Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Dødsstraf ifølge religionerne til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dødsstraf ifølge religionerne

Verdensreligionernes syn på dødsstrafFanger, der er blevet dømt til døden, holdes som regel adskilt fra andre fanger i en særlig del af fængslet, dødsgangen, hvor de afventer henrettelse. -

- Foto: Stock.xchng

Fakta

Dødsstraf

Den legale henrettelse af en straffefange som straf for en alvorlig forbrydelse. I de...
Læs mere
flexblock

Emneord for denne artikel

dødsstraf | henrettelse
flexblock
86 debatindlæg Hold mig opdateret

Hvad mener verdens forskellige religioner om dødsstraf – er de for eller imod? Få et overblik over holdningerne til dødsstraf

Hvad mener kristendommen om dødsstraf? Og hvad med islam, jødedom og de asiatiske religioner hinduisme og buddhisme? Ofte er der tale om tvetydige holdninger, og i mange af religionernes hellige skrifter findes afsnit, der taler både for og imod.

Kristendom
Inden for kristendommen finder man meget forskelligartede budskaber omkring dødsstraf.

Moseloven taler flere steder for dødsstraf. Drab var en af de forbrydelser, der kunne straffes med døden. Dette ses i Anden Mosebog 21: 12.

I Det Gamle Testamente ser man ofte Gud udføre dødsstraf for menneskets utilgivelige synder. Dette kan man blandt andet læse i historierne om Noah, Første Mosebog 6-8, og om byerne Sodoma og Gomorras ødelæggelse, Første Mosebog 18-19.

Annonce
I Første Mosebog 9: 6 bliver en aftale indgået mellem Gud og mennesket, der kan ses som en indsættelse af mennesket som Guds stedfortræder på jorden. Hvor det førhen var Gud, der straffede mennesket, skal menneskene nu straffe hinanden i Guds sted. Altså en accept af dødsstraffen.

Også i Det Nye Testamente ser man steder, der taler for dødsstraf. Et af disse steder er Romerbrevet 13: 4. Her er myndighederne Guds stedfortræder, og sværdet det våben, der skal udføre dødsstraffen.

Modstanden mod dødsstraf ses også inden for kristendommen, og argumenterne imod dødsstraf findes ligeledes i de kristne helligskrifter.
Romerbrevet 12: 19 modsiger tydeligt ideen om mennesket som Guds stedfortræder og som udøvere af Guds straf. Her er tanken derimod, at Gud selv vil straffe de mennesker, der fortjener det.

Et andet sted, der ofte bliver brugt som argument imod dødsstraf er Jesu ord under Bjergprædikenen, Matthæusevangeliet 5: 38-39. Også Johannesevangeliet 8: 7 benyttes som et argument imod dødsstraf. Dette er historien om en utro kvinde, som de skriftkloge og farisæerne mente, skulle stenes til døde ifølge Moseloven. Men da Jesus sagde til dem, at den uden synd skulle kaste den første sten, lod alle kvinden være i fred.

I dag ser man hovedsagligt en afstandtagen til brugen af dødsstraf indenfor de kristne retninger. Dette bygges på de nytestamentlige principper om næstekærlighed, tilgivelse og nåde. Derudover argumenterer de, at dødsstraf fratager en person muligheden for omvendelse samt muligheden for senere hen at fortryde og angre sine skylder og derved opnå muligheden for frelse.

Flere kirker i USA (hvor dødsstraf stadig udføres i visse stater, og hvor diskussion derfor er aktuel) fordømmer brugen af dødsstraf. Den evangelisk lutherske kirke i USA argumenterer blandt imod dødsstraf ved at påpege, at ingen mennesker er ufejlbarlige, og at en uskyldig derfor kunne blive dømt til døden. En holdning og argumentation, som den amerikanske baptistkirke støtter op om. Også den katolske kirke i USA er i dag imod dødsstraf og kæmper aktivt imod brugen af dødsstraf.

Islam
Ifølge Koranen har ethvert menneske ret til at leve, men dette kan omgås, hvis en retsinstans befaler det. Derfor er dødsstraf acceptabelt inden for islam. Se Koranen 6: 151.

Men selv om dødsstraf er accepteret, er barmhjertighed og tilgivelse det foretrukne og mest anbefalelsesværdige.

