Trappen er ikke bare et middel til at komme op og ned. Den er også symbol på vores stræben mod det himmelske, skriver Søster Abraham
Spørgsmål:
Jeg er begyndt at interessere mig for trapper. Ikke bare som fysisk genstand – men også som et sted for erkendelse og religiøs erfaring. Er der nogen, der kan fortælle mig mere om det?
Venlig hilsen
Jens
Svar:
Kære Jens
Trappen har vel fra begyndelsen været et middel til at komme op og ned. Så snart man bevæger sig i et bjerg-eller bakke-terræn, opdager man jo, at naturen hjælper os med det. Der er steder, hvor der ligesom er dannet trin. Derfra og så til selv at skabe trin er der jo ikke ret langt.
Vi finder altså allerede ude i naturen også trapper skabt af menneskehånd - ofte i forbindelse med religiøse helligsteder. Sådan f.eks. på Moses-bjerget på Sinai halvøen, hvor munke har skabt en trappe for at lette op- og nedstigningen for pilgrimmene. Dette bliver så naturligvis gentaget inde i kirke- og klosterbygninger.
De oprindeligt praktiske foranstaltninger bliver så småt åndeliggjorte: Vi stræber opad mod det åndelige, det himmelske, væk fra det rent materielle.
I første Mosebog 28,10-22 finder vi beskrivelsen af Jakobs drøm og hans derefter følgende løfte til Gud: Han ser en stige, som forbinder himmel og jord og Guds engle, som stiger op og ned ad den. Stedet kalder han så Beth El, dvs. Guds Hus.
Her i Jerusalem har vi et sted på en plæne et af de mest frustrerende kunstværker, jeg nogensinde har set. Det er en skråtstillet trappe, som en skæv søjle, med trappetrin. Men trinene er alle nedadrettede, så at trappen ikke kan hjælpe nogen til at stige op - det som en trappe jo egentlig er til. Hvis man prøver at bruge den til dette, må man uvægerligt blive ved med at glide ned. Jeg kender ikke kunstneren og ved ikke, hvad der har været hans mening med dette værk. Måske er det et mareridt, han har fremstillet på denne måde. Det er i alle tilfælde ikke Jakobs Stige.
Med venlig hilsen
Kirsten Stoffregen Pedersen/Søster Abraham