Anne Hanson |
12. december 2008
Det er forkert blindt at overtage nytestamentlige normer. For Gud har ikke skrevet Bibelen, pointerer teologistuderende
For nogle uger siden deltog jeg i en lille debat om kristendom og homoseksualitet i SMÅ (studentermenigheden i Århus) med de to paneldeltagere cand.mag. Karen M. Larsen og sognepræst Henrik Højlund. Det var en aften under al fordragelighed med mulighed for at stille spørgsmål til henholdsvis Karen M. Larsen, som fortaler for homoseksualiteten ift. kristendommen, og til Henrik Højlund, som ganske vist er for homoseksuelle men imod, at de bliver en del af kirken og dens ritualer.
Det viste sig hurtigt, at de argumenter, der slog igennem fra de to fronter, udelukkende tog udgangspunkt i Bibelen. Med andre ord blev Bibelen den kilde, der skulle blive det afgørende for en diskussion om kristendommens forhold til homoseksualitet.
Der var hertil ingen tvivl hos Henrik Højlund om, at homoseksuelle er syndere, der ikke bør udleve deres seksuelle følelser. Det var da ganske vist synd for ham den unge homoseksuelle, der ivrigt deltog i debatten, men tanken om at leve et liv i cølibat er jo slet ikke ny inden for den katolske kirke.
Hvad der imidlertid skete var, at debatdeltagerne havde forskellig opfattelse af de bibelske udsagn og Bibelens samlede budskab, og dermed blev debatten alt andet end et mødested for forskellige holdninger. Som aftenen skred frem, tegnedes der et billede af, hvorledes Bibelen kan stilles til ansvar for, hvad kristendom og kirke er. Bibelen blev med andre ord fremhævet som de Guds ord, der binder kristne op på et normativt livssyn.
Man fristes til at spørge: Har Gud skabt Bibelen?
Nu er Gud hverken i Bibelen, og han har heller ikke siddet med sin pen og sendt de mange sider i dets skriftlige form. Gud handler – som vi kan læse om i Bibelen – gennem begivenheder og mennesker. Det forekommer mig, at Henrik Højlund som den ellers skarpe teolog, han er, glemmer, at kristendommens budskab er Jesus Kristus, den ny virkelighed forstået som den nyskabelse, vi alle gennem troen har fået del i.
Det Nye Testamente er ikke en kilde af Jesus Kristus selv men bør snarere forstås som et vidnesbyrd om Jesus Kristus forfattet af en række forfattere, der hver især har haft deres tilgang som formentlig Kristus-bekendende jøder. Først i 325 e. Kr. får vi kanoniseringen af Det Nye Testamente samt flere hundrede år med en lang række kirkefædres fortolkninger og udlægninger af teologiske spørgsmål, der har været med til at skabe den kristendom, vi i dag kender og bekender os til qua trosbekendelsen.
Men kristendommen kan forstås som andet end en verdensreligion, hvis normative status er skriften og traditionen. Det er svært at tage fejl af, hvad der adskiller kristendommen fra andre religioner, nemlig Det Nye Testamente, hvis essens er Det Glædelige Budskab – evangeliet.
Det er enhver præsts opgave at forkynde dette i Guds hus, og for nu at følge Luther til dørs, så er det menighedens opgave at bedømme det, præsten taler. Det betyder, at evangeliet – det glædelige budskab – er for alle, forkyndes af alle, der er kaldede til enhver menighed, og budskabets essens er ikke spørgsmål om, hvorvidt homoseksuelle kan få en kirkelig velsignelse men derimod det, at Gud sendte sin søn til verden for at sone deres synd og iklæde dem den nye pagt, Jesus Kristus.
Kristendommens budskab til mennesket i dag skal ikke stå og falde som en politisk korrekt institution eller som en religion, der fastsætter normer og regler for vores eksistens og adfærd (lat. religio = binde op/fastsætte). Budskabet er universelt og rummer derfor alle. Homoseksuelle synder - for nu at bruge dette kristne begreb om det at handle lidt ved siden af - ikke mere end så mange af os andre. I det hele taget er der ikke tale om synd i den forstand, som konservative kristne synes at fremstille det.
Skal en kultur for 2000 år siden med anderledes tænkende mennesker og hierarkiske familiestrukturer være det bindende bevis for, at homoseksuelle og for den sags skyld også kvindelige præster er i uoverensstemmelse med kristendommens budskab?
Nej, kristendommens budskab er ikke patriarkalsk og bogstavsrettet tro men derimod den ny virkelighed, i hvilken Gud ruster og iklæder de, der med hjertet bekender sig til Kristus.
Anne Hanson er BA Nordisk Sprog og Litteratur og stud.theol.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk