Jeg var i sandhed trådt ud af min bekvemmelighedszone.

Men før der var gået mange minutter, vidste jeg, at jeg havde været heldig. Min værelseskammeret havde humor og var intelligent og høflig. Både med hensyn til punktlighed og analytisk følte vi to i rum 413 hurtigt en vis korpsånd. Min værelseskammerat, der underviste i Hebron og i USA, stod for meget af den fintfølende oversættelse, når det var nødvendigt.

Efter den første dags ryste-sammen aktiviteter var det tid at gå i seng. Min arabisktalende værelseskammerat fandt den eneste engelske tv-station, der var tilgængelig på vores hotel. Vi faldt i søvn til synet af en gammel James Bond-film.

Jeg gik ud fra, at skønt workshoppen havde fokus på religion og var betalt af private donorer i USA, ville jeg meget snart være nødt til at komme med et velformuleret forsvar for den jødiske stat. Jeg mødte velforberedt op. Palæstinenserne ankom muligvis med lignende tanker. Men lige så besynderligt, det kan lyde, blev den politiske situation ikke nævnt i noget af vores gruppesnakke – bortset fra en enkelt kvinde, der insisterede på at præsentere sig selv som ”flygtning”. Vi gik simpelthen ud fra, at vi kendte hinandens synspunkter i forvejen.

Ikke at vores samtaleemne – religion – var sorgløst. Men selv, når spørgsmål som ”hvilke elementer i din religion fører til tolerance/konflikt” dukkede op, forfaldt vi ikke til de sædvanlige letkøbte brandtalebeskyldninger. De mest ophidsede møder foregik internt i de religiøse grupper og handlede om, hvordan vi skulle præsentere vores religioner over for de andre. I den jødiske gruppe f.eks. var kun to af os rettroende.

Kvinderne var forretningsfolk, advokater, overbygningsstuderende, lærere, en tidligere israelsk parlamentariker og en politisk kandidat i Jordan. De irakiske kvinder blev forhindrede i at komme, idet deres lufthavn var lukket. Flere af kvinderne løb betydelige risici for at deltage. (Af samme grund nævner jeg ingen navne.) Jordaneren og den egyptiske kvinde havde aldrig mødt en jøde før, og jeg nød en god del opmærksomhed.

De af os, der tildækker håret (jøder såvel som muslimer), talte om denne beslutning og om den indflydelse, den har på andres opfattelse af os. Den jordanske workshop-organisator, der bærer hijab, fortalte, at hendes forretningsrådgiverfirma mister kunder, når kunderne ser hende. To muslimer havde medbragt bedetæpper og viste os, hvordan de udfører deres daglige bønner, og talte om, hvordan kvinder holder Ramadan. De kristne kvinder beskrev deres kirke- og livsceremonier.

Fredag aften viste vi jødiske kvinder (også de ikke-rettroende) et sabbat-måltid. Manageren for hotellets spisesal fandt hvide duge frem, papirblomster og høje glas. Jeg havde taget hallot og vin med fra Jerusalem. Andre havde medbragt stearinlys og druesaft, æble og honning for at forklare om de forestående helligdage. Jeg forklarede betydningen af vores tænding af stearinlysene, symbolikken på bordet, dagens begrænsninger og særlige goder. Denne uge i Jordan havde et enkelt budskab: ”Vælg livet”.

At dele værelse med en jøde, der overholdt sabbatten, var en ny oplevelse for min værelseskammerat. Hun tog hensyn til mine sabbat-behov. Ikke mere James Bond. I stedet talte vi sammen til langt ud på natten. Jeg talte om Intifadaen. Hendes største frygt var, at nogen skulle påvirke et af hendes familiemedlemmer til at blive terrorist. Vi var enige om, at Ahmadinejads atomvåben var den største trussel mod os begge. På et eller andet tidspunkt den fredag nat fik jeg et glimt af det håb, jeg var kommet for. Vi lagde en fredsplan og faldt i en optimistisk sabbat-søvn.

Vi vil gerne mødes igen. ”I Jeriko!”, foreslog hun; men som israeler er det mig ikke muligt. ”Jerusalem?” Der kan hun ikke tage til uden en særlig tilladelse. Til sidst kom vi endelig i tanker med et muligt sted: en øde gade, hvor både jøder og arabere har adgang. Den ligger i Hebron, nær den dobbelte hule, som vores fælles forfader købte og beboede. Der er ingen steder at sidde; men vi er på den anden side heller ikke ude efter en bekvemmelighedszone.

###

* Barbara Sofer fra Jerusalem skriver artikler til blade og aviser samt fiction og manuskripter til de kortfilm, som hun instruerer og producerer. Hun fungerer endvidere som den israelske kommunikationsleder for Hadassah, Kvinders Zionistorganisation i Amerika, som er USA’s største kvindeorganisation, og tilbringer derfor en masse tid i Hadassah Lægecenter, som er et forbillede udi fredelig sameksistens, uanset hvad der sker uden for hospitalets vægge. Hun er ortodoks jøde, feminist og lidenskabelig taleholder om jødedommen, kvindeliv og Israel. Hun er gift med forfatter/videnskabsmand Gerald Schroeder, og de har fem voksne børn.

Dette er en af de tre artikler, der vandt priser i Common Ground News Service 2008 Eliav-Sartawi-priser for mellemøstlig journalistik. Artiklen optrådte oprindeligt i Jerusalem Post 28. september 2007.
 

Oversat af Sara Høyrup / www.texthouse.eu