Lær af Søren Kierkegaards forhold til finanser

Det betyder ikke, at hver dag er en plage, men det er klart, at hvis vi hele tiden bekymrer os for fremtiden, så er nutiden eller nuet ikke rigtig noget værd. Vi kan heller ikke modsige, at man faktisk ikke kan forlænge livet, uanset hvor meget man så bekymrer sig eller forsøger at få kontrol over fremtiden. Tværtimod er der noget, der tyder på, at bekymringer kan tage livet af os eller blive familiens ulykke.

Vi kan ikke tjene både Gud og Mammon eller to herrer på én gang, som der står samme sted i evangeliet (Matt. 6,24). Det er ikke ensbetydende med, at vi skal sidde med hænderne i skødet eller foldede, fordi vi holder på Gud og ikke mammon, der er den bibelske betegnelse for penge. Det er en henvisning til eller en besindelse på, at vi kun har dette ene liv at leve, og derfor skal vi få så meget ud af det som muligt.

Livskvaliteten forringes væsentligt, hvis vi hele tiden vil være forudseende og have kontrol over alting, og det, der er det bedste i livet, er under alle omstændigheder ubetaleligt. Kærlighed, barmhjertighed, omsorgsfuldhed og godhed er ikke konjunkturbestemte forhold, for det udspringer alene af et varmt og bankende menneskehjerte, og et sådan hjerte sættes kun i cirkulation ved den nådige Guds mellemkomst.

En guddommelig konto
Kierkegaard sætter med bibelteksten fokus på, at vi ikke kan eller skal foruddiskontere, evaluere eller devaluere følelser og nærvær, skønt det er det, der gør livet værd at leve. Fordi man har hjerte i barmen er det ikke sikkert, at man har penge i pungen, eller som Kierkegaard også siger: ”Fordi Verden kun forstaar sig paa Penge – og Christus kun paa Barmhjertighed”. Vil vi være noget for hinanden og have et godt liv med hverandre, er der kun Gud og de guddommelige værdier, der tæller på kontoen.

Ingen bekymringer kan forhindre, at livet går sin gang med det lette og svære, som er livets grundsubstans. Og heller ingen finansielle tiltag kan erstatte evighedens righoldige indslag i timeligheden. Selvom nogen så må finde sig i at være i evig pengeforlegenhed, kan det måske trøste, at sådan har Gud det også, for som Kierkegaard understreger:

”Evigheden har det skarpeste Øie for og den meest udviklede Forstand paa Barmhjertighed, men slet ingen Forstand paa Penge, saa lidet som Evigheden er i Pengeforlegenhed, eller har, efter Ordet, det mindste at bruge Penge til.”

Lise Søelund er idéhistoriker og ansat ved Silkeborg Bibliotek