Handlingen vakte stor opstandelse ikke kun i Holland, men i det meste af Europa. Ayaan Hirsi Ali, som på det tidspunkt var medlem af det hollandske parlament for det centrum-højreorienterede parti Volkspartij voor Vrijheid en Democratie (Folkepartiet for Frihed og Demokrati), så sig nødsaget til at gå i skjul på grund af dødstrusler.

Efter at have levet i skjul i nogle måneder vendte hun tilbage til det offentlige politiske liv og genoptog sin kritik af islam. I februar 2005 erklærede hun i forbindelse med Jyllands-Postens offentliggørelse af de 12 Muhammedkarikaturer, at hun ønskede at forsvare retten til ytringsfrihed såvel som retten til at fornærme islamistiske ’hard-linere’. Dermed knyttede hun sit eget politiske virke sammen med Jyllands-Postens ud fra en forestilling om, at deres egentlige ærinde var at forsvare ytringsfriheden og bekæmpe de grupper i samfundet, som de mente bekæmpede ytringsfriheden – først og fremmest islamistiske grupper. Samtidig er hendes politiske kamp også en kamp for ligestilling, som især er rettet mod de muslimske grupper, som Hirsi Ali mener, undertrykker kvinder og homoseksuelle. Hirsi Ali er i øjeblikket i gang med at skrive manuskript til en Submission 2, som skal omhandle islams forhold til homoseksuelle.

Filmen Submission skal forstås som en anklage mod især det tekstmæssige grundlag, Koranen og Hâdith udgør. Hirsi Ali mener, at det danner grundlag for en undertrykkelse af kvinder i islamiske samfund. Filmen fortæller historien om fire fiktive personer spillet af en enkelt skuespiller, klædt i en gennemsigtig burka – det ikke-gennemsigtigt altdækkende traditionelle klædningsstykke, båret af mange muslimske kvinder hovedsagligt i Afghanistan og Pakistan.

Under den gennemsigtige burka kan man på skuespillerens nøgne krop se vers fra Koranen, som af nogle fortolkes som en retfærdiggørelse af undertrykkelsen af kvinder i muslimske samfund. Filmen tegner et billede af muslimske kvinder, der er blevet misbrugt på forskellige måder. Den indeholder monologer af disse kvinder og fremhæver dramatisk de tre vers fra Koranen (4:34; 2:222 og 24:2), som menes at tillade mishandling af kvinder, ved at vise dem malet på kvinders kroppe.

De tre sura siger bl.a. at ”Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem.” (4:34).

En lignende forestilling om forholdet mellem mand og kvinde finder vi i Bibelen. I Det gamle Testamente er fortællingen om Syndefaldet afgørende for bestemmelsen af forholdet mellem kvinde og mand. Da Eva lod sig forlede af slangen, blev hun af Gud straffet (1. Mos. 3,16).

Endvidere siger Koranen om kvinder med menstruation, at man skal holde sig ”fra kvinder under menstruation, og kom dem ikke nær, før de er rene igen!” (2:222). Dette vers svarer til påbuddet i 3. Mos. 19, som siger, at en kvinde er uren syv dage omkring sin menstruation.

Endelig siger sura 24:2, at ”Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver!”. Et lignende budskab finder man i Bibelen. Især 3. Mos. 10 som siger, at ”Hvis en mand begår ægteskabsbrud med en anden mands hustru, skal han lide døden, både manden og kvinden, som bryder ægteskabet”. I Det nye Testamente beskrives utugt, som en synd på linie med mord, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser (Matt. 15,19; Gal. 5,19). Disse tekststeder i Bibelen samt andre har i århundreder efter kristendommen blev statsreligion i europæiske stater ført til, at man straffede utugt ganske hårdt.

Pointen med at sammenligne Koranen og Bibelen er at vise, at Koranens syn på kvinden som underlagt manden og religiøst bestemte påbud for kvinden ikke er enestående, men var (og er) også udbredte i jødernes Torah og de kristnes Bibel. Det var den sociale virkelighed, som teksterne blev til i, og som var dominerende i den israelske, hellenistiske og arabiske verden i de perioder, teksterne blev skrevet, som resulterede i Torahens, Bibelens og Koranens syn på mænd og kvinder.

I dag kan de fleste danskere godt abstrahere fra Bibelens mandsdominerende kønsopfattelser og forstår det retfærdige i mænds og kvinders lige værd og ret. Når en dansk mand undertrykker sin kone med vold og trusler, er det ikke Bibelens ’uheldige’ indflydelse, som får ansvaret, men sociale og psykologiske problemer, som kræver behandling og i yderste tilfælde straf.

Men det er tilsyneladende svært for visse islamofobiske positioner, som eksempelvis Hirsi Ali forfægter, at abstrahere fra Koranens kønssyn og dens påståede indflydelse på muslimske ægteskaber med undertrykkelse og vold. Det kommer til udtryk i en italesættelse af islam som en monolitisk størrelse, der nødvendigvis må påvirke muslimer på én (og kun én) bestemt måde. En konstruktion af islam som en trussel for vestlige samfund, og hvis immanens har negative konsekvenser for tilhørerne af islam.

Der eksisterer i dag en udbredt islamofobisk tendens i fortolkningen af Koranen og dens betydning for muslimsk levevis, som tilsyneladende kun gælder muslimer. Torahen og Bibelen har, ifølge denne position, tilsyneladende ikke samme påvirkning af befolkningerne i de lande, hvor henholdsvis jødedom eller kristendom er dominerende. Det kan man naturligvis kun undre sig over.

De muslimer, kristne og jøder der fastholder, at verden skal indrettes efter deres hellige bøgers anvisninger, fortolker altså en tekst, skrevet i en ganske anden social kontekst, ind i en moderne nutid. Det er ikke en uproblematisk fortolkning i et vestligt og moderne samfund, hvilket eksempelvis sagen med visse mandlige danske præsters nægtelse af kvindelige præsters eksistens og af at give dem hånden i forbindelse med det særlige ordinationsritual viste for ca. et år siden.

En fortolkning er en måde at læse en tekst på, som giver mening for læseren. De ovennævnte personers fortolkning af Koranen og Bibelen giver mening i deres religiøse univers. Det betyder ikke, at samfundet skal acceptere undertrykkelse, diskrimination eller diskriminerende syn på kvinder (eller mænd), blot fordi en religiøs gruppe hævder, at det kan legitimeres i en ’hellig’ tekst, men vi kan skabe forståelse for hinandens positioner ved at lytte til hinanden frem for at fordømme og marginalisere de grupper, som tænker anderledes end majoriteten. Det skaber en platform for dialog, der kan være med til at forhindre unødig vold og konflikt, og måske vil de så også en dag acceptere, at kvinder og mænd er lige værdige.

Med venlig hilsen
Brian Arly Jacobsen
Religionssociolog og ph.d.-stipendiat på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier

Oversættelsen af Koranen følger Ellen Wulffs oversættelse (Vandkunsten 2006), mens oversættelsen af Bibelen følger Det Danske Bibelselskabs oversættelse (1999).

Se klip fra filmen her: