Tværreligiøs jul: Julekrybben skal ikke gemmes væk

I mit hus begynder julen den 1. søndag i advent. Den dag skal huset være julepyntet, adventskransen på plads og æbleskiverne i ovnen. Æbleskiverne er købte, skylder jeg at sige, bare så jeg ikke øger præstationsniveauet hos mine travle medsøstre. Min mor kommer fra Ærø, og alle i familien taler stadig om hendes æbleskiver bagt med svesker i midten. En sjælden himmerigsmundfuld, som jeg endnu aldrig har haft hverken tid eller nerver til at eftergøre. Mine er købt i Irma, og det må man så nøjes med.

Det absolut første min søn og jeg finder frem, er vores julekrybbe. Forsigtigt pakker vi de gamle, elskede figurer ud af deres silkepapir. Der var Jomfru Maria, så dukker Melchior op og dér lille Jesus. Det er dejligt at være sammen om at placere figurerne de rigtige steder og tænde et lys foran krybben. Så begynder den årlige, tilbagevendende diskussion. Skal Jesus placeres i krybben nu eller den 24. december? Vi vælger at putte ham i krybben med det samme, ellers ser krybben så tom ud - og når nu vi alligevel er på Fyn juleaften...

Størstedelen af husets julepynt er ”religiøst”, hvis jeg kan kalde det sådan. Enkelte nisser har sneget sig ind, det medgiver jeg, men det mest elskede julepynt er figurer af julens hovedpersoner samt kors og ikoner. Det er en skam, at butikkerne ikke har lyst til at sælge julepynt med religiøst udtryk, jeg forstår ikke, at nogle opfatter det som nærmest blasfemisk. Alt, hvad der kan lede tanken hen på julens oprindelige budskab, bør da hyldes. Verdsliggørelsen er ved at kvæle den sidste rest af julens sande indhold. Danskerne er så blufærdige med deres religion, men hvis vi ikke holder fast i julens grundlæggende budskab om, at Gud blev menneske og derved frelste os, så ender vi med en jul fejret alene med kulturelt indhold og det bliver en fattig, kold jul.