Den ortodokse kirke svælger ikke i lidelse

Denne afgørende forskel har at gøre med to diametralt modsatte vinkler på Kristi virke. For os er det afgørende punkt i Kristi frelsende gerning ikke lidelsen og korsfæstelsen, men Kristi lyse opstandelse påskemorgen og Hans sejr over døden. Påskemorgen er den kristne tros fokuspunkt. Kristi opstandelse fra døde er den begivenhed, der afgørende ændrer vore vilkår i denne verden. Opstandelsen er vort pant på, at vi ikke længere er dødens bytte. Den tjener os til tegn på, at vi har fået livet tilbage i og med Kristus.

Det betyder ikke, at vi som ortodokse ser bort fra lidelsen og korsfæstelsen. Naturligvis ikke. De to sider, døden og opstandelsen, er uløseligt forbundne. Men vi vikler os ikke ind i fascination af Kristi lidelse i og for sig! For Hans lidelse er udtryk for Guds fulde identifikation med vor menneskelige lidelse. Kristus påtager sig for alvor, og ikke på skrømt, menneskelighed. Han erfarer ikke alene den fysiske smerte og død, men også den yderste åndelige ensomhed og forladthed: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt mig?” (Matt. 27,46); dette forfærdende udtryk for at være berøvet det afgørende i livet, for at være uden Gud, kastet ud i intethed og meningsløshed.

Kristi korsfæstelse og død er så vist ikke mål i sig selv. Langt mindre er der tale om en ”stedfortrædende straf”, Han lider på vore vegne. Lidelsen og døden er den vej, ad hvilken Kristus sprænger dødsrigets porte og befrier dem, der er dødens fanger. Og vejen, ad hvilken Han atter opstår fra de døde.

Hvorfor fokuserer nogle, oftest katolske eller protestantiske, kristne så voldsomt på Kristi lidelse? Og hvorfor bliver lidelse for de samme mennesker en så afgørende del af det kristne liv? Svaret på disse spørgsmål er langt fra enkelt; men det kan ikke udelukkes, at dette ensidige fokus er knyttet til en teologi, der først og fremmest opfatter Kristi frelsende virke i juridiske termer som ”stedfortrædende lidelse og straf”.

Enhver, der har taget del i den ortodokse kirkes påskefejring, véd, at vi ikke tager let på Herrens lidelse og død. Men disse ville være bitterligt meningsløse, hvis ikke de kronedes af påskemorgens jublende glæde over Kristi sejr, den sejr, som finder udtryk i hymnen, som synges igen og igen påskenat:

”Kristus er opstanden fra de døde
ved døden besejrede han døden
og til dem i gravene gav Han liv!”

Poul Sebbelov er ortodoks præst