Giv religiøse minoriteter plads

Der skal være nuancer i debatten
Forudsætningen for det argument er, at religion i almindelighed er farligt, og at man i særdeleshed må lukke døren for muslimer. Jeg er kristen og ansat i KFS, og ønsker derfor ikke, at folk skal konvertere til islam. Samtidig ønsker jeg mange flere nuancer i debatten, og at de religionsforskrækkede briller tages af.

For det første er det ikke bare udansk, men udemokratisk at udelukke mindretallet, fordi det mener anderledes end majoriteten, om det så er kristent eller muslimsk. En sådan udelukkelse kender vi ellers mest fra lande og styreformer, vi ikke plejer at sammenligne os med.

For det andet er det ikke givet, at fordi man siger ja til forespørgslen fra én religiøs gruppering om mulighed for at samles, reklamere for sine møder eller at få besøg fra organisationen på skolen, at man så skal sige ja til alle forespørgsler fra religiøse (og for den sags skyld også politiske) organisationer. Man kunne jo formulere nogle retningslinjer for sådanne aktiviteter, som eventuelt interesserede skulle følge.

Retningslinjerne skulle give plads til, at religiøse grupper kan være til stede på skolerne uden at skulle tvinges til at fornægte eller fordreje deres religiøse tro og livsgrundlag, samtidig med at organisationerne selvfølgelig skal vise respekt for skolens, elevernes og de ansattes normer og grænser. Hvis retningslinjerne på en eller anden måde overtrædes, kunne en passende sanktion være, at organisationen ikke igen får lov at besøge skolen. På den måde undgår man at forbyde alle de gode eksempler på mindretallets tilstedeværelser på skolerne på grund af de få dårlige eksempler.

En uddannelse i demokrati
For det tredje er det vigtigt at nuancere billedet af, hvem de danske muslimer er ved f.eks. at pointere, at kun ca. 300 af landets ca. 200.000 muslimer er medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Det betyder ikke, at andre muslimer ikke kan have markante eller provokerende synspunkter i forhold til, hvordan man lever som muslim, eller hvordan samfundet bedst indrettes i Danmark. Men hvis vi ønsker at uddanne vores gymnasieelever til på et demokratisk grundlag at kunne undersøge, diskutere og tage stilling til de forskellige syn på livet og samfundsindretningen, som faktisk findes i vores samfund, så er det vel ikke helt forkert at møde nogle mennesker, som repræsenterer de anderledes holdninger?

KFS er netop et eksempel på, at religiøse minoriteter på en positiv måde kan bidrage til den dannende samtale og debat. Ved at være til stede i hverdagslivet med de anderledes tanker om tro, Gud og meningen med livet, medvirker religiøse til at stille spørgsmålstegn, som, om ikke andet, udfordrer til begrundelser for majoritetens synspunkter.

Når minoriteter udelukkes af det gode selskab eller direkte forbydes (om det så er lokalt på den enkelte skole eller centralt fra regeringens side), så påvirker det selvbilledet og forstærker identiteten som modsætning til majoriteten. Hvis man derimod inkluderer minoriteten ved at give deres eksistens en platform i fællesskabet, opmuntrer man minoriteten til også at se sig selv som en del af det store og brogede fællesskab.

At skabe medspillere
Giver man f.eks. kristne og muslimske gymnasieelever gode vilkår for at mødes og positivt udfordrer dem til at se sig selv som en del af det større fællesskab på skolen, er chancerne for at få medspillere i stedet for modspillere større, ligesom man giver alle elever en mulighed for at øve sig i at navigere i spændingsfeltet mellem religions- og ytringsfrihed på den ene side og tolerance, respekt og åbenhed på den anden side.

Hvis religions- og ytringsfrihed og demokrati går ud på, at forskellige mennesker skal kunne leve fredeligt sammen, så er gymnasierne et vigtigt sted for demokratiske øvelser. Vel at mærke hvis de anderledestænkende minoriteter ikke forbydes eller mistænkeliggørelse, for hvor skal den kommende generation ellers øve sig i demokratiske kernekompetencer?!

Kathrine Kofod-Frederiksen er cand.mag. i religion og dansk og gymnasiesekretær i Kristeligt Forbund for Studerende