Brevet slutter med en henvisning til 1. Tim 2, 1-4
 
I et andet brev afsendt af Musalaha, et forsoningsarbejde der ud fra et kristent grundlag arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere, konstateres det, at begge parter lægger det fulde ansvar for konflikten på den anden side.

De billeder, som begge parter tegner, beskriver samme situation, men ser helt forskellige ud. Spørgsmålet er ikke, siger Musalaha, hvem der tegner det rette billede, men hvad gør vi som kristne? Hvordan være Jesu disciple, så vi bliver agenter for forsoning. Er vi så optaget af at forsvare hver vores moralske og etiske situation, at vi bliver ude af stand til at tage ansvar? Vi lever i samfund, som har valgt at løse konflikten gennem vold. Derfor er der stor brug for at tale om forsoning. Det er vores mandat at gøre det.

Derefter peger Musalaha på to roller, som kristne må optræde i – midt i konflikten og ikke først bagefter: Rollen som præst, hvor vi går i forbøn. Og rollen som profet, der over for sine egne taler imod løgn og uretfærdighed. ”Vi må sammen og som kristne optræde i de to roller netop nu”, hedder det.   
 
Og det er der folk, der gør. De skal fremhæves, så andre får øje på dem og får frimodighed til at gøre det samme og ikke resignere, fordi det synes at nytte så lidt eller være umuligt. Der er messianske jøder, som ikke kun er optaget af at forklare, hvorfor Israel må handle som de må – og det kan der gives gode grunde til at de må – men også ser det som deres opgave at kalde deres egne ledere til selvransagelse, besindelse og omvendelse og bede om Guds tilgivelse og vejledning. I tillid til at kristne palæstinensere vil indtage samme rolle overfor deres ledere og ikke pege den moralske finger den anden vej. For det er præstens og forbederens rolle at stille sig imellem de stridende og gøre det midt i konflikten.

Som profeterne i Det Gamle Testamente talte imod løgnen og for social retfærdighed og omsorg for de svage, har kristne – dem midt i konflikten og vi andre på afstand - også i dag en pligt til at optræde som profeter. Det kræver mod at sige sandheden og pege på uretfærdighed – ikke kun den, som andre begår mod en selv og dem, man sympatiserer med, men også den ens egne begår. Det er altid forkert, når uskyldige lider, og magt misbruges – uanset af hvem. 

”Krig er krig”, siger man ”og i krig lider uskyldige”. Det kan vi konstatere, men det er ikke det samme som, at vi så må acceptere det. ”Krig giver os ikke som kristne ret til at ophæve moralsk forpligtelse”, hedder det i brevet fra Musalaha. Det er ikke mindst midt i krigens rasen, at vi skal spille den rolle og tage det ansvar, vi som kristne er kaldede til: At stille os midt i striden og imellem de stridende – som inter-sessors.  At optræde som profeter, der lider med de lidende – uanset med hvilken ret egne ledere bruger deres magt.

Vi bidrager ikke til en løsning af konflikten ved at pege fingre, og vi svigter som præster og profeter. Vi er kaldede til at agere med den barmhjertighed og kærlighed, som transcenderer sociale og politiske skel, og som ikke kan kvæles af raket- og flyangreb.   

Bodil F. Skjøtt er teolog og generalsekretær i Den danske Israelsmission