Imamerne vil gerne være loyale overfor deres gud og menneskeheden på én gang, skriver dansk-tyrkiske Metin Aydin
Spørgsmål:
Støtter danske imamer stening som straf i samfundet for utroskab eller andre forhold? Jeg er ligeglad med om det er i Danmark eller andre steder på kloden.
Jeg har set Abdul Wahid Pedersen på tv hvor han var lidt ulden i svaret. I dag, hvor islamistiske oprørere i Somalia har stenet en kvinde for utroskab, vil jeg gerne høre et klart svar.
Venlig hilsen
Lotte
Svar:
Kære Lotte
Det korte, generelle svar: Jeg tror ikke, at der er mange imamer i Danmark der støtter stening. Flertallet af de danske imamer kommer fra kulturer hvor stening ikke praktiseres og er forbudt.
Det lidt længere: Jeg har ikke set Abdul Wahid Pedersen på tv for nylig i forbindelse med den aktuelle sag. Men jeg har tidligere hørt ham udlægge sit synspunkt vedrørende dødsstraf og brutale afstraffelsesmetoder, herunder stening, og da oplevede jeg ham som værende noget tvetydig.
Som jeg erindrer hans udlægning, satte han som forudsætning for strafudmålingen den præmis, at den kun kunne udøves i den islamiske idealstat, kalifatet. Og dersom der intetsteds på kloden fandtes et ægte kalifat, kunne denne brutale dom ikke bringes i anvendelse nogetsteds. Han tog dog ikke principielt afstand fra stening som straf, da den som guddommelig forordning ikke stod til at ændre. I andre tilfælde har han udtrykt sig mere eller mindre klart herom.
Jeg tror, at uklarheden skyldes, at manden som bogstavtro muslim, nærer et stærkt ønske om ikke at afvige fra sin guds udstukne kurs. Men også at han som menneske finder stening som straf umådelig brutal og umenneskelig.
Jeg tænker, at han som muslimsk fundamentalist og menneske har behov for en mekanisme, der muliggør, at han samtidigt både kan erklære sig loyal overfor sin gud og menneskeligheden. At det islamiske idealsamfund er teori, gør det muligt for Abdul Wahid Pedersen ikke at undsige sin guds forordning og samtidigt udtrykke en vis form for afstandtagen, hvor uklar den end må synes.
Venlig hilsen
Metin Aydin
Arkitekt og formand for Forening for Moské og Islamisk Center