Dødsstraf ses som den strengeste form for straf og kan kun idømmes ved bestemte forbrydelser (eksempelvis overlagt drab, landsforræderi, terrorisme, pirateri, frafald fra islam, voldtægt, homoseksualitet eller utroskab). Se Koranen 5: 32. Her kan man også se, at barmhjertighed og tilgivelse fremhæves som bedre alternativer.

I tilfælde af mord er det op til ofrets familie at bestemme straffen. De kan vælge dødsstraffen, men kan også vælge en form for kompensation (eksempelvis penge). Dette kan ses i Koranen 2:178. Det anbefales at tage imod en kompensation (Koranen 5: 32). På den måde får familien en erstatning, og forbryderens familie mister ikke en far, bror eller ægtemand, hvilket gør, at også forbryderens familie er bedre stillet.

Dødsstraffen kan udføres på forskellige måder, for eksempel ved stening eller hængning. Til tider kan henrettelsen foregå offentligt, som en forebyggende instans og en advarsel til befolkningen.

Det skal dog understreges, at dette kun gælder lande, der følger den islamiske lov, Sharia.

Jødedom
Ligesom kristendommen kender jødedommen også til dødsstraf fra Mosebøgerne, som kaldes Tora inden for jødedom. Toraen udgør jødedommens juridiske tradition og jødisk ret.

Dødsstraffen skal dog mere opfattes som rent principielt end som egentlig praksis. I praksis er der nemlig så strenge krav til, hvornår en dødsstraf kan gives, og straffen er blevet kritiseret i Talmud, kommentarer til og fortolkninger af Toraen, af flere omgange. Derfor er det nu mere en hypotetisk strafform.

Langt de fleste jødiske lærde er da også imod dødsstraf som en gyldig straf i det moderne samfund. Dette argumenterer de for ud fra den jødiske Talmud. Heri kan man læse, at dødsstraf tilkommer Gud alene, ikke mennesker, der kan begå fejl, og derfor kan komme til at dømme en uskyldig. Denne argumentation benytter jødiske grupper i USA til at forbyde dødsstraffen, herunder de reformerte jøder i USA. Se også her.

I Staten Israel kan dødsstraf benyttes, men kun ved ekstraordinære tilfælde. I praksis er dette kun sket én gang, i 1962, mod en dømt nazi-krigsforbryder.

Inden for ortodoks jødedom er dødsstraf teoretisk set stadig en korrekt og retfærdig straf for enkelte forbrydelser. Men der kræves et perfekt retssystem for at idømme dødsstraffen – et krav, der gør det til en nærmest umulig praksis.

Hinduisme
Der findes ingen officiel holdning til spørgsmålet omkring dødsstraf blandt hinduistiske samfund, og man finder hinduistiske lærde, der taler både for og imod straffen.

Kigger man i de hinduistiske tekster, finder man heller ikke noget klart svar. I de hinduistiske lovbøger, dharmashastraer, beskrives forskellige forbrydelser, der kan føre til dødsstraf. Dette kan eksempelvis være mord eller ved blanding af de hinduistiske kaster.

På den anden side prædiker helteeposet Mahabharata imod dødsstraf i alle tilfælde. Tillige kan der tales imod dødsstraf ud fra den hinduistiske religiøse ide, ahimsa, ikke-vold, samt med den hinduistiske lære om atman, sjælen, der ikke kan dræbes. Døden er kun begrænset til sjælens midlertidige fysiske hylster, kroppen. Dør kroppen, lever atman stadig videre. Man vil derfor ikke vinde noget ved at dræbe en persons krop.

Gandhi, en af de største skikkelser indenfor hinduismen og fortaler for ikke-vold, udtalte: ” Et øje for et øje ender med, at hele verden bliver blind”.

I Indien er dødsstraffen stadig en realitet, men straffen idømmes sjældent. Straffen udføres som regel ved hængning.

Buddhisme
Ligesom ved hinduismen finder man ingen fælles officiel buddhistisk holdning til dødsstraf.

Der findes ingen ord fra Buddha, der direkte omtaler dødsstraf. Derimod finder man en klar modstand mod enhver form for fysisk straf, uanset forbrydelsen. Buddha skulle have sagt følgende: ” En handling, selv om den bringer noget godt til en selv, kan ikke anses som en god handling, hvis det medfører fysisk eller mental skade mod et andet væsen”.

Buddhismen prædiker ikke-vold og kærlighed over for alt levende, og buddhisternes tro på karma medfører, at karmaen for personen, der påfører andre skade, forringes.

Nogle buddhistiske lærde argumenterer dog for, at det i enkelte tilfælde kan være bedre at dræbe et andet menneske. Dette gælder eksempelvis, hvis én persons lidelse, kan fjerne lidelsen for mange andre – altså hvis det er til flertallets bedste. Dette kan man læse i en sutra, der beretter om forskellige midler til, hvorledes man kan komme tættere på samsara. Her står, at en boddhisattva reddede hundredvis af mennesker ved at dræbe en morderisk tyv.

Men på trods af dette praktiserer mange lande, hvor størstedelen af befolkningen er buddhister, stadig dødsstraf. Dette gælder eksempelvis Thailand og Kina.

Andre lande, eksempelvis Bhutan, har dog valgt at afskaffe dødsstraffen.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Dødsstraf ifølge verdens religioner

kirkegængeren, publiceret d.23/01 13:28 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
Når man undersøger bibelsteder og vil gøre dem til del af en argumentation, så skal disse skriftsteder undersøges meget nøje. Men tit er folk meget præget af deres verdslige humanistiske ideer/meninger/holdninger, som de så prøver at læse IND i kristendommen, istedet for egentligt at finde ud af hvad kristendommen faktisk selv SIGER og MENER.

Hvis vi tager Romerbrevet kap. 12,19. så er fakta at det der advares imod der, er private menneskers brug af selvtægt. Det fremgår af hele sammenhængen i Kapitel 12 i Romerbrevet. Så det skriftsted kan ikke bruges imod myndigheders brug af dødsstraf.

I Mattæus Evang. Kap. 5,38-39, Igen her er det undervisning af disciple, altså undervisning af private mennesker om hvad de ikke skal gøre og hvad de skal gøre som privatpersoner. Så det skriftsted kan altså ikke bruges imod myndigheders brug af dødsstraf.

I Johannes Evang. Kap. 8,7, er det privatpersoner, og ikke en domstol, som vil udføre straffen over et menneske. Jesus vender sig imod at private mennesker vil udføre lovens straf. Bemærk: Jesus vender sig ikke imod loven. Det han siger at som privatpersoner har de ingen ret til at udføre lovens straf. Så det skriftsted kan altså heller ikke bruges imod myndigheders brug af dødsstraf.

Tilbage står med 1. Mos. Kap. 9,6, "Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker." og Romerbrevet Kap. 13,4. om at myndighederne bærer sværd, og myndighederne skal lade vredren ramme dem som gør det onde.

På den baggrund kan vi konkludere, at det kristeligt set er helt iorden for et samfund, at samfundets domstole har mulighed for at idømme dødsstraf for drab/mord.

mvh
Jan
Del Link

Re: Dødsstraf ifølge verdens religioner

søren jessen, publiceret d.23/01 13:56 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
Kirkegængeren skrev:"På den baggrund kan vi konkludere, at det kristeligt set er helt iorden for et samfund, at samfundets domstole har mulighed for at idømme dødsstraf for drab/mord. "
Og derfor er kristendom noget l...
Del Link

Re: Dødsstraf ifølge verdens religioner

kirkegængeren, publiceret d.23/01 14:18 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
Til Søren Jessen

Hvordan var det lige i slutning af 1930´erne herhjemme i Danmark, jo da ævlede Socaldemokratiet, Kommunisterne og Det Radikale Venste op om i årevis, at dødsstraf var noget så udansk og inhumant. Så kommer anden verdenskrig og efter den vedtager HELE FOLKETINGET inkl. Socaldemokratiet, Kommunisterne og Det Radikale Venste, på nær 2 MF´ere som var imod, (vist nok 1 radikal og 1 soc.) at indføre DØDSSTRAF for Landsforræderi og det med TILBAGEVIRKENDE KRAFT, dvs. da forbrydelsen blev begået, var der ikke dødsstraf for den.

Hvad synes du om det ???

Jeg synes at det er ok med dødsstraf for mord/drab og synes at det var OK det Folketinget vedtog, men jeg har jo heller aldrig været imod dødsstraf. Nej, jeg er imod dødsstraf uden individuel dom og uden grund, som det desværre praktiseres i Danmark med vores umenneskelige fri abort lov. Med den lov har man privatiseret drab.

mvh
Jan
Del Link

Re: Dødsstraf ifølge verdens religioner

Stausholm, publiceret d.23/01 14:54 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
Man kan vel kun sige, at hvis kristendommen er muligt at opfatte med en så pevers tankegang, ja så kan jeg egentlig slet ikke se forskellen på denne åbenbar hadets religion og andre nazirelaterede ismer.

