Retten til at lade sine børn omskære er kommet til debat. Læs her om religiøse årsager til enten at vælge omskæring eller ikke at få sine børn omskåret
Omskæring af børn forbindes gerne med forskellige religiøse traditioner, som jødedom og islam. Ofte er omskæring dog i stor grad afhængig af kulturelle forskrifter. F.eks. bliver mange amerikanske drengebørn omskåret af hygiejniske årsager.
I Danmark finder mandlig omskæring især sted blandt jøder eller muslimer, og derfor anskues det som en religiøs frihedsrettighed blandt andet af
en del danske biskopper.Omskæring af drengebørnDen mest almindelige form for omskæring er omskæring af drengebørn.
For jøderne er omskæring af drengebørn et pagtstegn mellem Gud og det udvalgte folk. I Torahen står således: ”Og Gud sagde til Abraham … Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres” (1. Mos. 17, 9-10).
Læs overrabbiner
Bent Lexners forklaring på jødisk omskærelse, hvor der blandt andet står: ”Budet stammer fra pagten mellem Gud og Abraham. Denne lov er overgivet gennem tusinde år fra generation til generation, og efterhånden er denne bestemmelse blevet et meget centralt identitetssymbol.”
Ikke alle jøder er imidlertid tilhængere af denne praksis. Foreningen
Jøder mod omskærelse synes det virker absurd, at en pagt skal håndhæves ved at omskære hjælpeløse børn. For at man kan indgå en pagt, må det kræve en myndig voksen, skriver de. Desuden er der så mange andre påbud i Torahen som man ikke håndhæver i dag - f.eks. kravet om dødsstraf for utroskab eller for at fornærme sine forældre. I stedet for omskæring har modstanderne af indgrebet lavet et nyt ritual for jødiske drengebørn, der ligner det traditionelle for nyfødte piger. Læs en beskrivelse af ritualet
her.
Ligesom ikke alle jøder lader deres børn omskære, gør heller ikke alle muslimer det. Omskæring er ikke påbudt i Koranen, men begrundes i stedet med, at profeten Muhammed selv var omskåret. En muslimsk læge redegør fyldestgørende for den historiske baggrund for mandlig omskæring i
Family Medicine, der er et britisk tidsskrift for alment praktiserende læger. Som muslim begrunder han omskæring af drengebørn med, at ”muslimer ikke bare skal følge Allahs budskab i den hellige Koran, men også følge hvad Profeten sagde og gjorde, som bevis på deres troskab overfor islam.”
Den danske muslimske konvertit
Aminah Tønnsen opfatter sagen anderledes: “Omskæring betragtes ofte ganske fejlagtigt som en form for tegn på en persons religiøse tilhørsforhold eller religiøse identitet, men hører som sagt under Profetens sædvane og er derfor ikke obligatorisk for at være fuldgyldig muslim.”
Omskæring af pigerOmskæring af piger er ikke nær så almindelig som omskæring af drenge, om end traditionen stadig står stærkt i visse kulturer
Omskæring af piger finder også i dag sted især i afrikanske kulturer samt både blandt muslimer og kristne koptere. Der er bred enighed om, at skikken ikke har nogen særlig religiøs begrundelse, men der findes en islamisk hadith, der muligvis accepterer kvindelig omskærelse: ”Omskæring er en prisværdig handling for mænd, og det er en ærefuld handling for kvinder”.
Hvis man tager denne hadith for pålydende, er kvindelig omskærelse i en eller anden form tilladt, og derfor kan det være svært for muslimer generelt at argumentere for et forbud mod det, selvom de fleste muslimer klart tager afstand fra det. Læs
Dr. Jamal Badawis grundige behandling af sagen, hvor han blandt andet gør det klart, at intet retfærdiggør lemlæstelse af kvinder inden for islam, eller læs denne
erklæring fra en amerikansk forening af muslimske kvinder, der blæser til kamp mod kvindelig omskærelse.