Kristendommen vender op og ned på ære og skam

Spørgsmål:

Hvordan forstod man ære og skam i kristendommen i det første århundrede?

Efter Bjergprædikenen (Matt. 5-7) hvor alle blev syndere, forsvandt ære så i det åbne samfund og blev til en ting mellem Gud og mennesket - ligesom i Fadervor?

Maria

Svar:

Ære og skam er sociale størrelser. Ære var noget, man kunne være født til, hvis man kom fra en kongelig eller aristokratisk familie, eller som man opnåede ved store bedrifter, ved selv at vinde magt.

Skam var at miste sin ære, ved at lide nederlag, ved at blive fattig, ved at blive ydmyget uden at kunne svare igen. Og skam kunne være noget, man var født til, hvis man var født fattig eller hørte til marginale grupper, der blev set ned på af andre, eller hvis man forbrød sig imod almindeligt anerkendte normer; for kvinder typisk ved at bryde med familiernes ægteskabsaftaler.

Kristendommen afskaffer ikke reelt ære og skam, for en religion virker blandt mennesker, der også lever efter andre normer end dem, som en religion sætter. Men kristendommens principper vender op og ned på forholdet mellem ære og skam.

Ved at blive henrettet som en forbryder, lider Kristus tilsyneladende skam. Men i virkeligheden vinder han ære ved at genopstå og dermed vise, at han er stærkere end verden.

På samme måde skal de kristne selv vende op og ned på ære og skam. De ser svage og magtesløse ud; men de stoler på den sande guddom, og dermed vinder de ære overfor Gud. Det kan derfor blive ærefuldt at være fattig, sulten, lidende, uvidende. Og hvis man ikke er det i forvejen, kan man prøve at blive det, ligesom middelalderens munke og asketer.

Hans J. Lundager Jensen
Professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet