- Jeg har smagt udødelighedens medicin

Nadveren er paradisets måltid
Det lyder måske bagklogt og belærende, men sand transcendens fandt jeg først i kirken. I alterets sakramente, hvor de troende modtager Kristi legeme og blod. Nadveren er noget af det allerhelligste i kristenlivet, og selve ritualet har man fra kristendommens tidligste tid kaldt for eukaristien, dvs. ”taksigelse” – en betegnelse, der er afledt af de ord, som Jesus selv brugte, da han indstiftede nadveren (jfr. Matt 26,17-29; Mark 14,12-25; Luk 22,7-23).

I nadveren oplever jeg en sindets opløftelse, som jeg ikke tøver med at kalde en beruselse. Kirkefædrene kendte også denne eukaristiske rus. ”Hver gang du drikker, modtager du syndernes forladelse, og du beruses af Ånden [...] den, som beruser sig i Ånden, er rodfæstet i Kristus,” skrev Ambrosius af Milano, mens Gregor af Nyssa slog fast, at ”beruselsen er Kristus selv.”

Man skal ikke misforstå dette. Jeg taler ikke om at blive høj, som man bliver høj, når man tager stoffer. Jeg taler om den stille ekstase, hvor man løftes op ad, op mod de himmelske højder, den fredfyldte ekstase, hvor man hæver sig op over tiden og træder ind i tiden uden for tiden, ind i det evige. Jeg taler ikke om narkotikaens kunstige og ukontrollable bevidsthedsudvidelse, jeg taler ikke om drukkenskab og plørethed, men om sand transcendens: indtræden i Paradis. For som Peter Halldorf har udtrykt det: ”Nadveren er Paradisets måltid.”

Epiousios er det græske ord for brød, som evangelisterne anvendte, da de gengav Fadervor, som vi kender det fra Bibelen. Epiousios betyder noget i retning af ”den kommende verdens brød.” Jesus lovede jo sine disciple: ”I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige” (Luk 22,30). Og i eukaristien får vi en forsmag på Lammets bryllupsmåltid (jfr. Åb 19,9) i det himmelske Jerusalem.

Udødelighedens medicin
Min erfaring siger mig, at eukaristien ikke bare er et tomt ritual. Den skænker mig gang på gang en Gudserfaring, som er med til at forankre mig i troen på Kristus. Den er med til at gøre mig til et helt menneske. Jeg har en oplevelse af, at nadveren stille og roligt, søndag for søndag, læger de sår, som jeg pådrog mig i min vilde ungdom. Kirkefædrene kaldte meget sigende nadveren for ”udødelighedens medicin”, og Ambrosius af Milano sagde: ”Den, som er såret, søger efter et lægemiddel [...] vort lægemiddel er det ærværdige og himmelske sakramente.”

Det er ikke bare en følelse, det er en oplevelse i ordets bedste forstand. Oplevelse betød på gammelt dansk noget lidt andet og åndeligt dybere, end vi moderne danskere forbinder med ordet. At opleve betød at ”komme til live”; ordet kunne desuden indgå i sætninger, hvor det betød at ”være indlevet i” noget, eller at ”leve til noget går i opfyldelse; erfare.” Og det er jo alt sammen betydninger, der findes i nadverritualet.

Om eukaristien sagde Kristus som bekendt: ”Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6,53-56).

At være Kristus-bærer
Jeg må bekende, at hvad angår gudstjenesteform, foretrækker jeg den traditionelle katolske liturgi, den såkaldte tridentinske messe. Det er en storladen liturgi. I højmessen stiger højstemt gregoriansk sang op under kirkeloftets hvælvinger, mens de hellige handlinger foregår.

Messen begynder med en procession, hvor krucifikset bæres højtideligt op gennem kirkerummet, op til alteret. Menigheden bestænkes med vievand, og den rige brug af røgelse er med til at give bønslivet en konkret, sanselig udformning. Der ringes med klokker under ritualets højdepunkt – klokkerne understreger alvoren i troens mysterium: at brød og vin forvandles til Kristi legeme og blod. Den tridentinske messe er kort sagt noget af et kultdrama, hvor menigheden deltager med dens bønner og bekendelser. Her oplever jeg virkelig, at den jordiske liturgi bliver ét med den himmelske, som fejres af englenes hærskarer.

Et traditionelt ord for nadver er kommunion. Det betyder ”fællesskab”. For i nadveren forenes alle kristne, døde såvel som levende, i et altomfattende fællesskab. I nadveren har jeg fællesskab med den lille kone, der knæler ved min side, og med troens stormænd som ærkebiskop Absalon. Men vigtigst af alt: i nadveren blander Kristus sig med os, for nu at parafrasere Johannes Chrysostomus.

Når jeg knælende modtager nadverbrødet på tungen, erfarer jeg fællesskabet med Kristus. Jeg kan sige med Paulus: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,19-20). Kristus Pantokrator, Alherskeren, stiger ned fra sin trone og er til stede i mit liv, i mig. Jeg kalder dette for min Hvide Krist-oplevelse, for jeg har en mystisk oplevelse af forvandling, en mystisk oplevelse af, at et hvidt legeme vokser frem i mit indre.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er en stor mystiker. Jeg er sikker på, at de andre troende, der sidder på kirkebænkene, har lignende oplevelser. Men vor blufærdighed forbyder os at tale om det. Og det er heller ikke nødvendigt, for både Bibelen og kirkefædrene har sat ord på det mysterium, som eukaristien er. Og ifølge denne overlevering bliver vi i nadveren ét legeme og ét blod med Kristus. Vi bliver med Cyrillus af Jerusalems ord ”Kristus-bærere [...] når hans legeme og blod gennemtrænger vore lemmer. Så vil vi, efter hvad den salige Peter siger, ’få del i guddommelig natur’ (2 Pet 1,4).”

I de senere år er der blevet gjort en del for at højne den liturgiske bevidsthed på vore breddegrader. Jeg anbefaler i den forbindelse følgende litteratur:

Olivier Clément: Kilder. Kirkefædrene om troens liv. Tekster og kommentarer (Katolsk Forlag/Boedal, 2008)
Peter Halldorf: Duften af hellighed (Boedal, 2008)
Kresten Drejergaard: Den himmelske gudstjeneste (Alfa, 2008)
Joseph Ratzinger: The Spirit of the Liturgy (Ignatius Press 2000)

Peter Béliath er Exam. art. i litteraturvidenskab, rockskribent og redaktionssekretær på heavy metal-magasinet NRG