Der har i juledagene hersket en mindre mediestorm over, at Paven i en tale skulle have sagt, at homoseksuelle og transseksuelle udgør en trussel mod menneskeheden på linie med den globale opvarmning.

I første omgang kan man godt undre sig over den mediemæssige opstandelse, al den stund at der ikke er noget nyt i, at Paven er imod en samfundsmæssig accept af homoseksuelle forhold. Paven har tidligere forsvaret f.eks. den svenske pinsekirkepræst Åke Green, der i første omgang havde fået en fængselsdom for at sætte homoseksuelle lig med kræftsvulster og pædofile.

Paven har også sat lighedstegn mellem homoseksuelles ret til adoption og vold mod børn. Han har gang på gang understreget, at ægteskaber for homoseksuelle underminerer ægteskabsinstitutionen og dermed samfundets fundament. Sidste jul påstod han, at homoseksuelle ægteskaber udgør en forhindring for verdensfreden. Og her kort før jul har Vatikanet i FN regi kæmpet imod et forslag, der skulle arbejde for en global afkriminalisering af homoseksuelle forhold.

Set i det lys virker opstandelsen over Pavens nylige tale noget mærkværdig. Og i øvrigt lidt uheldig al den stund, at Paven ikke tager de ”væmmelige” ord ”homoseksuelle” og ”transseksuelle” i sin mund i denne tale.

Men selvom Paven ikke benytter sig af ordene ”homoseksuel” og ”transseksuel” så er hensigten med talen alligevel homofobisk og transfobisk. Budskabet i denne tale er nemlig, at heteroseksualitet og kønsrollerne er indlagt i selve skabningen. De er med andre ord på én gang fastlagt af Gud og en del af den menneskelige natur. Sætter mennesket sig op mod denne såkaldte skabelsesorden, sætter det sig ikke bare op mod Gud men også mod naturen, og følgerne heraf vil være katastrofale for menneskeheden. Kirken er, ifølge Paven, sat til at vogte over skabelsesordenen og har derfor pligt til at råbe vagt i gevær, hvis denne bliver truet.