Et strålende budskab om livets sejr!

Påsken skal jeg fejre i min egen menighed i Jesu Hjerte Kirke, den katolske kirke i Randers. De første dage i den stille uge vil jeg så vidt muligt være alene og koncentrere mig om at leve mig ind i lidelseshistorien.

Jeg vil som forberedelse fordybe mig i Bachs Johannespassion (sidste år var det Matthæuspassionen) - og jeg vil se to videofilm: Zifferellis Jesusfilm og Mel Gibson's "The Passion of the Christ". Sidstnævnte er en forfærdende realistisk fremstilling af Jesu vej til korset, som den ifølge gammel tradition også mediteres i de 14 "stationer" i den katolske korsvejsvandring.

Korsvejsvandringen er en andagtsform, som vi også bruger i vores sognekirke, hvor præsten gennem meditationer over evangeliets passionsberetning fører os gennem de 14 stationer -- fremstillet i smukke billeder rundt på kirkerummets vægge. Ved hvert billede knæler vi ned og beder: "Vi tilbeder dig Jesus og vi lovpriser dig, fordi du ved dit hellige kors har forløst verden". Det er en andagtsform, som symbolsk er en efterfølgelse af Jesus på Via Dolorosa i Jerusalem, en lille pilgrimsvandring, som åbner sindet for påskens store mysterium.

Skærtorsdag, den første store helligdag, er det indstiftelsen af Eukaristien, som er i centrum i kirkens liturgi. Om selve indstiftelsen af nadveren fortæller Paulus i det første brev til Korintherne. Evangelieteksten er imidlertid Johannes' fortælling om fodtvætningen, som henviser til Eukaristiens dybere dimensioner: Vores Herre og Gud vil være menneskets tjener, og Han vil, at vi på samme måde skal være hinandens tjenere. Den sande kærlighed er frivilligt at være den mindste. Han viser os, at det at tjene og at give sig selv til andre er guddommeligt.

Derfor viser denne beretning direkte hen til Eukaristien, hvor Jesus ofrer sit legeme og sit blod som mad og drikke til os: Også det er et eksempel til efterfølgelse: Også vi skal leve vort liv -- ikke for os selv -- men for andre. Vi skal leve "eukaristisk". Derfor er fodtvætningen en dybt bevægende beretning, som i mange menigheder bliver levendegjort i skærtorsdagsliturgien på den måde, at præsten -- som repræsenterer Jesus -- knæler ned foran en gruppe lægfolk - repræsenterende disciplene -- og vasker deres fødder, som den ringeste slave gjorde det på Jesu tid.

At se denne scene levendegjort i liturgien er en grænseoverskridende erfaring, der endnu engang bekræfter, at Gud virkelig blev et fysisk menneske, at Han virkelig døde et menneskes død og opstod igen -- ikke kun i symbolsk forstand, men helt konkret, som et menneske, man kunne røre ved, og som efter opstandelsen spiste og drak med sine venner. At give afkald på sig selv -- at dele sig selv ud til andre, lige som Han giver sig selv til os -- det er det, Jesus vil lære os gennem påskens mysterier.

Langfredag: Fastedag. Dødens stilhed. Kirkerummet er tom, stille, ingen blomster, ingen musik, og det værste: Ingen lys, lågen til tabernaklet står åben: Det er tomt. Jesus er død. I liturgien ingen eukaristifejring. I stedet læsning af hele passionsberetningen -- i år efter Johannesevangeliet.

Ifølge ældgammel tradition læses det i dramatiseret form: præsten læser Jesusordene, en lægmand fra menigheden læser evangelistens parti og en tredje alle de øvrige enkeltpersoner, mens folkemængdens råb siges af menigheden: "Korsfæst Ham!". (Det er denne tradition, som bl.a. Bach har overtaget i sine store passioner).

Bagefter er alt stilhed og venten indtil påskens højdepunkt: Midnatsmessen påskenat: Bålet ude i den mørke nat, "den nye ild", det nye meterhøje påskelys: "Kristus verdens lys" i spidsen for processionen ind i den mørke kirke -- alle de små kerter i menighedens hænder, som tændes ved påskelyset, ind til hele kirkerummet ligger badet i lys, og liturgien begynder: Oldkirkens store påskelovsang og derefter GLORIA, Ære være Gud i det høje, for første gang siden fastens begyndelse for 40 dage siden.

Det er et lykkeligt øjeblik at være organist: Efter den lange fastetids askese igen at kunne trække alle orgelets registre ud, så musikken bruser om ørerne og risler ned ad ryggen, mens kirkeklokkerne jublende prøver at overdøve både orgel og menighed.

Så de syv lange læsninger fra Gamle Testamente, som minder os om, at påsken ikke er en afskaffelse af den gamle pagt, men at hele Israels historie er en forberedelse til fuldkommengørelsen i den nye pagt, som Jesus indstifter i Eukaristien.

Sådan en messe påskenat kan godt tage et par timer, så det bliver ikke til megen søvn, før påskedags store søndagsmesse gentager nattens jubel: "Krist stod op af døde".

Er der noget, du i år særligt vil tænke på i din påskefejring?

Jeg vil overveje, hvordan jeg i praksis kan prøve at leve eukaristisk. Hvordan kan jeg bedst leve mit liv for andre? Det er svært at prioritere -- man må have hjælp i bøn og bibellæsning -- måske åndelig vejledning -- af min præst, mit kloster, mine gode venner.

Hvad har påsken at sige mennesker i dag

Til dem, som vil lytte og tage imod påskens budskab har påsken alt at sige: Et strålende budskab om livets sejr over døden, at lidelse og død i kærlighed forvandles til frugtbarhed og liv -- ja til evigt liv.

Kirsten Kjærulff, katolsk forfatter og foredragsholder. I dagene op til påske fortæller flere personer om deres påskefejring - artiklerne samles løbende i dette tema.