Min jul med Naser Khader

For cirka ti år siden så tidligere redaktør ved Kristeligt Dagblad Jens Ravn-Olesen (nu tilknyttet religion.dk) frem til en stille jul med sin kone Inger og sønnen Peter. Så ringede Peter og spurgte, om han måtte tage sin gode ven Naser Khader med? Jo, selvfølgelig måtte han det!

Men Naser Khader er jo muslim, så mon julen nu ville blive anderledes? Det har vi Jens Ravn-Olesen om.

Gik I i kirke?

- Nogle dage før jul ringede telefonen. Det var Naser, der ville takke for invitationen og høre, hvad tid han skulle komme. ”Du må hellere komme klokken 17, for vi går i kirke kl. 16”, svarede jeg. ”Jamen, jeg vil da gerne med i kirke!”, lød det prompte fra Naser, og sådan blev det. Aftenen indledtes med en kop eftermiddagskaffe og derefter en julegudstjeneste i Sorgenfri Kirke.

Hvad fik I at spise?

- Vi plejer at få andesteg, så det gjorde vi også dét år.
Naser spiser ikke svinekød; det er vist ikke så meget af religiøse grunde, som fordi han er vokset op med, at det gør man bare ikke; han kan simpelthen ikke spise det.

Dansede I om juletræet?

- Vi var jo ikke så mange, og vi var voksne allesammen, så vi dansede ikke om træet. Men vi sang et par julesalmer og pakkede gaver op, sådan som man nu plejer.

Var der slet ikke noget, der var anderledes end det plejede at være?

- Næh. Og så alligevel. Da Peter og Naser var gået den aften, sagde Inger: ”Det er første gang, at vi har sluttet juleaften af med en whisky!”. Jeg havde spurgt drengene, om de ville have et eller andet at drikke, og Naser svarede whisky, så det fik vi.

Hvad var det bedste ved julen det år?

- Det bedste var, at vi lærte Naser at kende. I julen kommer man hinanden ved – og det har virket lige siden. Desuden kom vi lidt tættere på problemstillingen omkring manglende integration. Jeg har lært utroligt meget af ham om det.