På Edison Teatret, der er Betty Nansen Teatrets anneksscene, går der lige nu 16 meget forskellige unge mennesker rundt og arbejder på et fælles projekt. De arbejder på tværs af social, kulturel og religiøs baggrund, samarbejder og lærer hinanden at kende i processen.

I medierne hører man ofte betegnelserne indvandrerbander og muslimske fundamentalister. Men på Betty Nansen teatrets integrations- og uddannelsesafdeling, C:ntact, prøver man at se tingene på en anden måde.

De unge er meget forskellige – der er palæstinensiske piger, en makedonsk dreng, en dreng fra Hvidovre, en fra Iran, en pige fra Tyrkiet og en fra Hellerup og sådan fortsætter det. Lige så forskellige som deres oprindelse, har de forskellige religiøse overbevisninger. Men én ting har de til fælles: De bor i Danmark og er danskere – eller er de?

Jeg tror på Allah, men jeg er ikke terrorist
Selvom de unge medvirkende alle bor i Danmark, føler meget få af dem, at de er danskere. De føler sig heller ikke som kurdere, tyrkere eller iranere eller hvor deres forældre ellers kommer fra. Faktisk føler de sig som noget midt imellem.

En ung mand fortæller, at han selv føler sig pæredansk, men altid bliver betragtet som en indvandrer. Sat i samme bås som de indvandrere, der konstant bliver nævnt i medierne som ballademagere. Men ham her er ikke balladermager, og hans hjerte er lige så dansk, som en blåøjet lyshåret dreng. Problemet for ham er bare, at han har sort hår og brune øjne, og så tror han på Allah og profeten Muhammed, og ikke på Jesus som guds søn eller den Gud vi kender fra bibelen.

De unge har meget på hjertet. Det har de også til fælles. De vil gerne have lov til at have en rolle i samfundet og bidrage til det. Og så håber de på at kunne få lov til at tro på, hvad de tror på uden at blive fremmedgjort og sidestillet med terrorister.

En ung pige fra Syrien fortæller : ”Jeg vil gerne forklare, hvorfor jeg bærer tørklæde, men jeg vil ikke forsvare det!”

Et fælles mål
Den kunstneriske forudsætning for Contact er de medvirkendes egne historier. De unge kommer på teatret og fortæller om episoder fra deres liv. Man møder derfor rigtige personer og virkelige hændelser på scenen. Ved hjælp af en instruktør flettes historierne sammen og udvikles til en kunstnerisk process.

Gennem inddragelsen af virkeligheden på scenen, sker der en naturlig videreførelsen af de tanker, ideer og drømme de unge går rundt med, og der skabes indblik i hinandens verdener.