Marlene Lindsten |
12. december 2008
Vi kan ikke udlede historiske fakta fra 1. Mosebog. Men vi kan lære om nogle livsmønstre, som stadig gør sig gældende i dag, skriver religion.dks skoleredaktør
Spørgsmål:
Hvordan var Adam og Evas liv? Og har de stadig en betydning for os?
Med venlig hilsen
Mette
Svar:
Kære Mette
Jeg vil indledningsvis sige, at beretningen om Adam og Eva i 1. Mosebog af mange teologer betragtes som en myte, der hører til i beretningen om verdens skabelse. Det betyder, at skabelsesretningen ikke er en videnskabelig teori om tilværelsens opståen. Derfor kan der heller ikke udledes historiske fakta om Adams og Evas liv. Derimod findes der i skabelsesberetningen den teologiske grundtanke, at Gud har skabt verden. Det er en tanke, som deles af de fleste religiøse mennesker - uanset trosretning.
I beretningen om Adam og Eva kan vi finde nogle paradigmer for menneskelivet, som blev gældende for det første menneskepar efter uddrivelsen fra Edens have, og som stadig gør sig gældende for mennesker i dag.
Det er sparsomme oplysninger, der gives i 1. Mosebog om det liv, Adam og Eva levede. Som følge af syndefaldet siger Gud, at kvinden fremover skal føde børn med smerte og begære sin mand, og han skal herske over kvinden. Endvidere forbander Gud agerjorden, så det fremover skal være en anstrengelse at skaffe mad på bordet.
I Edens have kunne Adam og Eva uden besvær plukke frugt fra træerne i haven og leve af dem. Men fordi de spiste af frugten fra træet til kundskab om godt og ondt, som Gud havde forbudt dem, ja så blev konsekvensen den, at mennesket uden for Edens have - i sit ansigts sved - skal dyrke jorden før frugten kan høstes.
Der står også, at Adam og Eva får børn, både sønner og døtre, hvoraf de mest kendte er sønnerne Kain og Abel. Adam dør 930 år gammel. Forestillingen om et liv efter døden findes ikke i Det Gamle Testamente. Den onde død, er den død, hvor der ikke er nogen erindring - ingen efterkommere. Derfor er Det Gamle Testamente fyldt med kilometerlange slægtstavler. Den "navnløse" død var det værste, man kunne forestille sig. Man ville gerne huskes efter sin død. Og det kunne man blive dels ved at lade sig navngive - dels ved at føde en masse børn, så slægten kunne føre navnet videre.
Det er disse paradigmer og livsmønstre, som mennesker stadig følger i dag. Kvinder føder stadig børn i smerte. De fleste mennesker i verden må dagligt slide hårdt for at få mad på bordet, og de fleste mennesker vil gerne huskes efter deres død. Myten om Adam og Eva er blevet et symbol på, hvorfor tingene hænger sådan sammen. Myten afslører den sandhed, at mennesket til alle tider har søgt at finde mening med tilværelsens vilkår. Dybest set er vi endnu ikke blevet ret meget klogere. Spørgsmålet er, om det nu også er nødvendigt? Det spørgsmål vil jeg lade stå.
Med venlig hilsen
Marlene Lindsten
Skoleredaktør på religion.dk og præst i Vor Frelsers Kirke, Christianshavn
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk