I den katolske kirke er det præsterne, der har magt til at tilgive synder. I protestantisk sammenhæng er denne myndighed ikke nær så begrænset, skriver sognepræst Leif G. Christensen
Spørgsmål:
Hvordan "bortforklarer" protestanter det med, at apostlen Peter af Jesus får overdraget nøglen til Jesu kirke på jorden - og at hvad denne kirke binder og løser på jorden, også skal være bundet og løst i himlen? Altså at kirken (for katolikker: den katolske kirke) skal have magt over menneskers frelse.
Med venlig hilsen
Karsten
Svar:
Kære Karsten
Dit spørgsmål om ”nøglemagt” dvs. overdragelse af fuldmagt refererer bl.a. til et sted i Mattæusevangeliet (16,19), hvor Mattæus citerer Jesus for at sige til disciplen Peter :”Jeg vil give dig himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.”
Citatet har - som du selv antyder - været genstand for diskussion op gennem kirkehistorien. Den romersk katolske kirkes forståelse af nøgler finder sit udtryk i den autoritative måde, kirken ledes på med paven som ”nøglebærer”. Og i direkte forlængelse heraf udledes præsteskabets særstilling. Fortolkningen af Mattæusevangeliet er en vigtig del af denne argumentation.
Men spørgsmålet er, om magten til at binde og løse ikke gives til alle disciplene og ikke kun Peter alene. Joh. 20, 23 kunne antyde noget i den retning: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” Måske er overdragelsen af nøglemagten ligefrem at forstå som en overdragelse til hele menigheden, når den er forsamlet i Jesu navn?
Den lutherske reformation gjorde gældende, at nøglemagt skal forstås som en åndelig magt blandt kristne. Nøglemagten er dermed ikke kun begrænset til nogle bestemte personer, men gælder for hele menigheden. Undertiden har man forstået nøglemagten som den magt, der ligger i det at forkynde Ordet (evangeliet), der jo som bekendt fører enten til tro eller forhærdelse.
Nøglerne tilhører så at sige menigheden – dvs. alle kristne. For hvad er det at løse? Ikke andet end at forkynde syndernes forladelse fra Gud. Og hvad er det at binde, andet end at konstatere at synd binder mennesker og kan føre til forhærdelse?
Det kirkelige præsteembede består ud fra et reformatorisk synspunkt ikke af andet end at virke inden for den opgave, som i princippet tilhører enhver kristen. Martin Luther argumenterede for, at der fandtes et såkaldt ”alment præstedømme”. ”Vi er alle åndeligt indviet til præster i dåben”, siger Luther med henvisning til 1. Pet. 2,9 og Åb. 5,10.
Med venlig hilsen
Leif G. Christensen
Sognepræst i Helligaandskirken i København