Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Den ortodokse kirke svælger ikke i lidelse til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den ortodokse kirke svælger ikke i lidelse

Det er primært et katolsk og protestantisk fænomen at standse op ved Kristi lidelser, skriver Poul Sebbelov

- Fra filmen Passion of Christ

Kommenter Hold mig opdateret

DR2 viser for tiden en serie, der fremstiller kristendommen som en blodig affære. Et billede, som ikke passer på den ortodokse kirke, mener Poul Sebbelov

Jeg har fået en opfordring fra en læser til at kommentere første afsnit af DR2s irske serie ”kristendommen”. Jeg har ikke set afsnittet, men har forstået, at udsendelsens billede af kristendommen som en voldelig og blodig affære er faldet flere for brystet. Derfor ville den pågældende gerne have en ortodoks, kristen kommentar til programmerne.

Der findes en i Vesten ganske udbredt tradition, der kendes under navnet ”passionsmystik”. Traditionen er ikke mindst kendt i romersk-katolske kredse, men er heller ikke ukendt i protestantisk sammenhæng. Den er del af en teologi, som fokuserer på Jesu korsfæstelse som det absolutte højdepunkt i Guds forløsningsværk. Dette fokus kommer til udtryk i en vedholdende dvælen ved udpenslet smerte, ved lidelse og flydende blod i forbindelse med Kristi død.

Passionsmystikken udspringer snarere af visse troende menneskers detaljerede forestillinger om Kristi lidelse end af Det Nye Testamentes beretninger om samme. For hvor evangelierne er ædruelige og tilbageholdende (med god grund) i deres fremstilling af Kristi død, dér er passionsmystikere ofte det stik modsatte. Traditionen lægger op til en, efter min opfattelse, svulstig og usund svælgen i lidelsens ydre, fysiske aspekter. Og den opererer via en ensidig appel til gys, gru og gråd.

Annonce
I den ortodokse kirke, som ingen vist vil anklage for modernistiske teologiske tendenser, har vi ikke tradition for passionsmystik. Den ortodokse mystik er præget af samme ædruelige tone som evangelierne, når det gælder Kristi lidelse og død. Der er ingen svælgen i silende blod og åbne sår. Derfor ser man heller ikke blandt mystikere i den ortodokse kirke de såkaldte stigmatiseringer. Ej heller selvpiskninger og groteske selvpinerier, hvor troende frivilligt lader sig korsfæste år efter år.

Denne afgørende forskel har at gøre med to diametralt modsatte vinkler på Kristi virke. For os er det afgørende punkt i Kristi frelsende gerning ikke lidelsen og korsfæstelsen, men Kristi lyse opstandelse påskemorgen og Hans sejr over døden. Påskemorgen er den kristne tros fokuspunkt. Kristi opstandelse fra døde er den begivenhed, der afgørende ændrer vore vilkår i denne verden. Opstandelsen er vort pant på, at vi ikke længere er dødens bytte. Den tjener os til tegn på, at vi har fået livet tilbage i og med Kristus.

Det betyder ikke, at vi som ortodokse ser bort fra lidelsen og korsfæstelsen. Naturligvis ikke. De to sider, døden og opstandelsen, er uløseligt forbundne. Men vi vikler os ikke ind i fascination af Kristi lidelse i og for sig! For Hans lidelse er udtryk for Guds fulde identifikation med vor menneskelige lidelse. Kristus påtager sig for alvor, og ikke på skrømt, menneskelighed. Han erfarer ikke alene den fysiske smerte og død, men også den yderste åndelige ensomhed og forladthed: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt mig?” (Matt. 27,46); dette forfærdende udtryk for at være berøvet det afgørende i livet, for at være uden Gud, kastet ud i intethed og meningsløshed.

Kristi korsfæstelse og død er så vist ikke mål i sig selv. Langt mindre er der tale om en ”stedfortrædende straf”, Han lider på vore vegne. Lidelsen og døden er den vej, ad hvilken Kristus sprænger dødsrigets porte og befrier dem, der er dødens fanger. Og vejen, ad hvilken Han atter opstår fra de døde.

Hvorfor fokuserer nogle, oftest katolske eller protestantiske, kristne så voldsomt på Kristi lidelse? Og hvorfor bliver lidelse for de samme mennesker en så afgørende del af det kristne liv? Svaret på disse spørgsmål er langt fra enkelt; men det kan ikke udelukkes, at dette ensidige fokus er knyttet til en teologi, der først og fremmest opfatter Kristi frelsende virke i juridiske termer som ”stedfortrædende lidelse og straf”.

Enhver, der har taget del i den ortodokse kirkes påskefejring, véd, at vi ikke tager let på Herrens lidelse og død. Men disse ville være bitterligt meningsløse, hvis ikke de kronedes af påskemorgens jublende glæde over Kristi sejr, den sejr, som finder udtryk i hymnen, som synges igen og igen påskenat:

”Kristus er opstanden fra de døde
ved døden besejrede han døden
og til dem i gravene gav Han liv!”

Poul Sebbelov er ortodoks præst
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock