Vatikanet har tilgivet John Lennon for 40 år gammel udtalelse om, at The Beatles var mere kendt end Jesus
Det er 40 år siden, at The Beatles’ ’White Album’ udkom. Vatikanstatens officielle avis
L'Osservatore Romano fejrer jubilæet ved at tilgive John Lennon, der to år før udgivelsen af den legendariske plade udtalte, at The Beatles allerede var mere kendte end Jesus Kristus, og at han da ikke vidste, hvad der ville forsvinde først: rock’n roll eller kristendom…
På side fem af lørdagsudgaven den 22. november, tolker ovennævnte avis Lennons udtalelse fra 1966 som udtryk for ”overmod fra en ung arbejder-klasse-englænder”. Ikke desto mindre vakte udtalelserne allerede dengang forargelse i visse kredse. Fx var der mange radiokanaler i USA, som forbød afspilning af The Beatles numre, og i Texas forekom der endda afbrændinger af Beatles-plader.
Men tid læger alle sår, og Vatikanets avis roser endog bandet som en inspirationskilde for mange band i dag. Meget af den nutidige musik skulle ifølge avisen være af dårligere kvalitet. Nogle måneder senere undskyldte Lennon i øvrigt selv udtalelsen ved at sige, at den aldrig havde været ment som en ”lousy, anti-religious thing.”
Det er ikke første gang, at
L'Osservatore Romano roser pop-ikoner. I sommers kaldte avisen Elvis Presley for ”en flink, sensibel ung mand.”