Den eneste tanke der springer i sindet når man læser dine indlæg er et kristent citat

"VIG BORT SATAN"
Del Link

Re: Dødsstraf ifølge verdens religioner

søren jessen, publiceret d.23/01 16:33 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
kirkegængeren skrev:"
Hvordan var det lige i slutning af 1930´erne herhjemme i Danmark, jo da ævlede Socaldemokratiet, Kommunisterne og Det Radikale Venste op om i årevis, at dødsstraf var noget så udansk og inhumant. Så kommer anden verdenskrig og efter den vedtager HELE FOLKETINGET inkl. Socaldemokratiet, Kommunisterne og Det Radikale Venste, på nær 2 MF´ere som var imod, (vist nok 1 radikal og 1 soc.) at indføre DØDSSTRAF for Landsforræderi og det med TILBAGEVIRKENDE KRAFT, dvs. da forbrydelsen blev begået, var der ikke dødsstraf for den.

Hvad synes du om det ???"

Hvorfor skal jeg hænges op på noget, som blev besluttet på et tidspunkt, hvor jeg var langt fra at have valgret.
Men i øvrigt har jeg altid, også dengang i 1945, da jeg var 10 år gammel, og lige siden syntes, at det var en af de største fejltagelser, der er begået.
Del Link

Re: Dødsstraf ifølge verdens religioner

HBP, publiceret d.23/01 16:58 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
"men jeg har jo heller aldrig været imod dødsstraf. Nej, jeg er imod dødsstraf uden individuel dom og uden grund, som det desværre praktiseres i Danmark med vores umenneskelige fri abort lov"

Er det virkelig derude kristendommen er endt? At det er acceptable at dræbe et voksent, levende, tænkende menneske med følelser og familie, mens det er forkert at dræbe en samling på et par tusinde celler som ikke har nogen form for tankevirksomhed, som ikke engang har et nervesystem, som man kun kan skelne fra et grise-embroyo vha. en DNA test?
Del Link

Re: Dødsstraf ifølge verdens religioner

serotonin, publiceret d.23/01 17:11 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
Jeg tror desværre ikke at dette citat virker, kære Stausholm. Menneskets uvidenhed opretholdes tilstadighed, tiltrods for, at dette citat er blevet brugt i tusinder af år.

Men et citat som ikke er blevet brugt så meget - Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør - kunne måske bringe fred i sindet.

Uvidenhed er en form for bevidstløs tilstand, drevet af forsvarsmekanismerne fortrængning/projektion.

Det er altid alle andres skyld.
Del Link

Udvid undersøgelsen

HBP, publiceret d.24/01 10:21 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
Istedet for at begrænse undersøgelsen til religioner, så kunne den måske udvides til at inkludere andre former for livsanskuelser, f.eks. sekulær humanisme.

Jeg tror det bliver svært at retfærdiggøre dødsstraf vha. sekulær humanisme, så på den måde ville undersøgelsen i det mindste indeholde 1 livsanskuelse som tager klart afstand fra det barbariske, middelalderlige myrderi som dødsstraf er.
Del Link

Re: Udvid undersøgelsen

kirkegængeren, publiceret d.24/01 11:43 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
Nej, det er svært at diskutere med mennesker som benæger den faktiske virkelighed. Til HBP, du taler imod virkeligheden. Når det ufødte barn er 4 uger gammmel, dvs. 6 uger henne i kvindens graviditet, ja så slår barnets hjerte. Det er et biologisk FAKTUM. Derfor er det mord at dræbe barnet i 12. uge. Men hvis humanismen mener at mord uden individuel retsag og dom og uden egentlig grund er OK, så er det altså humanismen, som er syg og perverteret, for nu at blive i jeres sprogbrug.

mvh
Jan
Del Link

Re: Dødsstraf ifølge verdens religioner

anr, publiceret d.24/01 12:13 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dødsstraf ifølge religionerne
citat:
Kirkegængeren skrev:"På den baggrund kan vi konkludere, at det kristeligt set er helt iorden for et samfund, at samfundets domstole har mulighed for at idømme dødsstraf for drab/mord. "
Og derfor er kristendom noget l...



Så må du nødvendigvis også mene, at islam er noget l....


.
Del Link
Mere:   1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9   Næste


flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock