Når året ånder ud

For mig er årets kredsløb som et gigantisk åndedræt, en cyklus, som ikke kun kommer til udtryk i naturens udfoldelse og tilbagetrækning, men som manifesterer en ud- og indstrømning, der involverer psyke, sind og væren.

Opdelingen i året gennem de to solhverv og de to jævndøgn er en overskuelig markering, som sætter det hele i et enkelt perspektiv. Udåndingsfasen begynder ved midvinter og varer til midsommer, hvor kræfterne manifesterer sig fra det indre mod det ydre. Rødder, spirer, grene, knopper og blomster skyder frem og viser sig i synlighed. Således er det også med den menneskelige bevidsthed og vores engagement. Kræfterne går i retning af synliggørelse.

Herefter er det indåndingsfasen fra midsommer til midvinter, hvor modningsprocesserne og høsttiden fører livet frem til kulminationerne, og hvor bevidstheden atter vender sig mod essensen og slutresultaterne.

I denne vældige proces placerer årets højtider sig, og i vores kultur følger julen efter midvinter (21/12), påsken er bestemt af forårsjævndøgnet (21/3), Skt. Hans kommer efter midsommer (21/6) og Skt. Mikaelshøjtiden er i forlængelse af efterårsjævndøgnet (21/9). Og ind imellem disse finder man kyndelmisse (1/2), Valborgmesse eller majfesten (1/5), den gamle brødfest (1/8) og Allehelgen eller Halloween, som mange kender den under i dag (1/11). Det hele danner et ottearmet kors, bestemt af Solens store rytme, i samspil med Månens dans gennem året.

Julen markerer i denne sammenhæng det gamles definitive afslutning og det nyes fødsel - lysets fødsel eller livets morgengry i midvinterdybets mørke. Og nytåret befinder sig indenfor det - eller nærmere sagt midtvejs mellem det, der er blevet kaldt de tolv hellige nætter - og som begynder julenat den 25. december og afsluttes op til Helligtrekonger den 6. januar.